CENTRALAMERIKA

Costa Rica

27. – 29. marts 2010: San Jose– festival, koncert og hygge

Pga. tids- og pengemangel beslutter vi at springe hurtigt over Costa Rica. Derfor bruger vi kun 3 dage i Costa Ricas hovedstad San Jose, hvor vi bruger dagene på at få opdateret dagbogen og slappet af. Der er festival i en nærliggende park, og der bruger vi noget tid på at gå til koncerter. Sådanne koncerter er lidt sjove, for costa ricanerne er ligesom delt i to lejre. Den ene halvdel går helt amok og danser rundt, og den anden halvdel står helt stille. Men det er noget interessant og glad musik.

26. marts 2010: Rejsedag fra Quito til San Jose – over Miami – den direkte vej ;- )

I dag er rejsedag – GAAAB – noget man på en måde godt kan være foruden når man rejser rundt i verden, men som på en anden måde også giver én en større forståelse for dels afstande og dels det land man rejser igennem – når man er i bus. Denne gang foregår rejsen nemlig med fly, og så vil man lige så gerne bare være ved sin destination med det samme. Vi er meget spændte på Miami lufthavn, hvor vi skal i transit, fordi vi har hørt mange skrækhistorier om netop dette, så vi krydser fingre.

Om morgenen deler vi en taxa med Devon fra Boston, der skal videre til Lima og derfra til Cuzco, og som har været frivillig på Galapagosøerne i 6 uger. Vi siger farvel i lufthavnen, indtjekker vores bagage og kommer med flyet fra Quito til Miami. Flyveturen tager 4 timer og er ret behagelig. I Miami lufthavn må vi skynde os for vi har kun 1 time og 20 minutter til hele transitten, hvilket, kan vi fortælle, IKKE er meget når man både skal igennem diverse sikkerhedstjek, skal hente sin bagage, tjekke den ind og til gaten. Vi har dog en rigtig god oplevelse i Miami lufthavn og alle vi taler med er flinke og servicemindede. Ved immigrationen (efter at have kæmpet os igennem flere lange køer) får Miami vores fingeraftryk og et smukt portrætbillede af os begge (måske ser vi en smule utålmodige og rødblussede ud, men hva’), hvorefter vi skynder os videre til bagagebåndene, hvor vi endelig kan få vores bagage. Ved udgangen står en repræsentant for American Airlines som vi flyver med, og vi har nok set lettere stressede ud, for hun spørger os straks ”transit to San Jose” og vi nikker ivrigt med hovedet. Vores bagage bliver derefter hurtigt tjekket ind og hun siger vi skal skynde os til gaten for de er påbegyndt boarding. Vi løber derefter hen ad en gang og op ad nogle trapper og op på anden sal – hvor vi bliver stoppet af et sikkerhedstjek. Der er ikke noget værre end når man har travlt og ikke kan gøre andet end at vente. Køen er forholdsvis lang og vi tripper noget.

Da vi endelig kommer hen til X-ray maskinen finder vi pludselig ud af, at vi også skal have vores sko igennem maskinen, så af med dem, og igennem røntgen og kropsvisitering, derefter med den ene sko halvt på og Rasmus sko og bælte i hånden ”stormer” vi ned mod gaten – det må virkelig have set sjovt ud for Rasmus er ved at tabe sine bukser og jeg er sådan lidt ubeslutsom om hvorvidt jeg skal løbe eller vente på Rasmus, der nu har antaget en halv krumbøjet Klokkeren fra Notre Dame-løbestil, så hvert andet minut stormer jeg ned ad gangen og hvert andet minut går jeg kapgang mens jeg kigger mig over skulderen for at orientere mig om hvor Rasmus er. Da vi endelig kommer ned til gaten (der jo selvfølgelig er rimelig langt væk) viser det sig selvfølgelig at flyet er forsinket, så ironisk nok ender det med at vi venter ca. 25 minutter på at boarde og endnu en time da vi endelig sidder i flyet. Men vi har nået det, og det er det vigtigste (Vi har en slem mistanke om at det faktisk er vores baggage der har forsinket flyet).

Efter små 3 timers flyvetur ankommer vi til San Jose, hvor vi får vores bagage og for første gang stifter måbende bekendtskab med dyre Costa Rica da vi tager en taxa ind til vores hostel for 20 dollars (måske er vi blevet fuppet en smule). Herefter er det ud at finde noget at spise – vi er trætte, vi er sultne og vil bare i seng, måske er det en undskyldning for, at da vi støder på en Taco Bell som vi ellers kun har set i amerikanske film skynder vi os taknemmeligt derind. Taco Bell..Hm…. hvad kan man sige om det? De har et meget sødt personale. Vi bliver fx betjent af Jhon, der spørger om vores navne og smiler meget stort, mens Rasmus forsøger at forklare ham, at han skal have en burrito KUN med ost og kød (Jhon ser MEGET forvirret og MEGET opmærksom ud) og pommes frites UDEN creme fraiche, og det lader egentlig som om han forstår, men ak ak pommes fritterne kommer alligevel MED creme fraiche. Nå ja…men så er maden vel god…hm….den er okay men det er nok ikke vores nye yndlingsrestaurant.

Derefter går vi hjem og i seng efter vi har sagt goddag til vores dorm-medsover.

SYDAMERIKA

25. marts 2010: Quito og 30 års fødselsdag

At holde fødselsdag i udlandet når man er træt efter 8 dage på fuld tryk hvad angår oplevelser, når man lige er kommet til en ny by, man intet kender til og skal videre tidligt næste dag er det ikke optimalt kan jeg fortælle, men med de betingelser vi nu har bliver dagen alligevel god.

Vi vælger at bruge dagen på at slappe af. Quito lader til at være en rigtig skøn by, men med kun en dag her, der også er en fødselsdag vælger vi at fokusere på bare at være sammen og hygge. Vi står op, jeg åbner brevet fra mor og Villy og Rasmus hvisker fødselsdagssang for mig (når man sover på dorm må man tage lidt hensyn – også selvom der er 30-års fødselsdag). Jeg tjekker mail og ser at mor har skrevet hun kan skype klokken 14:00, og da vi er 6 timer bagud er der faktisk kun et kvarter til. Derfor skynder jeg mig i tøjet og logger på, så jeg kan tale med mor og Rasmus gør sig klar til at tage på posthuset, hvor der ligger en pakke fra Rasmus’ forældre og venter på os. Mens jeg taler med mor henter Rasmus pakken. Den er super skøn fyldt med gode sager. JUHUU. Derefter ser vi et par film – Gran Torino kan anbefales hvis man endnu ikke har set den.

Og så overrasker Rasmus mig med 30 fødselsdagsballoner på min seng og et par flotte perlerørenringe fra Australien – hvilket jeg havde gættet fordi Rasmus så så hemmelighedsfuld ud da jeg kom tilbage og han sad udenfor butikken i Australien. Virkelig dejligt, fordi de både kan minde om min 30 års fødselsdag i Quito og vores tur. Vi har nemlig ikke købt noget i de lande vi har rejst i, fordi det er for besværligt at slæbe med.

Om aftenen går vi ud i det gamle historiske centrum, hvor vi spiser på en restaurant i La Ronda, der er den ældste gade i Quito. Det er rigtigt hyggeligt, og selvom maden egentlig er lidt dårligere end forventet, så er der alligevel en rigtig god stemning. Da vi skal op tidligt næste dag (klokken 5:30) går vi hjem efter maden. Det har været en rigtig god fødselsdag.

Høje forventninger – der blev indfriet…

Galapagos har været alt det vi håbede på og mere til. Det har helt klart været et af højdepunkterne på vores rejse. Et højdepunkt pga. flere faktorer. Først og fremmest er det helt unikke her, at dyrene vi møder ikke kender til frygt for mennesker og som en konsekvens deraf kan vi her, så vidt vi ved, komme tættere på vilde dyr end noget andet sted i verden. Det andet unikke er, at Galapagos er hjem for virkelig mange endemiske arter, og selvom vi ikke er eksperter på området og nok har svært ved at se forskel på søløverne her og i Californien, så er det alligevel en wow-fornemmelse når man første gang ser galapagospingvinen, galapagos-søløven, galapagos-et-eller-andet dyr, og vide, at denne art kun findes her. For det tredje har det været nogle fuldstændig fantastiske snorkelture, hvor vi har snorklet med eagle rays, hajer, pingvin, søløver, skildpadder og en masse fisk. Og så har det været skønt for en gangs skyld at give tøjlerne til en anden og bare lade sig føre med. Vi har fået alt serveret – morgen – middag og aften, og det har i den grad været tiltrængt.

Vi troede egentlig at Galapagos ville blive ”once-in-a-lifietime”, men vi har allerede lovet hinanden at vi kommer tilbage. En af de ting vi mangler at udforske (især Rasmus) er dykningen her på Galapagos, hvor vi kan se andre dyr end dem vi indtil videre har set – bl.a. hammerhajer og mantarokker. Nico og Delphine blev på Galapagos et par ekstra dage efter cruiset hvor de dykkede, og her dykkede de bl.a. netop med hammerhajer og mantarokker, hvilket de sagde var helt uovertruffent. Det må vi simpelthen opleve også, så endnu engang må vi sige: ”vi kommer tilbage”.

24. marts 2010: Farvel til Galapagos – Lonesome George og andre kæmpeskildpadder

Program:
AM: Charles Darwin Research Center
5:30: breakfast
6:00: dry landing, easy walk
7:30: busride to the airport

Puha, det er tidligt at skulle op, men op kommer vi. Vi siger farvel til Diego, for den sidste dag får vi en anden guide – Bolivar, der er en gammel, vejrbidt mand, der har boet 50 år på Galapagosøerne. Han kender til alt på øerne og fortæller rigtig meget.

Vi kommer hen på Charles Darwin centeret, hvor vi ser flere forskellige slags kæmpeskildpadder, og så hilser vi på Lonesome George, der er den sidste af sin art. Det er sørgeligt at tænke på, at hans art dør med ham, og sjovt at tænke på at Charles Darwin nok har hist på ham. Lonesome George gemmer sig desværre en del da vi kommer, så vi ser ham kun på afstand, men vi er glade for, at vi i det hele taget har set ham. På centeret ser vi også de små bitte skildpaddeunger, der vokser op og bliver kæmpeskildpadder, for et af de programmer der kører er et skildpaddeudrugningsprojekt. Herefter ser vi en film og så er det med bussen ud til lufthavnen og på flyet til Quito.

23. marts 2010: Puerto Egas og Rabida

Program:
AM: Puerto Egas (Santiago Island)
6:15: breakfast
6:45: wet landing, walk (good footwear)
8:30: shallow water snorkelling
9:30: Back on board, navigation to Rabida
12:00: Lunch
PM: Rabida
1:00: wet landing, walk (any kind of shoes)
2:00: shallow-deep water snorkelling
3:00: back on board
6:00: Talk about next day activities
6:15: farewell cocktail
6:30: dinner

Vi sejler ind i rib og vader i land ved Puerto Egas på Santiago. Kombinationen våd landgang og gode sko er stadig ikke god, så jeg har valgt at gå på kompromis og taget mine teva på, mens Rasmus vælger vandrestøvlerne. Det viser sig at være okay med sandalerne, for stien er fin. Denne gang er der sort sand.

På denne ø ser vi en del fugle – heribland Galapagos Hawk, der sidder og holder udkig fra et træ.

For enden af stien kommer vi til nogle sorte klipper, og her ser vi for første gang the galapagos fur seal, der egentlig ikke er en sæl, men en søløve. Som navnet antyder har de her søløver mere pels end galapagos søløven, og hvor søløven minder om en hund, så minder galapagos fur seal mere om en (lille) bjørn. Galapagos fur seal er mere sky end dens meget legesyge modpart, så vi holder lidt afstand til dem (omkring de anbefalede to meter).

Der sidder en pelikan på klipperne og ryster vingerne

Derefter går turen langs stranden tilbage til vores udgangspunkt, hvor vores snorkeludstyr ligger klar. På klipperne langs stranden er der fyldt med marineleguaner, der enten ligger og slanger sig i solen eller tager sig et bad i en af de utallige vandpytter i klipperne. Der må være i tusindvis af marineleguaner – nogle steder ligger de helt i lag. Det finder jeg senere ud af er en måde at konservere varme på – og jeg som troede det skyldtes pladsmangel – hm.

Et sted ligger der en søløve og en marineleguan ved siden af hinanden og sover. Det ser rigtigt sødt ud.

Efter et stykke tid går søløven. Den vralter lige forbi mig. Det ser rigtigt sødt ud….

..en anden søløve sidder og kigger ud mod havet. Gad vide hvad den tænker

Snorkelturen er igen rigtig god med god sigt. Et relativt lavvandet sted, ser vi en hvidtippet revhaj, der kommer meget tæt på os (nok især pga. vandets dybde), og herefter ser vi et par elegante eagle rays og en skildpadde, der dog er noget mindre end de andre vi har set, men som stadigvæk er rigtig spændende at følge.

Vi kommer op på båden igen og starter navigation mod øen Rabida. Turen tager ca. 3-4 timer, hvor vi slapper af på soldækket, kigger på de fregatfugle, der som altid svæver over eller sidder på båden, læser og spiser frokost.

Ved ettiden går vi igen i land – denne gang på Rabida, der har rødt/gyldent sand på stranden. Da vi går i land ser vi en pingvin, der tager sig en svømmetur, og en brun pelikan, der er meget ung, og meget sjov at se på. Først ligger den inde ved bredden, og når der kommer en bølge rejser den sig op, så den ikke får våde fjer. Efter den har gjort det et stykke tid beslutter den at det er på tide at gå i vandet. Den glider derfor ud mod havet med den næste bølge der kommer, men desværre – strander på bredden igen, da bølgen trækker sig tilbage. Det ser vildt sjovt ud, og den ser lidt forvirret ud indtil den finder ud af at gå længere ud i vandet, inden den sætter sig ned. Da vi går fra stranden svømmer den tilfreds lidt ude fra strandbredden.

Vi ser ikke så mange dyr på turen, en del fugle og et par galapagos lava lizards, men udsigten er meget pæn og det røde sand står godt til det turkisblå hav.

Vi går tilbage til stranden og påbegynder vores sidste snorkeltur, der er en kombination af shallow og deep water snorkelling. Det betyder egentlig bare at vi starter snorkelturen fra strandbredden som ved shallow water og bliver samlet op af en panga i vandet som ved en deep water. Snorkelturen er lidt kedelig uden meget at se. Det mest interessante vi ser er en pilrokke og en kæmpe stime af fisk.

Efter aftensmad sidder vi og snakker med Trish og Graham fra England og Nico fra Belgien og Delphine fra Schweiz. Det er superhyggeligt. Delphine og Nico har vi talt en del med på turen. Klokken bliver over midnat, da vi går i seng, så vi krydser fingre for vi er friske til næste dag, hvor vi skal op meeeget tidligt.

22. marts 2010: En kinesisk hat og en svømmetur med pingviner og spotted eagle rays

Program:
AM CHINESE HAT
6:45: breakfast
7:30: wet landing, walk (good footwear)
9:15: Back on board, get ready for snorkelling
9:30: deep water snorkelling
10:45: back on board, navigation to Bartolome
12:00: Lunch
PM Bartolome
2:00 “panga” ride
2:20: wet landing, shallow water snorkelling
3:15: Back on board, get ready for land activity
3:40: dry landing, walk (any kind of shoes)
5:00: Back on board, navigation to Puerto Egas
6:30: Briefing next day
7:00: Dinner

Vi starter med at vi sejler et smut derhen hvor vi skal dybtvandssnorkle senere, hvor Diego viser os galapagos pingvinen. Den ser rigtig sød ud som den sidder der på klippen. Vi håber at se flere pingviner senere på turen, når vi kommer til øen Bartolome, men hvis vi ikke ser andre er vi rigtig glade for, at vi trods alt har set en.

Vi sejler derefter i ribben hen til øen den kinesiske hat, der har fået det navn fordi den rent faktisk ligner en kinesisk hat, smækker benene over kanten på ribben og vader i land. Øen er stenet, og flere steder kan man se små lavatubes. På øen ser vi søløver, nogle røde krabber, marineleguaner, lava lizards, pelikaner, tropiske fugle og et par fregatfugle der flyver over vores hoveder. Det er utroligt varmt selvom det stadig er sen morgen, så vi skynder os tilbage til ribberne, der sejler os tllbage til Pelicano.

Vi skifter til badetøj og af sted går det igen til noget dybvandssnorkelling. Det første stykke tid er der ikke meget at se, selvom sigten er rigtig god – vi ser en del af de samme fisk vi tidligere har set og en enkelt lilla blæksprutte,der gemmer sig under en sten…

Men da vi svømmer lidt ud på sandbunden ser vi pludselig 3 store og meget flotte spotted eagle rays, der cirkler omkring os. De er overhovedet ikke bange for os, og vi følger dem et stykke tid. Det er fantastisk at svømme med dem, selvom de nogle gange kommer rigtig tæt på. Det er ret svært at holde to meters afstand til dem, når de selv svømmer mod én, og nogle gange er det som om de følger én, når man prøvede at lægge lidt afstand til dem. Jeg syntes det er en smule uhyggelig når de glider lige forbi mig, fordi jeg har hørt noget om at de kan spidde én med deres hale, men Rasmus er bare fascineret. Jeg tror han kunne være blevet og leget med dem i flere timer.

Efter frokost slapper vi af og klokken 14:00 er det ned i ribben, hvor der venter os en sejltur på ca. 20 minutter. På turen spotter vi igen en pingvin, og derefter er det snorkelling fra strand. Vi krydser fingre for at vi er så heldige at opleve at svømme med en pingvin.

Der er god sigt og vandet har en god temperatur. Det første stykke tid ser vi en del fisk, og så ser vi pludselig en pingvin på klipperne. Vi svømmer hen i nærheden af den og håber på den hopper i vandet – og tænkt engang, det gør den – endda lige for næsen af mig. Jeg skynder mig at pege kameraet mod den og trykker på knappen mens jeg håber på at kameraet har fokuseret på pingvinen – det har det heldigvis. Pingvinen svømmer et stykke væk og Rasmus følger den. Jeg møder pingvinen og Rasmus lidt efter.

Det er virkelig fascinerende at se pingvinen i vandet. For det meste ligger den bare i overfladen og padler lidt dovent rundt i vandet, og pingvinen, lige som de to eagle rays, lader også til at være ret ligeglade med os, og nogle gange svømmer den meget tæt på os inden vi kan nå at holde de to meters afstand. Efter et stykke tid i vandet, hopper den igen op på klipperne og ryster vingerne. Vi er rigtig glade for at have oplevet det, især fordi det er noget vi ikke har regnet med. Tilbage på båden er der som sædvanlig snacks – der er altid chips, chokolade, nødder, bruschetta, pizza eller en anden form for snack efter snorkelturene. Lige noget man kan trænge til efter en snorkeltur.

Klokken 15:40 stiger vi igen ombord i ribben og bliver sejlet ind til øen Bartolome, hvor vi ser de såkaldte splatter cones og går hele vejen op til toppen af vulkanøen. Der er lavatubes på vulkansiden og Diego viser os den endemiske bartolome volcano cactus. Han fortæller også at noget af filmen Master and Commander blev filmet her pga. øens smukke vulkanske landskab.

Der er en rigtig flot udsigt fra toppen, men der er ekstremt varmt, så efter et stykke tid smutter vi ned igen og venter lidt på vores ribs.

Nico, Delphine, Line og Rasmus – vi talte en del sammen på båden.

Vel tilbage på båden slapper vi af inde i vores dejlige airconditionerede kahyt og opdaterer dagbogen.

Om aftenen er der salsa, og selvom ingen af os er ret gode til det, så er det alligevel sjovt. Besætningen er ret gode.

21. marts 2010: Fregatten Galapagos

Program:
AM North Seymour
5:45: Wake up call
6:00 Dry landing, walk (good footwear)
7:15: back on board, breakfast
8:10: Dry landing, busride to the airport
9:30: wet landing, on Baltra Island, beach relax morning
11:00: back on board
12:00: lunch
PM: Las Bachas
2:00: Wet landing, walk (sandals)
3:00: shallow water snorkelling
4:00: back on board
6:30: briefing tomorrow
7:00: dinner

Kl 05:45 ringer vækkeuret og skibsklokken næsten samtidig og en ny dag venter. Vi starter allerede kl 06:00 med en ø-tur inden morgenmaden. Det er hovedsageligt fregatter vi skal se denne morgen. Der er selvfølgelig også en del andre fugle, nogle leguaner og en del søløver, men på denne ø er det fregatten der er noget specielt.

Helt specielt er hannerne i brunst der blæser en stor rød ballonlignende hudflap på halsen op og ser meget flot ud til deres sorte fjer. Dette er for at hunnerne fra luften kan se hvilken han de vil pare sig med og som Diego siger ” size matters”. Nogle unge hanner holder sig til de ældre hanner og håber på at hunnen bliver forvirret og kommer til at tage den unge i stedet for. Det er meget sjovt og flot at se fregatterne, men desværre er det ikke lige til at få et godt billede af en flyvende fregat med den røde ballon.

På landjorden undres vi atter over hvor tæt vi kan komme på disse fugle uden at være Ninjaer eller Rambo. Efter 5 kvarters gang rundt på øen kommer vi igen til stedet hvor vi skal ”boarde” vores ribs og af sted til Pelikano og morgenmad. Denne gang er der bacon og spejlæg, vandmelon og det sædvanlige. Endnu engang må vi passe meget på for ikke at spise for meget mad.

Efter at have sagt farvel til og sendt dem af sted der kun skulle være på båden i 4 dage, kan vi vælge at blive på båden eller tage til en strand og gå lidt, slappe af og snorkle. Vi vælger at blive på båden så vi kan få skrevet lidt til dagbogen, læst og slappet lidt af. Solen kan være skarp og varm så vi foretrak at være på båden hvor man hele tiden selv kan bestemme ein eksponering af båden. Det viser sig at være et rigtigt godt valg for 45 min efter de andre er taget til stranden begynder det at regne og så er det jo ikke sjovt at være på stranden med et fast tidspunkt man bliver hentet igen. Mens vi er på båden ser vi en ca. 2m lang sort tippet revhaj svømme under båden.

Vi hilser på de nye gæster, der netop er ankommet, og ser 2 store havskildpadder svømme forbi båden. Efter frokost bliver vi sejlet ind til Las Bachas, der nok er den mindst interessante ø vi indtil videre har været på. Der er et par marineleguaner, og ellers en del myg. Snorkelturen er lige så dårlig med meget dårlig sigt og meget lidt at se, så vi er nok en smule skuffede – på den anden side har vi allerede oplevet så meget at en enkelt skuffelse godt kan sluges. Vi krydser fingre for at der kommer spændende overraskelser i morgen.

Om eftermiddagen kigger vi på alle de fregatfugle der følger båden eller sidder et eller andet sted på båden.

20. marts 2010: Landleguaner

Program:
AM: Santa Fe
6:45: breakfast
7:30: wet landing, walk (good footwear)
9:15: back on board, get ready for snorkelling
9:30: deep water snorkelling
10:30: back on board, navigation to south plaza
12:00: lunch
PM: South Plaza
2:00: dry landing, walk (good footwear)
4:00: Back on board, navigation to north Seymour
6:30: Briefing next day
6:45: farewell cocktail
7:00: dinner

Santa Fe
Vi starter som altid kl, 06:45 med morgenmad som endnu engang er lidt anderledes end de forrige dage. Variation er de gode til her på Galapagos. Også dagens program varieres en lille smule. Kl. 07:30 wet landing men skal have godt fodtøj på hmm… Og så skal vi se Santa Fe landleguaner som skulle være mere farvefulde og desuden endemiske for Santa Fe.

Vi kommer på land og går på den noget stenede sti, På et tidspunkt stopper Diego og siger vi skal hjælpe ham med at se efter leguaner da de kan være svære at se. Da vi kigger os omkring viser det sig at vi er gået forbi en, så tilbage og tage billeder af den. Videre går vi og ser forskellige fugle, små leguamer (firben) og insekter. Lidt senere på turen ser vi endnu en land leguan inden vi kommer tilbage til stranden. Da vi har været hurtige går vi lige lidt op ad en sti, men finder ikke flere leguaner der.

Tilbage på båden har vi kort tid til at klæde om til dybtvands snorkling. Der er ikke så meget at se, men en enkelt søløve, en lille rokke og en del fisk bliver det dog til – incl. En der er i gang med kønsskifte?

Tilbage til båden kl 10:30 og afslapning indtil frokost.

Til frokost kunne vi vælge mellem en traditionel Equadoriansk ret med svin eller fisk. Alle troede a begge retter var traditionellle, og valgte fisken. Det viste sig at den ikke var specielt traditionel, men ganske god hvis man kan lide fisk. Jeg smagte men takkede pænt nej.

Efter frokost og afslapning var det igen tid til en gåtur hvor fokus skulle være på Galapagos landleguanen. Tidligere på dagen så vi ikke så mange leguaner, så vores forventninger var ikke så store. Vi ankommer til øen og starter med at se en hvid fugl med navnet ”Tropisk fugl” – Meget iderigt, mon det er en Australier der har fundet denne art? Da vi skal gå i land ligger der en søløve på en del af den landgangstrappe vi skal benytte og vi gå ca. 10 cm fra den indtil den smutter i vandet for at finde et bedre sted at ligge. Vi er ikke kommet mere end 5 meter på øen inden vi ser de første 3 leguaner der ligger i skyggen og slapper af. Den ene er ved at skifte noget af huden og ser lidt spøjs ud. Efter at have set et skilt hvor der står at det er en Nationalpark med strenge regler begynder vi vores gåtur på øen.

Vi når ikke ret langt inden vi ser endnu en leguan ligge i skyggen af et træ eller klipper for at undgå den værste hede. Faktisk ligger der næsten en leguan alle steder der er skygge og efter at have set 10-20 stopper vi med at tælle, og nyder bare dyrene og å tæt vi kan komme på dem.

Det er helt utroligt og fantastisk at kunne komme så tæt på dyr der normalt er sky og forsvinder når der kommer mennesker. Disse leguaner har ingen problemer med os, på nær en enkelt, hvor vi kommer til at gå på begge sidder af den. Det truer den lidt da der ikke umiddelbart er en udgang. Den går og vi lader den selvfølgelig passere gruppen. Vi ser også nogle forskellige fugle, blåfodet bubbies, pelikaner og andre fugle der flyver rundt, ligger på rede eller bare står og slapper af.

Generelt ser dyrene på Galapagos ud til at trives godt og ikke have det hårdeste liv. Vi kommer forbi nogle skinnende klipper vi går på, og Diego fortæller at dette engang har været havbund og koraller, Det skinnende kommer fra søløverne der når de glider hen over stenene, faktisk polerer dem. Da søløver har en del naturlig fedt i pelsen, fungerer dette faktisk som polermiddel!

Da vi kommer om på den anden side af øen er der lidt færre leguaner, men til gengæld er der en del søløver der ligger og slapper af i solen. Da vi næsten er tilbage ved udgangspunktet kommer en søløvemor og hendes unge vraltende op af vandet lige forbi os og op og ligge på en god plads. Meget sjovt at se, og specielt at de ikke på nogen måde tager notits af de 16 mennesker der står og kigger og fotograferer.

Vi fortsætter lidt endnu hen til landingstedet hvor vi tager vores rib tilbage til båden og noget afslapning. Først lidt tid på soldækket indtil det bliver for varmt og senere ved baren.

Aftensmaden er suppe til forret, noget kylling i sovs med ris og grøntsager samt en kage til dessert. Da Line snart fylder 30 om - 5 dage, var kagen dedikeret til hende med påskriften ”Happy Birthsday Line from Pelikano”. Og så blev der sunget happy birthsday for Line… Meget hyggeligt.

Efter aftensmaden sidder vi 6-8 omkring baren og fortæller lidt mere om vores liv. Eller det gør dem der har haft mere specielle liv. Os med helt almindelige liv beretter ikke så meget. Bl.a. fortæller Gerry at han har syv søstre og vi udbryder ”så er du den eneste dreng”, hvortil Gerry helt almindeligt siger: ”nej, jeg har fem brødre”, og Delphine fortæller om sine forældre, der har åbnet et bageri i Burkino Faso – der hvor Mgala kommer fra. Kl. 21:30 hopper vi i seng, da vi skal op kl. 05:45 i morgen.

19. marts 2010: Espanola Island – søløver, marineleguaner og boobies i massevis

Natten har været lige så rokkende som sidste nat, alligevel har vi sovet bedre end forrige nat, så vi er klar til at udforske Galapagos’ ældste ø.

Program:
Espanola island
AM Punta Suarez
6:45: morgenmad
7:30: dry landing, walk (good footwear)
10:15: back on board
12:00: lunch
PM: Gardner Bay
2:30: deep water snorkelling
3:15: back on board
3:30: wet landing, easy walk on sand
Shallow water snorkelling
5:15: back on board
6:30: briefing next day
7:00: dinner

Punta Suarez:
Vi sejles ind I zodiac og ankommer til en stenmole. Her bliver vi mødt af en del søløver der ligger og tager sol, og af havleguaner I farverne sort, grøn og rød.

På vores tur rundt på øen ser vi en del søløver og marineleguaner, samt blåfodet boobies og nazca boobies med små dunede unger. Igen kommer vi meget tæt på dyrene, og nogle steder skal vi endda passe på hvor vi træder, for der ligger dyr overalt. På vores tur ser vi også en marineleguan grave hul ud til rede og Diego fortæller at det er sæson for redebygning, og derfor er det ekstra vigtigt at vi holder os inden for de afmærkede stier. Den marineleguan vi ser, har dog valgt at udgrave sin rede midt på stien, så vi er alle påpasselige, da vi smutter forbi den.

Øen er rigtig flot, især da vi kommer til et blow hole, hvor vandet sprøjter 10-20 meter op i luften, når der kommer en stor bølge. Vi holder pause her og nyder udsigten og naturens kræfter inden vi går mod ribben igen. På vejen begynder det at regne ret kraftigt, så vi er alle drivvåde, da vi er tilbage på Pelicano.

Efter vi har fået frokost og slappet af samt blevet tørre igen er det tid til dybdevandssnorkelling. Igen er snorkelturen virkelig god. Vi ser to hajer – en hvidtippet revhaj og en anden haj (formentlig en sort tippet revhaj), to eagle rays og vi leger lidt med søløver og ser en masse fisk.

Efter dybvandssnorkelling bliver vi sejlet hen til en virkelig skøn sandstrand, hvorfra der også er mulighed for snorkelling. På stranden ligger der mellem 50 og 100 søløver, der ser ud til at slappe rigtig meget af. Enkelte søløver har lagt sig ned i vandkanten, hvor bølgerne ruller dem rundt. Det lader til at søløver rigtig godt kan lide det. Fra tid til anden lunter en søløve ned til vandkanten, hvorefter den lader sig glide ud i vandet for at tage sig en svalende svømmetur.

En lille søløveunge kan ikke finde sin mor, og vi ser den gå forgæves til den ene hunsøløve efter den anden, mens den kalder på sin mor. Det er ret hjerteskærende og lige til national geografic. Puha..efter således at blive konfronteret med dyreverdenens til tider barske natur er det vist tid til en svømmetur. Vi undlader at snorkle denne gang men svømmer bare lidt rundt med søløverne i vandkanten. Nogle af de andre snorkeller og ser både havskildpadder, hajer og eagle rays, så måske skulle vi alligevel have snorkellet.

Tilbage på båden går vi i bad og slapper af, og klokken 18:30 er der briefing om morgendagens aktiviteter inden der som sædvanligt er aftensmad klokken 19:00. Efter aftensmaden sidder vi sammen med et par andre og snakker og hygger i baren.

18. marts 2010: Søløver og havleguaner

Program for i dag torsdag:
Floreana Island
AM: Punta Cormoran
6:45: morgenmad
7:30: våd landgang, gåtur
9:30: tilbage på båden – klargøring til snorkeling
10:15: dybtvandssnorkeling
11:30: tilbage på båden
12:00: Frokost
PM: Post Office Bay
2:30: våd landgang, gåtur
4:00: lavtvandssnorkeling
5:00: tilbage på båden
6:30: briefing om i morgen
7:00: aftensmad

Det har været en ret slem nat med megen søgang og tingene i vores kahyt er rodet godt sammen og gardinerne er faldet ned. Hverken Rasmus eller jeg har sovet meget i nat og det viser sig at heller ikke resten af båden har fået meget søvn. Morgenmaden er god og består af røræg, smør, ost, skinke, marmelade, brød, yoghurt, cereals og frisk frugt – maden er i det hele taget fin her på båden og bedre end vi er vant til, så vi må hellere passe på vores vægt.

I dag besøger vi øen Floreana, hvor vi starter med at besøge Punta Cormoran efter vi er blevet sejlet ind tæt på bredden i vores rib og er vadet i land. På strandbredden ligger en søløve og tager imod os – eller ignorerer os. Den løfter et enkelt øjenlåg for lige at se hvad der sker, og lægger sig så godt til rette igen mens den grynter tilfreds. Det ser i det hele taget ud til, at søløverne her har det rigtigt godt og det eneste de laver er at spise, sove, tage sol og lege i vandet. De ser virkelig søde ud.

Vi går ind på øen, hvor vi ser en del fugle og et lille firben, der truende bobber sit hoved op og ned, da vi kommer forbi. Vi går langs stranden og derefter ind på øen, hvor vi kommer til en lagune med ene af lyserøde flamingoer.

På den anden side ligger et par flamingoer på æg og de andre går uforstyrret rundt og leder efter mad. Diego fortæller at det er den største lagune på Galapagosøerne.

Herefter går turen om på den anden side af øen, til en anden skøn sandstrand, hvor en masse røde krabber sidder på de sorte vulkanske sten ned til vandet.

På stenene sidder også en marineleguan, der er kamufleret godt med dens mørke toner. Den kigger på os, men lader os, lige som de andre dyr vi indtil videre har set på øerne, komme helt tæt på. Den ser lidt uhyggelig ud som den sidder der og tjekker os ud, så selvom der ikke havde været en 2 meters regel, skulle jeg nok ikke nyde noget af at komme tættere på.

På stranden er der også en masse spor efter havskildpadder, der er gået på land for at lægge æg, og stranden er også fyldt med havskildpadderedder, der ligner fordybninger i sandet.

Efter strandturen går turen igen tilbage til den anden bred, hvor vi bliver sejlet hen til båden. Her får vi vores snorkeludstyr og så er det tid til dybtvandssnorkeling.

Snorkelturen er helt fantastisk. Først ser vi en masse fisk – nogle af dem ret store og så kommer søløverne pludselig. Først kommer der to søløver hen som for at tjekke Rasmus og mig ud. De er ret nysgerrige og legesyge og cirkler omkring os mens de kigger interesseret på os. Og så pludselig er de væk og det…viser det sig….er Rasmus også. Hm… jeg finder ud af, at det er fordi Rasmus er svømmet med sine nye legekammerater ud på lidt dybere vand, hvor han har det rigtig sjovt med søløverne. Rasmus og søløverne leger ”imitations” legen, hvor Rasmus imiterer søløverne og derefter imiterer søløverne Rasmus. Fantastisk.

På hele snorkelturen ser vi rigtig mange søløver, nogle af dem mere nysgerrige end andre, og en enkelt gang får jeg en lille advarsel af en stor han, der pludselig kommer svømmende lige nedenunder mig. Da han er helt ud for mig vender han sig rundt så han ser mig lige i øjnene, åbner gabet og udstøder en truende snerren – de tænder ser ret skarpe ud, tænker jeg, og svømmer lidt væk – jeg er sandsynligvis kommet for tæt på hans territorium hvor han måske har unger. I det hele taget er der en del unger, der leger lystigt med hinanden og kigger nysgerrigt på os. Det er en super fantastisk oplevelse at svømme med søløverne og vi håber vi får lov til det igen.

Efter middagsmad kan vi slappe lidt af inden vi igen går i land – denne gang ved Post Office Bay, hvor en af verdens ældste postkasser befinder sig. Postkassen er meget gammel, helt tilbage til den tid hvor hvalfangere kom fra Europa for at fange hvaler. Da de var væk i meget lang tid og da der ikke fandtes postvæsen, telefon eller internet, fandt man på at alle skibe der forlod Galapagosøerne skulle lægge vejen forbi og se om der var breve til den del af Europa de skulle til. Var der det, tog man dem med og afleverede dem til rette vedkommende når man kom hjem. Sådan gjorde man dengang i 1700-tallet og sådan gør man i dag.

Vi har medbragt postkort til familien derhjemme, Da vi lægger vores postkort i postkassen ser vi samtidig om der er nogle postkort vi kan tage med hjem og aflevere til den påtrykte adresse. Der er ingen fra Danmark denne gang, men vi lægger vores postkort i og krydser fingre for der snart kommer nogle danskere forbi, der kan tage vores postkort med hjem og aflevere dem. Det skal blive interessant at se, hvor lang tid der går, og om de overhovedet når frem til de rigtige personer.

Efter en tur på posthuset går det videre til en lavatunnel. Denne er meget mindre og mere interessant end den første vi har set på turen. Der er ingen lys så vi går forsigtigt ned i det kulsorte dyb. Ikke langt inde i tunnelen ligger der vand i tunnelen. Det er koldt men meget klart. Vi får at vide, at før i tiden, sov piraterne inde i lavatunnelerne. Vi kigger os lidt rundt og forestiller os at sove her – hm….foretrækker kahytten i båden.

Vi kommer tilbage til den strand, hvor vi blev sat i land. Her ligger vores snorkeludstyr som vi efterlod da vi ankom, og vi tager hurtigt snorkeludstyr på.

Snorkelturen er igen rigtig god. Vi ser 6 kæmpestore havskildpadder, der som altid er interessante og ellers en del fisk. Nogle af de andre ser desuden rokker og et par stykker ser nogle meget hurtige pingviner.

Da vi kommer tilbage til båden går vi i bad og slapper af inden der er briefing om i morgen. Aftensmaden bliver serveret klokken 19:00. Den er som sædvanlig god. Den første rigtige dag på Galapagos har budt på et væld af oplevelser og vi har allerede set masser af dyr, hvoraf de fleste er ret ligeglade med os, og derfor kan vi komme meget tæt på dem. Vi krydser fingre for en mere rolig nat i nat.

17. – 24. marts 2010: Galapagos

Galapagos! Efter 1 times forsinkelse på flyet lander vi endelig det sted, vi har glædet os til siden vi begyndte at planlægge vores rejse. Galapagos, som i rigtig lang tid har været ”om laang tid” er nu pludselig nu, og vi glæder os rigtig meget til at se, hvad de 8 dage på øerne kommer til at byde på.

Inden og mens vi har været ude at rejse har vi mødt flere mennesker, der alle har Galapagos som det sted, der har været et af højdepunkterne på deres egne rejser og vores forventninger er derfor tårnhøje – så høje at vi er bange for, at de umuligt kan blive indfriet. Vi har hørt fortællinger om at dyrene på Galapagos er frygtløse og at man kan afholde timelange stirrekonkurrencer med dem,, hvor de vinder, at man kommer til at snorkle med søløver, der legesygt svømmer omkring dig, og om forhistoriske leguaner der ligner noget fra tiden, hvor dinosaurer betrådte jorden. Ja, er der noget at sige til, at vi er spændte?

Vi ankommer til Isla Baltra, hvor vi lander med flyet, derfra går turen med bus og båd til den vigtigste ø – Isla Santa Cruz, hvor vi bliver kørt til Puerto Ayora – den største by på Galapagosøerne.

Vi bliver sejlet ud til vores båd – El Pelicano i en rib og bliver budt velkommen og får vores kahyt.

Kahytten og båden er fin og selvom vi er lidt kede af, at vi ikke kommer til at sejle med den gamle danske fiskekutter Sulidae, som vi oprindelig har bestilt, er vi okay tilfredse med Pelicano, - selvom det er en motorbåd. Vi hører senere fra nogle af de andre på turen at de ligeledes har været nødt til at skifte båd – fordi der gik ild i deres båds motorrum, der brændte ud. Mht. uheld – eller nok snarere held i uheld: en af de andre passagerer fortæller at han var i Santiago under det store jordskælv i Chile – heldigvis var han på en bar så han skyndte sig ud sammen med de andre bargæster. Så stod han der på gaden og klyngede sig til et træ med en drink i hånden mens jordskælvet stod på i bargaden, hvor der heldigvis ingen vinduer er, kun mure, så det eneste han mærkede var nogle gevaldige rystelser men intet knust glas eller væltede huse.

Efter vi har indlogeret os er der briefing og derefter tager vi til Santa Cruzs højland, hvor vi kører hen til en privat park. Her får vi gummistøvler på og går på jagt efter kæmpeskildpadder.

Den første vi ser kigger lidt uinteresseret på os, hvorefter den gemmer sit hoved væk i sit skjold. Kæmpeskildpadder er generte fortæller vores guide – Diego (super guide indtil videre), så det er bedst at nærme sig skildpadden bagfra, ”men husk”, siger han ”hold 2 meters afstand til dyrene – altid” – okay, tænker jeg, to meter det går nok lige – synes det er gevaldig tæt man kan komme på dem – især når man tænker på at sådan nogle skildpadder altså godt kan nappe en finger af hvis man er uheldig. Skildpadden, der er en ung han ca. 50 år gammel (skildpadderne kan blive 200 år gamle, så de ældste kan faktisk have mødt Darwin - respekt!) har ikke tænkt sig at stikke hovedet ud igen, men vi går også videre ad de mudrede stier på jagt efter flere.

Vi ser tre skildpadder.på turen og Diego er en smule skuffet – det lader til der plejer at være flere skildpadder, men han forklarer det med at det er vådsæson og så trækker skildpadderne længere væk. Vi er nu okay tilfredse.

Tilbage ved udgangspunktet kravler jeg ind i et skildpaddeskjold, så kan I få en fornemmelse af, hvor store de er.

Derefter er det videre til en lavatunnel, der er lavet af flydende lava, hvor ydersiden af lavaen er størknet for at beskytte lavastrømmen. Det er en ret stor tunnel, og det er vildt at tænke på at den engang har været fuld af flydende lava.

Da vi kommer ned til havnen er der flere søløver der har valgt at tage sig en lille lur på molerne. De ligger bare og er fuldstændig ligeglade med os turister og man kan komme meget tæt på – jeg tænker man sagtens kunne komme helt hen til dem uden det rørte dem, men der er jo som tidligere nævnt en minimumsgrænse til dyrene på to meter.

Vi bliver sejlet i rib hjem på båden igen, hvor der er velkomstdrink, briefing om i morgen og aftensmad. Nu sidder vi i vores kahyt og slapper af. Vi glæder os til i morgen, hvor programmet er spækket med nye eventyr – og forhåbentlig ser vi en masse dyr.

14.- 15. marts: Rejsedage

Fra Huaraz går det til Trujillo, hvorefter vi tager en bus videre til Cichlayo, fra Cichlayo tager vi en bus videre til Piura, og fra Piura tager vi en van til Tumbes, hvor vi kommer til ca. 20:30. I Tumbes venter vi 2,5 time, før bussen til Guayaquil kører. Vi kommer smertefrit over den peruvianske/ ecuadorianske grænse og ankommer i Guayaquil klokken 5:30 meget meget trætte.

Det har været en hård og lang rejse, og nu vil vi gerne sove. Vi bliver kørt til det hostel vi har booket, men ingen åbner og det ser ikke ud til at være et hostel, så vi får taxachaufføren til at køre os til et andet hostel i centrum, hvor vi får et værelse og falder om i sengen. Skønt! Det bedste der er sket siden vi tog fra Huaraz. Vi er nu i Guayaquil, hvorfra vi skal flyve til Galapagos d. 17. marts.

13. marts: Isklatring, Cordillera Blanca

Vi bliver hentet klokken 7 og derfra er der ca. 2 timers kørsel. Efter vi er kommet ind i nationalparken og har betalt de 5 soles hver, det koster, begynder vi trekket hen til det sted, hvor vi skal isklatre. Turen derhen tager ca. 1.15 time og det er en ret hård tur op og ned ad en masse store og løse sten. Men naturen er utrolig smuk, og vi kommer forbi en blå sø med snedækkede bjerge i baggrunden – vi har efterhånden rigtig mange billeder af diverse søer med bjerge i baggrunden, men hver gang er det lige flot.

Vi kommer endelig til vores klatrested, efter at have krydset en bæk og gået op og ned en del. Det er en 22 meter høj isvæg, der er ret beskidt, så den er helt grå, men det ser spændende ud.

Vi får crampons, sele og hjelm på, og derefter får jeg to isøkser i hånden og begynder som den første at klatre op af isvæggen efter en smule instruktion.

Det første stykke er okay, og selvom det er hårdt at hakke isøkserne i væggen så de sidder fast og stå fast med skoene i isen, så er det ret sjovt. Jo længere jeg kommer op ad væggen jo hårdere bliver det, så inden de sidste 5 meter, hvor det går virkelig stejlt opad må jeg lige holde en pause. Derefter er det op til toppen, hvorefter jeg rappeller ned. Puha, det var hårdt. Jeg kan godt mærke jeg ikke er i super form. Det er dog lettere end jeg havde regnet med, men jeg skal nok lige øve mig på at hakke økserne lige ind i isen og ditto med mine sko.

Da jeg kommer ned er jeg møgbeskidt, og jeg bløder fordi jeg har slået min ene hånd (hvilket jeg ikke har bemærket). Men sjovt, det var det (og hårdt).

Derefter er det Rasmus’ tur. Efter at have set min hånd vælger han klogt nok at tage vanter på. Jeg synes det går rigtigt godt – sådan set nedefra. Han er bedre til at hakke økserne lige i isen og det ser ud til han også er bedre til at hakke skoene i, så de sidder fast. Jeg er sikker på det handler om, at han har flere kræfter end mig og ikke generel stil (haha). Rasmus synes også det er hårdt, og de sidste 3 meter inden toppen, vælger han at springe over. I stedet rappeller han ned og vi slapper lidt af, inden vi begge igen tager en tur.

Desværre begynder det at regne kraftigt mens Rasmus er ved sin sidste tur, så vi pakker hurtigt sammen og skynder os mod bilen igen.

Vi er tilbage i Huaraz klokken ca. 16:00, hvor vi spiser på en restaurant og derefter går vi hjem på hostellet hvor vi slapper af. Sjovt nok vises der ”Vertical Limit” i fjernsynet. Bussen mod Trujillo går klokken 21:30.

12. marts: Huaraz

Huaraz er vores næste stop, og byen er nervecenteret for et af Sydamerikas fineste trekking, mountainbiking og klatre-områder. Det bjergrige Cordilleras Blanca og Huayhuash område er hvor superlativer kommer til kort over for regionens utrolige skønhed. Isdækkede bjergtinder skærer deres vej igennem kæmpemæssige dale og imellem de gigantisk andesbjerge ligger klare søer, ishuler og kilder gemt. Dette er den højeste bjergkæde i verden uden for Himalaya, og med dens 22 bjergtinder over 6000 meter glemmer du ikke dette et eneste sekund. Ikke noget under, at vi glæder os til at se, hvad vi har hørt beskrevet fra andre rejsende.

Vi ankommer til Huaraz klokken ca. 6:30 og bliver kørt til vores hostel, som vi har booket gennem Hostelworld. Desværre viser det sig at hostellet er fuldt booket og at hostelfar (en lidt gnaven mand der kniber øjnene sammen hele tiden) har afbrudt samarbejdet med Hostelworld for 2 år siden. Hm.. Vi aner ikke om han taler sandt eller ej, men vi kan ikke gøre så meget andet end at tage til et andet hostel. Her sover vi et par timer inden vi går hen til Plaza del Armas for at booke en eller anden form for tur. Jeg vil rigtig gerne trekke, for jeg har hørt at det skulle være fantastisk smukt her, men desværre har Rasmus stadig ondt i maven, så vi beslutter at det må vi gøre en anden gang. Ingen af os er dog særligt hooket på at tage en af de utallige busture rundt, så da vi ser at man også kan isklatre bliver vi begge fyr og flamme. Rasmus tænker lidt over, om det nu også er klogt af ham sådan at isklatre når han ikke er på toppen, men vi har længe begge talt om, at det kunne være super sjovt at prøve, så vi ender med at booke en tur til næste dag. Derefter handler vi i et supermarked, køber busbilletter videre til Trujillo til i morgen aften og går igen hjem på hostellet, hvor vi slapper af resten af aftenen. Det bliver spændende i morgen.

7. – 11. marts: Afslapning i Lima

Vi har brug for at slappe af, og Rasmus er ikke helt frisk og lider vist (efter eget udsagn) lidt af en rejsedepression, så i stedet for at prioritere at se en hel masse i Lima beslutter vi at slappe max af. Vi bor på HQ villa i Miraflores kvarteret, og det er rigtigt hyggeligt her. Desuden er der gode faciliteter, der passer perfekt til vores p.t. meget afslappede livsstil – dvd-film, fjernsyn, en skøn have med hængekøjer, og så er der ikke langt til et supermarked og en biograf (ca. 10 min. gang).

En af dagene tager vi ind til Lima centro, hvor vi går rundt og kigger på byen. Som de fleste andre byer vi har besøgt er der en Plaza del Armas, der er hovedpladsen i de fleste byer. Vi ser en masse kirker og på Plaza San Martin ser vi en bronzestatue af General José de San Martín.

Men det sjoveste her er statuen af Madre Patria, som står foran selve generalen. De personer der lavede hende fik besked på at give hende en krone af flammer på hovedet, ingen tænkte over at ”flamme” og ”lama” er det samme på spansk (llama), og således resulterede det i, at de gode arbejdere placerede en sød lille lama på hovedet af hende.

Der er rigtig mange biler i Lima og de dytter alle sammen. På vej ind til Lima kommer vores (lidt friske) taxachauffør til at skubbe til en anden taxachauffør, hvilket fører til en del eder og forbandelser begge veje. Heldigvis er der ikke sket det store, for vi kører med meget lav hastighed. Hvis man skal være impliceret i et trafikuheld, ja, så er Lima det oplagte sted.

Det passer os godt bare at slappe af, men der er mange spændende ting at se og gøre i Lima, så vi vil rigtig gerne tilbage. Der er bl.a. katakomberne og det smukke, antikke bibliotek i San Francisco klosteret, og Pachacamac, der skulle være en flot ruin, og så er der paragliding, som vi har hørt fra mange skulle være en rigtig sjov oplevelse. Det må vi alt sammen gøre næste gang vi kommer til Lima, hvor vi har lidt mere energi.

Vi bliver på hostellet den sidste dag med en lille afstikker til supermarkedet, så vi ikke går til af sult, og klokken 22:00 tager vi bussen videre til Huaraz og til Parque Nacional Huascarán, der ifølge LP skulle være en af verdens smukkeste nationalparker og desuden inkludere Cordillera Blanca - den højeste bjergkæde i verden uden for Himalaya.

6. marts 2010: Mystiske figurer og en flyvetur i et meget lille fly

Ja, jeg er nok ikke den mest trygge, da vi sidder i det lille bitte Cessna-fly, der skal tage os op i en højde der gør, at vi kan se de kæmpemæssige figurer, som Nazca er så kendt for. For lidt under en uge siden styrtede et af de små fly ned og tog alle 6 personer i flyet med sig i døden. Det kan jeg ikke lade være med at tænke på, da vi sidder i det lille fly klar til take-off. Heldigvis er det firma vist midlertidig groundet.

Jeg tager hovedtelefonerne på, tjekker piloten og flyet ekstra godt ud og krydser så mine fingre. Jeg har aldrig været bange for at flyve, men jeg kan mærke mit hjerte hoppe en ekstra gang da flyet letter fra jorden. Nu er der ingen vej tilbage. Vores pilot vender sig I sædet og giver thumbs up, og han begynder at forklare noget om at vi nærmer os den første figur. Jeg tænker noget anspændt, at han skal vende sig om og koncentrere sig om at flyve flyet, mens Rasmus sidder ved siden af mig og næsten hopper I sædet over at være I så lille et fly, at han kan se hele instrumentbrættet. Det er I det hele taget ret svært for Rasmus både at følge med I pilotens arbejde og se de mange flotte figurer.

Pludselig mærker jeg en underlig følelse af vægtløshed og det er utrolig svært at holde kameraet stille, fordi min arm pludselig er så let, og jeg opdager at vi er over den første figur – hvalen. Vi flyver først en runde om figuren den ene vej og derefter den anden vej. Flyet krænger kraftigt til begge sider, så vi kan få så godt et udsyn som muligt, hvilket bevirker en følelse af at sidde i en rutsjebane. Hvalen er rigtig pæn og vi er overraskede over, hvor tydelige figurerne er fra luften. Det kræver dog en del at få nogle gode billeder – dels fordi figurerne er noget sværere at se igennem en kameralinse og dels fordi jeg forsøger at ignorere den mærkelige følelse af at blive skiftevis hamret ned i sædet og løftet en smule op i luften.

Foruden figurerne er selve udsigten utrolig flot og jeg begynder at slappe mere af og lade være med at tænke at vi styrter ned. Overalt er der tør, stenet ørken med bjerge hist og her.

Nazcalinjerne er et antal store tegninger på jorden midt i Nazcas ørken, som man mener er blevet lavet af en gammel civilisation et sted mellem det 4. og 8. århundrede før vores tidsregning. Men der er rigtig mange teorier – en teori går ud på at de er tegn til guderne fra menneskene på jorden, en anden teori er at det er rumvæsner der har lavet dem. Uanset hvad, så lader det til at linjerne er blevet lavet ved at fjerne den rødbrune ørkenoverflade så den hvide jord under bliver synlig, og grundet den meget tørre ørken (der er ikke faldet nævneværdig regn her siden sidste istid!) er tegningerne ikke blevet ødelagt.

Efter 35 minutters flyvetur og en lettere anspændt kropsholdning lander flyet igen i aerodromen med et forholdsvis blødt bump. Vi har set 14 forskellige figurer, hvor vi blev mest imponerede over aben, kondoren, edderkoppen og kolibrien. Det har været en rigtig spændende oplevelse – og tegningerne er meget tydeligere end vi havde regnet med. Vejret har også været med os – helt klart vejr uden de store vindstød. Tre gode råd inden man tager et fly over Nazca: 1) vær sikker på det er et godt firma, der vedligeholder deres fly ordentligt (flere flystyrt har været pga. tekniske uheld og dårlig vedligeholdelse, men tror vist nok generelt, at sikkerheden er blevet bedre), 2) tag op i flyet om formiddagen, hvor tågen endnu ikke har lagt sig, og 3) spring morgenmaden over – den kan hurtigt komme op igen på flyveturen.

Vi henter vores store rygsække på kontoret og smutter derefter direkte videre til busterminalen, hvor vi tager en bus videre til Lima, hvor vi ankommer klokken 18:30.

Vi tager en taxa hen til et hostel – et meget dyrt et, men vi orker ikke at finde et andet – går på nettet og booker et noget billigere hostel til i morgen og går ud for at købe noget vand. Resten af aftenen slapper vi af. Der er fjernsyn på værelset og til Rasmus’ store glæde bliver der sendt 2Fast and 2Furious.

I morgen tjekker vi ud herfra og tager til Miraflores kvarteret.

5. marts 2010: Saqsaywamán og videre til Nazca

Sidste dag i Cuzco bruger vi på at se endnu en ruin – eller det vil sige, at jeg ser endnu en ruin, for det viser sig, at man desværre skal have en boleto turistico for at komme ind og se den, og sådan en har Rasmus ikke. Så han må pænt vente imens jeg går ind og ser Saqsaywamán – eller ”sexy woman” som de fleste husker navnet ved. Ruinen er tænkt som en pumas hoved, hvor kroppen er Cuzco, og der er 22 zigzakkede vægge, der skal forestille tænderne. Saqsaywamán er flot og forholdsvis stor – ærgerligt at Rasmus ikke kan komme med ind.

Efter Saqsaywamán går vi tilbage til vores hostel, og derefter til Cruz del Surs terminal, hvor vi tager bussen til Nazca.

4. marts 2010: Den hellige dal

Den hellige dal ligger ca. 15 km. fra Cuzco og på vejen kommer vi forbi de fattigste kvarterer i Cuzco. Der er en del huse uden tag og de fleste er lerklinede og ser faldefærdige ud. Det er noget helt andet end den glitrende bymidte, vi indtil videre har stiftet bekendtskab med.

Højdepunkterne på turen er de højtplacerede inca-citadeller i Pisac og Ollantaytambo, men da der i går har været en flodbølge i Pisac, der har taget 18 arbejdende kvinder med sig i døden og derudover skyllet en del af vejen væk, kan vi ikke komme til Pisac. Guiden så i morges tv, hvor politiet stadig ledte efter 10 af kvinderne. Det er lidt uhyggeligt og vi er glade for, at vi ikke var i Pisac i går. Mens vi kører med bussen kan vi også sagtens se, at der har været flere små jordskred – flere steder på vejen ligger der store sten, som bussen må køre uden om.

Det første sted vi stopper er Ollantaytambo, hvor vi ser nogle rigtig flotte ruiner af et inka-citadel. Op til selve citadellet er der nogle imponerende terrasser, der blev brugt som forsvar mod fjender. Her plantede inkaerne også blomster, så terrasserne blev ikke brugt til landbrug. Vores guide fortæller en masse. Han er nok den bedste guide vi indtil videre har haft i Sydamerika. Han fortæller at den gode frugtbare jord her kun ligger i ca. 20 cm. lag og ikke i 1 meter som på de terrasser der bliver brugt til landbrug, og det er den måde arkæologer kan se, at de terrasser vi kigger på adskiller sig fra landbrugsterrasserne.

Fortet er en af de få steder hvor conquistadorerne tabte et vigtigt slag, da Manco Inca smed missiler og oversvømmede pladsen neden for fortet.

På bjergvæggen overfor fortet ligger der også huse, som man har fundet ud af blev brugt som lagerhuse for alt det inkaerne høstede. De ligger netop på den bjergside og så højt pga. ventilation – vinden kommer ind og rammer bjergsiden netop der hvor husene er bygget. På den bjergside er desuden indhugget et menneskehoved, der skulle være byens beskytter og helt ved toppen er endnu et hoved, der ligner portrættet af en inka. På den 21. marts klokken 7 om morgenen rammer solens første stråler præcis øjnene af det inkahoved.

Fortet er desuden et tempel. Da vi går op ad trapperne kommer vi til det ceremonielle område. Stenene inkaerne brugte til at bygge dette blev hentet fra et stenbrud der ligger højere oppe og bag ved fortet. Når inkaerne skulle slæbe stenene – der var kæmpestore og tunge – mere end to busser fulde af mennesker – skulle de krydse floden og det gjorde de ved at lede floden midlertidig en anden vej. Smart!

Murene i fortet er virkelig flotte – stenene er hugget ud i forskellige størrelser og former og passer perfekt ind i hinanden. Henne ved det ceremonielle område er der nogle meget store sten der bliver adskilt af nogle tynde rækker af mindre sten. Det er for at jordskælvssikre. Når der kommer et jordskælv slår de store sten ind i de mindre sten, der er lettere at erstatte.

Da vi har kigget på templet/fortet et stykke tid kører vi videre. Det er tid til frokost så vi stopper i Urubamba, der er den vigtigste by i Den Hellige Dal for at spise. Menuen står på buffet.

Derefter kører vi hen til Moray, der er endnu et arkæologisk site og som vi besøger i stedet for Pisacs arkæologiske site. Moray sitet består af en masse runde terrasser. Dette var et inka-eksperimentarium, hvor inkaerne eksperimenterede med forskellige arter af afgrøder for at se hvad der var bedst. I bunden var der virkeligt varmt og i toppen mindre varmt, og således kunne inkaerne studere de forskellige afgrøder under forskellige forhold. Det mest imponerende her er deres afvandingssystem, der fungerer virkelig godt. I 1997 var der et kæmpe regnskyl og ligeledes for en måned siden, og arkæologerne regnede med at de ville finde Moray fuldstændig oversvømmet men nej. Terrasserne stod uden vand som de altid havde gjort. Man regner med at inkaerne har lavet et fikst system der gør at vandet løber ned i nogle underjordiske kanaler langt under terrasserne, men man har endnu ikke fundet dem, selvom man har gravet.

Det sidste sted vi besøger er Chincero – en lille by med 2000 indbyggere der er kendt som ”regnbuens fødested”. Rasmus og jeg troede egentlig vi skulle se en gammel kirke i den by, men da vi sidder i bussen igen har vi stadig ikke set en kirke.

I stedet har vi været til en demonstration i hvordan de lokale kvinder laver tøj og sjaler etc. Det er vældig interessant at se hvordan de farver garn og væver.

Vi kommer tilbage til Cuzco klokken ca. 19:00 i pøsende regnvejr. Det er egentlig vores mening at gå lidt rundt i byen og nyde aftenen i Cuzco, men det regner så meget at vi beslutter bare at få noget at spise og så gå hjem, så det gør vi. Det har været en oplevelsesrig dag med nogle flotte ruiner, og vi kan ikke lade være med at tænke at Macchu Picchu virkelig må være spektakulær, for nu har vi fået en lille forsmag på det.

1. -3. marts 2010: fra Arequipa til Cuzco og afslapning

Vi ankommer til Cuzco klokken 6:00. Da vi stiger ud af bussen står der en mand med en seddel med Rasmus’ navn. Han eskorterer os hen til vores hostel. Vi får heldigvis vores værelse med det samme og vi sover et par timer. Derefter skriver vi lidt mail og Rasmus går ned i byen for at få noget frokost. Jeg bliver hjemme i sengen fordi jeg har lidt ondt i maven – generelt har Sydamerika og min mave ikke været så gode venner indtil videre.

Den 3. marts slapper vi af og udforsker Cuzco. Cuzco ligger flot placeret op ad bjergsider, så gaderne – de fleste af dem små og hyggelige går op og ned – det er noget andet at gå i Cuzco end i København. Der er flere små pladser med springvand, blomster og træer, hvoraf den største plads er Plaza del Almas, og det hele er meget hyggeligt. Det eneste minus ved Cuzco er, at vi kan mærke, det er en turistby – næsten alle lever af turisme i byen, og vi kan ikke gå 5 skridt uden at blive tilbud at købe cigaretter, hatte, vand, regnponchoer eller få vores sko pudset. Det er indtil videre det sted vi har været, hvor sælgerne er mest vedholdende.

Fra vores hostel kan vi om aftenen se ud over byen – det er rigtigt flot med alle lysene og minder en smule om aftenen i La Paz.

Da Macchu Picchu stadig er lukket grundet oversvømmelserne for ca. 1 måned siden er et besøg der desværre udelukket, men vi har hørt at den hellige dal skulle være et besøg værd, så vi booker os på en tur dertil til næste dag. Desuden bruger vi lidt tid på at få Rasmus’ visakort tilbage, da en ATM har spist den, da vi skulle hæve penge.

Vi kommer hjem med både penge, visakort, tur til den hellige dal og busbilletter videre til Nazca, så dagen har alligevel været en succes. Der er endda en MacDonalds på Plaza del Almas, og da vi ikke har fået sådan noget mad siden vi forlod Buenos Aires er det tiltrængt.

27. februar – 1. marts 2010: På tre dages trek i Colca Canyon – verdens dybeste kløft

Det er rigtigt tidligt, da vi står op efter en meget kort nats søvn. Vi får opbevaret de store rygsække på vores hostel mens vi er ude at trekke, så vi har heldigvis kun vores små dagstursrygsække med. Vi bliver hentet af vores lokale guide, Pablo, klokken ca. 3:20 og vi dumper ned i sæderne og sover så godt vi nu kan indtil vi lander i Chivay mange timer efter, hvor vi køber indgangsbillet til naturparken.

Derefter er det videre til udsigtspunktet Cruz del Condor, hvor man skulle kunne se kondorer, men vi ser dog ingen. Da vi kommer, er der allerede en del andre turister, men det er alligevel et flot syn ud over Colca Canyon. Skyerne ligger i kløften og bjergene titter op. Efter ca. 40 minutter her går det videre med bussen til udgangspunktet for vores trek – den lille by Cabanaconde, hvor vi får frokost inden vi begynder trekket.

Vi er en meget lille gruppe, viser det sig. Gruppen består kun af en engelsk fyr, Tim, foruden Rasmus og jeg. Tim er en rigtig flink fyr, og vi kan straks mærke at gruppen fungerer. Pablo, vores guide, er en lille lidt sjov fyr, der som de fleste andre guider vi har mødt i Sydamerika, er rigtig flink, men som ikke virker til at gå meget op i at yde en god service. De fleste steder på trekket går han langt i forvejen.

Efter vores frokost køber vi lidt vand og noget chokolade, og så begynder vi at gå. Vi kommer hen til kløften og kan se ud over den, og det er virkeligt fantastisk. Vi starter nedstigningen til kløftens bund, hvor vi krydser en flod og går lidt opad igen inden vi kommer til den lille by (der bor kun 5 familier) San Juan, hvor vi overnatter. Turen tager 4½ time og går af små grusstier, der krydser ned ad klippesiden. Nogle steder går vi meget tæt på kanten og kan se lige ned. Det er en ekstrem flot tur.

Vi er alle tre meget trætte, så allerede klokken 21 ligger vi i vores senge. Næste morgen får vi morgenmad klokken 7 – pandekager med bananer og chokoladesovs (!) og så begynder vi igen at gå. I dag er mere afslappet end i går, hvor vi konstant gik nedad stejle skråninger. I dag er der et enkelt sted, hvor vi skal gå opad i ca. 1 time, og derefter er det 2 timer ligeud og en time ned til oasisen, hvor vi skal tilbringe natten. Det er en dejlig tur, hvor vi virkelig kan nyde udsigten.

Det er utroligt flot at gå i kløften med stejle klippevægge, bjergtinder, kaktuser mm. Nogle gange kommer vi forbi mennesker med mulddyr, der er på vej op eller ned ad bjergskråningen. Pablo fortæller at når børnene i kløften skal i ældre klasser end primary og secondary school må de gå hele vejen op ad kløften for at komme i skole i Cabanaconde – det tager dem ca. 2 timer at gå op. De må være i god form, for det er virkeligt stejlt – og så hver dag!

Oasisen er skøn med swimmingpool og Rasmus og jeg bliver indlogeret i en bambushytte med bambussenge og stråtag. Super hyggeligt. Rasmus og jeg tager en dukkert i poolen. Det er skønt efter en fysisk aktiv og varm dag så vi plasker glade rundt. Efter frokost sover vi lidt og så er der pludselig aftensmad. Vi taler med Tim og hygger over aftensmaden – der selvfølgelig består af suppe til forret og derefter spagetti med tomatsovs, og derefter er det blevet mørkt, og da der ingen lys er (og da vi er ret trætte) smutter vi i seng.

Vi vågner klokken ca. 5:00. Rasmus og jeg vælger at prøve at ride på mulddyr op ad skråningen. Ingen af os har prøvet det før, så det er en ret sjov oplevelse – og formodentlig mere behagelig end at gå op ad af kløften – også selvom Rasmus klynger sig noget til sit mulddyr. Turen op er lige som de andre dage utrolig smuk. Både Rasmus og jeg har fået psykopatmulddyrene, der bare vil være de første. Heldigvis er vi i hver vores gruppe, så vores mulddyr konkurrerer ikke mod hinanden, men det betyder også at vi begge får et par lidt for spændende øjeblikke hvor vores mulddyr enten løber op ad skrænten og nærmest hopper op ad stien eller de forsøger at komme forbi et andet mulddyr hvilket bevirker oplevelser meget tæt på kanten. Men mulddyrene er vel vant til det og de gør nok ikke noget, de ved er farligt tænker vi.

Vi når op på toppen efter ca. 2 timer og ankommer igen til Cabanaconde, hvor vi får morgenmad. Derefter har vi lidt tid i Cabanaconde, hvor vi ser en kirke og får en rundvisning af rengøringsdamen i kirken, og så kommer bussen og kører os til Chivay. Rasmus, Tim og jeg vælger at hoppe over tilbuddet om at komme i hot springs og bliver kørt direkte til Chivay, hvor vi sætter os ind på en cafe. Her sidder vi og snakker i en time inden vi går hen og spiser frokost på en restaurant og så mødes vi med de andre, vi skal dele bus med hjem til Arequipa. Hot springs var vist en lidt dårlig oplevelse fordi det var for varmt, så vi er glade for at vi har sprunget det over. Vi ankommer til Arequipa klokken 18:45, og derefter går Rasmus, Tim og jeg hen for at få en pizza. Vi siger derefter farvel til Tim, der skal videre til Puno næste dag og vi smutter hen og får vores rygsække fra hostellet og tager en taxa ud til busstationen, hvor vi hopper på vores bus. Cama. Skønt!

25. – 26. februar: fra Puno til Arequipa og besøg i et kloster

Vi kommer hjem til hotellet om aftenen efter øturen og venter et par timer inden bussen til Arequipa kører. Vi spiser denne gang på en rigtig god restaurant på Punos hovedgade. Jeg får en treretters menu – igen med Alpaca, der smager rigtigt godt. Rasmus får en god carbonara.

Vi kommer med bussen, der denne gang rent faktisk er cama og meget behagelig og vi ankommer til Arequipa klokken 04:00 om morgenen, hvor vi venter et stykke tid på busstationen, inden vi tager en taxa ind til vores hostel. Vi får heldigvis vores værelse med det samme. Vi er rigtig trætte og lægger os straks til at sove – dog ikke før vi lige får et glimt af vulkanen Misti ud af vinduet.

Vi vågner ca. kl. 11 og beslutter at gå ud og finde en tur til Colca Canyon. Der er flere forskellige ture til Colca Canyon, men da vi har fået at vide at den bedste måde at opleve Colca Canyon på er på et trek vælger vi et tre dages trek ned i kløften.

Efter turen og busbilletter videre til Cuzco er bestilt går vi på opdagelse i Arequipa. Arequipa bliver kaldt Den Hvide By, fordi mange huse, især i centrum er bygget af hvid sten, der er taget fra området omkring Arequipa, og selve centrum er blevet fredet. Der er hyggeligt inde omkring Plaza de Almas.

Vi har fra andre rejsende hørt at klosteret Santa Catalina er et besøg værd, så vi bruger et par timer på at gå rundt i klosteret, der nærmest kan beskrives som en lille by. Klosteret er flot og det er interessant at gå på opdagelse. Vi er ved at løbe tør for tid, og da mumien Juanita ikke er udstillet fra januar til april vælger vi at springe museet over. I stedet spiser vi aftensmad på et pizzeria, hvorefter vi går hjem og pakker til trekket de næste dage. Desværre kommer vi rigtig sent i seng – desværre fordi vi allerede bliver hentet af vores guide i morgen mellem 3:00 og 3:30.

24. -25. februar 2010: Ø-eventyr på Titicaca-søen.

Vi bliver hentet ca. 20 min for tidligt og må sluge vores morgenmad, men afsted kommer vi da. Båden vi skal med er en lille turistbåd med dårlige sæder så ikke lang tid efter afgang smutter vi op på taget, hvor der er mere plads og bedre udsigt. Titicaca søen er kæmpestor og turen består af megen transport med båd..

Heldigvis er vores første stop på sivøerne - de såkaldte uros, hvor vi bliver hilst velkommen af nogle meget farvestrålende mennesker på quechua. Vi hilser pænt tilbage med et ”waliki” som vi har fået at vide af vores guide og træder ind på sivøen. Det er lidt spøjst at gå på sivøen - sådan lidt svuppende og fjedrende.

Sivøerne består af ca 1 meter rodnet hvorpå der er lagt et ca 1 meter lag siv. Hele siv samfundet består af godt 50 sivøer af varierende størrelse. Den ø vi besøger er ret lille så vi behøver ingen rundvisning for at få et overblik. Vores guide, der selv kommer fra sivøerne, fortæller lidt om hverdagen på øerne. Da han fortæller at de også går på jagt henter høvdingen en gammel gammel riffel (forlader) og viser den til os. Vi hører også hvordan en sivø bliver til og det bliver fint illustreret ved hjælp af miniatureudgaver af ø, huse og mennesker. Vi hører endvidere om de forskellige typer huse de moderne og de gamle de nu bliver brugt som køkken og den gammeldags båd og den nyere model som de kalder Rolls Royce modellen. De er ikke uden humor de øboere men man kan også mærke det hele er meget gearet til turister på godt og ondt.

Efter vi har fået diverse demonstrationer af hverdagen og efter vi har smagt en slags frugt fra sivene der skulle bevirke at vi sidder på toilet 15 min efter vi har spist den, bliver Rasmus og jeg inviteret indenfor hos en familie. Selve huset der lige som alt andet er lavet af siv, er ca 15 kvm stort og består af et enkelt rum. Der er ikke andet end en soveplads og en masse knager med farvestrålende tøj. Kvinden giver Rasmus og mig traditionelt tøj på. Det består for Rasmus' vedkommende af en skjorte, en hue og en taske og for mit vedkommende en nederdel, en hat og en fiks lille jakke. Det ser ret interessant ud men bliver nok ikke vores nye stil.

Vi forlader sivøerne efter ca 1,5 time. Nu er der ca 3 timers sejlads hen til øen Amantani, hvor Rasmus og jeg skal overnatte hos en lokal familie.

Vi ankommer til Amantani efter en meeget lang sejltur. Her venter vi lidt på at vores værtsfamilier kommer. Rasmus og jeg bliver indlogeret hos 37-årige Alicia og hendes 3 årige datter Rosi. Selvfølgelig bor Alicia et stykke oppe ad bjerget så vi stopper hos en anden familie hvor vi får frokost. Frokosten består af en suppe og en lokal ret med ris, grillet ost og nogle grøntsager. Efter frokost fortsætter vi opstigningen. Det er hårdt pga den tynde (3.800 - 4.000 m) luft men endelig når vi op til huset.

Her får Rasmus og jeg et værelse for os selv med nogle skønne senge. Vi kan dog ikke hvile i lang tid for ikke lang tid efter skal vi mødes med resten af gruppen på byens plads.

Fra den plads går det opad hele vejen op til et pre inka tempel, pacta tata, der kun er åbent en gang om året.

Turen op er hård men udsigten da vi endelig står på toppen af bjerget er rigtig smuk. Efter at have nydt udsigten et stykke tid begiver vi os ned igen for vi skal være på pladsen om 40 min hvor vores værtsfamilier vil komme og hente os. Alicia dukker dog først op 30 min efter alle andre er blevet hentet.

Det er blevet mørkt og koldt og vi fryser så da vi kommer hjem vil vi gerne krybe ned under dynerne men Alicia fortæller at der er aftensmad. Vi går ned ad en stejl stige. Ned igennem Alicia lille gård og ind i hendes lille køkken, hvor vi bliver placeret ved bordet. Det er ingen elektricitet så belysningen består af et stearinlys der kaster et hyggeligt skær udover køkkenet.

Alicias hus og køkken er lavet af ler og hun har et lille brændekomfur hvor hun laver vores mad. Vi får serveret - suppe- og derefter ris kartofler og nogle grøntsager. Alicia og Rosi sidder ikke ved bordet sammen med os men derimod på nogle træstubber henne ved komfuret. Det er meget underligt at sidde der og spise ved et stort bord mens Alicia og Rosi sidder og kikker på. Vi vil gerne have at de kommer op til bordet og vi forsøger at tale med dem. De kommer op til bordet og vi taler lidt om familie og småting – det vi nu kan på spansk. Det er meget hyggeligere at de sidder ved bordet sammen med os.

Efter aftensmad er der tid til lidt afslapning og derefter kommer Alicia med traditionelt tøj som hun giver os på og så er det ellers af sted til lokal fest i det lokale forsamlingshus. Der bliver danset og snakket, grint og hygget og efter flere danse med svingende skørter og lidt ukoordinerede ben (for vores vedkommende) går vi hjem og lægger os til at sove.

Dagen efter får vi morgenmad i Alicias lille køkken inden vi mødes med de andre fra gruppen ved båden. Vi tager afsked med Alicia og Rosi og sejler derefter til øen Taquile, der er kendt for deres håndarbejder.

Vi bliver alle sat af i en lille port og går op til byens hovedtorv. Det er en smuk tur der tager ca. 45 min. Vi går samlet op og spiser frokost efter vi har siddet og ventet et stykke tid på torvet, og derefter går turen hjem i båden.

På vej ned til båden ser vi mange mennesker samlet. Vi får at vide at det er forsyninger der er kommet til øen samt læge og sygeplejerske. På vejen ned lægger vi også mærke til mændenes huer. Hvis det er en ungkarl er huen hvid og rød og hvis han er gift er huen rød og blå stribet. For de ugifte mænds vedkommende betyder det desuden at de leder efter en kone hvis huen sidder til højre side, at de er ude på sjov og eventyr for en aften hvis huen sidder til venstre og at de ikke er interesserede i noget som helst hvis huen sidder bagud eller foran hovedet.

Vi kommer tilbage til Puno klokken ca. 16:30.

23. februar 2010: Puno

Vi bliver sat af på Punos busstation, og vi bliver straks budt velkommen af en Oscar Torres, der rigtig gerne vil have os med til et bestemt hotel – Tumi 1 i centrum. Da vi som sædvanligt ikke har booket noget tænker vi, at det kan vi lige så godt. Prisen er også okay – 30 soles for et eneværelse med eget bad og toilet, så vi smutter i en taxa med ham og kommer hen til et fint hotel (efter vores backpackerstandard). Værelset er skønt. Stort og luftigt, der er trådløst internet og gode senge, så vi siger ja tak til værelset.

Efter vi har slappet lidt af vil vi finde ud af hvordan vi kommer ud på Titicaca-søen, men vi kommer ikke langt, for ham Oscar er super god sælger og hører os spørge i receptionen omkring ture ud på Titicaca. Og vupti trækker han lige en tur op af lommen. Det er en to dage/ 1 nats tur ud til sivøerne (Uros), til Amantani og Taquile med overnatning hos en lokal familie. Prisen er 240 soles, og som sædvanlig vil Rasmus gerne lige vente til vi har forhørt os andre steder (meget fornuftigt egentlig i dette tilfælde), men så spørger Oscar os hvor vi skal hen næste gang og smider et par busbilletter med i prisen, der ender på 220 soles. Vi er begge lidt trætte og kunne ønske os meget andet end at shoppe ture til lake Titicaca, så vi springer til og køber turen af ham.

Lettere overraskede over allerede at have arrangeret alt til vores ø-hopnings-eventyr går vi ud og finder et sted at spise. Vi får en set-menu til 15 soles pr. person ( det er godt Peru er billig). Rasmus bestiller Quinoa-suppe (denne gang er det hans egen skyld), lasagne og chokoladekage, og jeg bestiller avocadosalat, alpaca (en slags kød) med ris, kartofler og salat og en frugtsalat til dessert. Maden er skøn, og vi kommer mætte og afslappede tilbage til hostellet, hvor vi hygger hele aftenen med X-factor på computeren.

Bolivia har været et super spændende land at besøge. Det er det første sydamerikanske land, hvor vi virkelig ha følt os meget meget langt væk hjemmefra. Hele landet (det vi har set) og menneskene bærer præg af, at det er et af de fattigste lande i Sydamerika. Det har været fantastisk endelig at se traditionelt klædte mennesker på gaden. Bolivia har været et farvestrålende bekendtskab, der har budt på kæmpe oplevelser. Selvom Bolivia er forholdsvis lille, så byder landet på kæmpemæssige variationer fra Uyunis blændende, hvide saltørken, til det meget fugtige og varme Amazonas og til kølige og larmende (og meget forurenede) La Paz, hvor skyerne ligger i højde med husene, der klynger sig til bjergsiderne. Vi vil meget gerne tilbage til Bolivia og udforske landet noget mere, for det er et rigtigt spændende land. Maden i Bolivia består for det meste af en slags suppe (gerne med quinoa), derefter en ret med ris, kartofler og en slags kød. Rasmus er blevet meget træt af suppe, mens jeg stadig godt kan lide det. Nå ja..og så må vi konstatere at spansk i Bolivia (og også i Peru) er noget sværere at forstå for os, og at det er rigtigt svært at lade være med at tale argentinsk spansk, men det må vi øve os på.

22. – 23. februar; Afslapning i La Paz

Efter den mere eller mindre vellykkede tur til Amazonas har vi behov for lidt afslapning, så vi vælger lidt luksus med to nætter i La Paz inden vi fortsætter vores rejse. Dagene går med at opdatere dagbog, få vasket tøj (tiltrængt men dyrt), gå lidt rundt i La Paz, der er en ret hyggelig by, og bare nyde at vi ikke skal noget. Vores budget har også godt af lidt tid uden de store ting, for vi er desværre kommet en del i minus igen – turene og transporten har langt størstedelen af skylden.

Vi har fået at vide, at La Paz er en grumme by, der er meget farlig for turister, men vi oplever intet til det. Selv taxachaufførerne, som vi har fået at vide kan være super farlige, er smilende mænd, der er rigtig flinke. En taxachauffør stopper endda et sted, så Rasmus kan tage billeder ud over La Paz – hvilken service. Det eneste pseudo-skumle vi har oplevet er, at alle skopudserne af en eller anden grund alle går rundt og ligner røvere med sorte elefanthuer trukket ned over ansigtet. Den første gang vi så en sådan gik vi laangt uden om ham – indtil vi fandt ud af, at det var dem alle der, så sådan ud.

Adventure Brew Hostel er et rigtigt godt, men også lidt dyrere hostel, der er delvist new zealandsk og delvist boliviansk. Det kan man godt mærke. Hele hostelatmosfæren er meget international og alle taler engelsk. Det lidt sjove ved Adventure Brew er, at de har deres eget mikroølbryggeri, hvor de brygger tre forskellige slags øl – Saya Ale, Saya Colonial og Saya Negre. Hvis man overnatter på hostellet får man hver aften en gratis øl, så mandag går vi op og spiser på hostellet – skøøn mad med skøøøøn kartoffelmos lavet på den helt rigtige måde – desværre er jeg ikke helt frisk – ondt i maven osv. (ja, hvis det ikke er det ene er det da det andet her for tiden med mig) så jeg kan desværre ikke spise så meget (har ofte tænkt på den kartoffelmos efter flere dage med boliviansk og nu peruviansk mad, der ikke får en førsteplads - især i Rasmus’ madkonkurrence). Selvfølgelig skal vi også prøve Adventure Brews øl, så vi får en Saya Colonial og en Saya Negre, og de er faktisk slet ikke så tossede. Saya Colonial er en gylden øl, der smager en del lige som hvedeøl og Saya Negre er en meget mørk borch (tror jeg nok det hedder) der har en kraftig men også ret blød smag. Dem kunne jeg nok godt drikke mig fuld i.

Selvom det er super hyggeligt i Adventure Brew baren med udsigten ud over smukke La Paz med alle lysene og bjergsiderne, stearinlys på bordene, god mad, musik og øl, så tager vi forholdsvis tidligt tilbage til vores dorm, dels fordi jeg har det lidt skidt og dels fordi vi skal tidligt op næste dag (tidligt for rejsende som os, der plejer at sove til 9-10 stykker hvis det er muligt). Bussen mod Puno i Peru kører kl. 8:30 og vi skal være ved busstationen klokken 8:00. selvom busstationen ligger meget tæt på hostellet, er det også en gåtur op ad bakke ( og i La Paz betyder det virkelig op ad bakke).

Næste morgen står vi tidligt op og vi går op til busstationen. Da jeg stadig har det lidt dårligt tilbyder Rasmus galant at tage vores to store rygsække, og da han åbenbart springer ud som supermand hver gang jeg har det skidt, så tager han også lige sin egen dagstursrygsæk, så det eneste jeg slæber op ad den stejle gade til busstationen er mig selv og min dagstursrygsæk. Rasmus slæber på alt det andet – og er stadig foran mig, da vi går op til stationen. Respekt!

Bussen vi har bestilt er en Cama, men nej… vi skal ikke forvente en bus magen til de gyldne rejsedage i Argentina. Vi har busselskabet mistænkt for at give os en anden bus end den bestilte, for det vi kommer til at sidde i er en ganske almindelig bus. Vi har udover camaen også fået at vide, at der er morgenmad og en snack inkluderet, men det eneste vi får er en pose med saltkiks. Vi er dog ikke nær så uheldige som en fyr, der ved en bygrænsekontrol ikke kan finde sit pas, og derfor bliver sat af og må hele vejen tilbage til La Paz. Det må være rigtigt surt.

Vi har valgt at tage en direkte bus fra La Paz til Puno, hvor vi krydser grænsen med Desaguadero, men det kan ikke anbefales, da det tager ekstremt lang tid at få sit stempel ved denne grænseovergang (laaang kø). Vi har hørt at det skulle gå noget lettere hvis man tager over Copacabana, og at turen den vej generelt også er smukkere. Rasmus og jeg ligner åbenbart narkosmuglere, eller også keder vagterne sig bare, men vi bliver taget ind til narkokontrol, da Rasmus spørger om vej til immigrationskontoret. Det foregår på den måde (for os, vi er ikke sikre på det altid foregår på den måde), at vi kommer ind i en bygning, hvor der er en stol og et bord. Vagten er kun interesseret i Rasmus så jeg får lov til at sidde på en stol ude i gangen. Jeg vælger dog at gå ind til Rasmus igen – ikke helt tryg ved at vagten skal være alene med ham. Vagten kigger så i Rasmus’ rygsæks toplomme, ser vores lille røde ordbog, smiler til os og siger ”libro”, lukker toprummet og derefter følger nedenstående ”forhør”:

Vagt: ”har I nogle stoffer med?”

Os: ”nej”

Vagt: ”godt, for stoffer kan man komme i fængsel for”

Os: ”ja”.

Vagt: ”godt. I må gerne gå”

Os: ”tak”.

Over grænsen kommer vi endelig, og vi fortsætter til Puno og ind i Peru.

19. – 21. februar: ind i Amazonas, på jagt efter anakondaen og svømme med lyserøde delfiner

Flyet letter heldigvis til tiden, og vi ankommer til Rurrenabaque som planlagt ca. 9:30. Det er ret sjovt at flyve i så lille et fly (kun plads til 18 personer + piloter og direkte kig til cockpittet). Der er dog ingen der kommer og henter os som planlagt, så vi tager shuttlebussen ind til Rurre. Puha her er varmt og fugtigt.

Rurre er en lille, hyggelig by, og er udgangspunktet for en del jungle- og pampasture, og inde ved Amaszonas hovedkontor venter vores jeepchauffør på os.

Det viser sig at vi er fem der skal med på turen – to chilenske fyre (dem der havde den fulde chauffør i Uyuni), en belgier og os.

Vi kører i ca. 3 timer for at komme til en lille havn. Vores chauffør kører meget frisk til på ret dårlige grusveje og vi får os en del hoppeture – og et punkteret dæk, men det er vi jo efterhånden vant til efter Uyuni.

Da vi ankommer til den lille havn (efter at have spist i Santa Rosa, en lille by på vejen) mødes vi af vores guide – Juan Carlos – en lille, meget smilende mand. 3 timer op ad floden og vi ankommer til vores lodge i junglen.

Den er lige så primitiv som ved uncle tans, men det havde vi nu også regnet med. En god ting er at Rasmus og jeg får vores eget værelse.

Der er briefing – på spansk – og derefter har vi lidt tid inden vi tager ud på vores første bådtur op langs floden. Her er varmt, fugtigt og fyldt med myg - øv.

På bådturen ser vi en del fugle - flottere og større end dem på Borneo, og så en del skildpadder og aber, men desværre ikke andre ting. Om aftenen slapper vi af i hængekøjerne inden vi bliver sejlet ud for at se solnedgangen – det viser sig vi bliver sejlet hen på en bar, hvorfra vi kan se solnedgangen.

Næste morgen er det tid til at gå på jagt efter anakondaen. Pga. regntiden har vi fået at vide at chancen for at spotte en anakonda er meget lille, men vi forsøger alligevel. Først sejles vi igen op ad floden, derefter går vi et stykke tid inde i selve junglen.

Vi har alle gummistøvler på, men de hjælper nu ikke det store, for gummistøvlerne går kun til lige under knæet og flere steder vader vi igennem vand, der går mig helt op til det øverste af låret, så vi bliver alle ret våde og må vride vores strømper og bukser og hælde vand ud af gummistøvlerne. Det er lidt klamt at gå i så dybt vand – man ved jo aldrig hvad der gemmer sig – Vi leder jo efter anakondaer - på den anden side er der nok ikke mange dyr der gider at være der hvor flere larmende mennesker vader igennem.

Vi ser desværre ingen anakondaer, så vi må tage hjem igen.

Hjemme spiser vi frokost og derefter er det tid til at finde lyserøde delfiner, så vi kan svømme med dem. Vi hopper spændte i båden og sejler igen op ad floden. Der går lidt tid og så kommer vi til et sted, hvor de sandsynligvis plejer at finde delfinerne (der er 90 procent sandsynlighed for at svømme med delfiner) og her er ganske rigtigt delfiner – og 3 andre både med turister. Delfinerne er mindre end bottlenose og meget mindre legesyge. Det er svært at få et godt billede af dem.

De dukker kun lige op til overfladen for at få luft – kun en enkelt gang får vi et lille show, hvor en delfin leger lidt i overfladen. Delfinerne har en meget lille rygfinne og changerer imellem lyserød, lilla og grå alt efter hvordan lyset falder. De er meget søde, selvom vi ikke ser meget til dem, men vi hopper da i vandet og svømmer med dem, selvom det er svært at se præcis hvor de er. Kun når de dukker op til overfladen ser vi dem fordi vandet er så grumset. Den ene chilenske fyr får kildet sine fødder af en delfin, men det oplever vi desværre ikke.

Efter delfinsvømning tager vi hen til et sted, hvor vi kan spille fodbold, volleyball og drikke øl, hvis vi har lyst. I det hele taget bliver vi sejlet en del hen til barer på denne tur, hvilket vi ikke helt kan få til at passe sammen med jungletur. Vi kunne bedre lide det ved uncle tans, hvor der var mulighed for at købe øl og sodavand hjemme ved lodgen, men når vi var ude koncentrerede vi os om dyrene. Her går en del tid ude på turene med at være på bar. Heldigvis møder vi Lotte og Barbara igen, så tiden (3 timer ca.) går heldigvis hurtigt.

Igen tager vi hjem til lodgen. Slapper af, spiser aftensmad og derefter er det tid til nattesafari, hvilket nu er lidt til grin, for vi sejler i ca tyve minutter, før vi ser en anden båd, der har fået øje på en baby cayman. De har samlet den op, hvilket jeg ikke er super vild med, men sådan er det jo. Efter vi har kigget på den to måneder gamle cayman bliver vi – igen – sejlet hen til en bar. Juan Carlos spotter slet ikke efter dyr desværre. Vi bliver ikke på baren særligt længe – sandsynligvis fordi ingen af os har den store lyst til at være på bar midt ude i junglen. Da vi kommer hjem går vi i seng.

Den sidste dag vågner vi til endnu en bådtur. Vi har fået at vide fra bureauet at den tredje dag ser man og fisker pirañaer, men pga. regntiden siger vores guide at det er umuligt og derfor er det bedre at spotte efter andre dyr. Ud i båden igen og op ad floden. Her ser vi en cayman, der er ca. 4 meter, en del fugle og et stort dyr, der er i familie med rotten samt selvfølgelig en masse skildpadder. Vi kommer tilbage til lodgen, spiser frokost og derefter går det igen hen til havnen og den efterfølgende halsbrækkende jeeptur hjem til Rurre.

Da vi ankommer til Rurre går vi hen til Amaszonas for at se om vi kan komme til La Paz samme dag, hvilket heldigvis er en mulighed, så vi forlader varme, fugtige og myggefyldte Rurre og lander i dejligt tempererede men høje La Paz kl. 18:30, hvor vi tager en taxa ind til Adventure Brew.

Det har været interessant at opleve Amazonas, men selve turen med Fluvial kan vi ikke anbefale til nogen. Vi ved selvfølgelig ikke om det kun er Fluvial eller om det generelt er sådan med turoperatørerne i Rurre- området, men vi synes generelt der er blevet gået for meget op i at gå på bar, for lidt i naturoplevelser, får dårlig information i forbindelse med sandsynlighed for at se anakondaer og det umulige i at se pirañaer i øjeblikket, og så synes vi desuden at behandlingen af de dyr vi har set lader en del tilbage at ønske. På bådturen synes vi ikke at vores guide var nær så ivrig efter at spotte dyr som vores guide på Borneo, og vi havde nok forventet en mere dyrevenlig virksomhed. Flere lodges havde en alligator, der næsten boede der, fordi den havde skadet sin hale, eller brækket sine forben. Vi har en lidt grum mistanke om, at det er selskaberne selv, der gør det for at turisterne kan se krokodillerne tæt på, men vi håber det ikke, vi synes bare det var lidt af et sammenfald at hver lodge tilfældigvis har en såret krokodille. Hvis det er tilfældet har vi i hvert fald en dårlig smag i munden over at have støttet et sådan foretagende, og vi vil med sikkerhed undersøge mere i dybden mht. dyreetik mm. inden vi vælger en tur næste gang, Desuden sparkede nogle af guiderne til krokodillerne, hvilket også var virkeligt slemt at se.

18. februar: La Paz – verdens højeste hovedstad

Vi kommer til Oruro om morgen, hvorefter vi tager en bus videre til La Paz. På busstationen i Oruro er der en lille pige, der stikker sin hånd i Ollies lomme, men han er heldigvis forberedt og har intet i lommen. Han fortæller at han har holdt øje med hende, og at han så den lille piges mor sige et eller andet til pigen lige inden hun stak hånden i hans lomme. Vi tænker at moderen muligvis har sagt til den lille pige, at hun skulle stikke hånden i hans lomme. Ollie og Becka har generelt været lidt uheldige. Den første dag de var i Buenos Aires oplevede de at få stjålet deres penge. En fyr hoppede lige ud foran dem, trak op i trøjen så de kunne se han havde en pistol, de gav ham penge og kamera, og så var han væk igen. Dog ikke før Becka lige nåede at spørge om hun kunne få sit memory card, som hun heldigvis fik. Vi har enten været meget heldige indtil videre eller de har været meget uheldige. Vi har 7-9-13 ikke oplevet noget i den stil.

Vi ankommer til La Paz efter tre timer i bus (en god bustur). Når man kommer kørende ind i La Paz mødes man af et helt fantastisk syn – La Paz med alle dens huse omgivet af høje bjerge. Det er virkeligt smukt – et af de flotteste syn ind i en by, vi har oplevet, og senere, da vi går lidt rundt i La Paz går vi ad små hyggelige gader, der er meget stejle, men også utroligt hyggelige.

Vi har ikke booket et hostel, så vi følges med Becka og Ollie hen til det hostel de har booket – Adventure Brew Hostel tæt på busstationen. Heldigvis er der plads og vi får to senge i et 8 personers dorm. Efter vi har losset vores rygsække ind i skabene går vi ud for at finde en turoperatør, der kan tage os til Rurrenabaque og ind i Amazonjunglen. Vi har talt med to piger – en australsk og en svensk pige – der begge har været på ture i Amazonas, og den ene anbefaler et selskab, der hedder Fluvial og som Lonely Planet også anbefaler, så vi booker en tre dage/to nætters pampastur med Fluvial og får også dem til at bestille flybilleter med Amaszonas. Vi vælger pampasturen da vi har hørt at der er størst chance for at se dyr.

Efter det hele er i orden spiser vi på en restaurant og går tilbage til vores hostel. Vi er trætte og går i seng efter vi har pakket. I morgen går flyet kl. 7:40 - hvis det går – der er meget tit aflyst pga vejret, fordi det er et meget lille fly, der skal lande på en stribe græs i Rurrenabaque – vi krydser fingre.

15. – 17. februar: Hvid salt, ørken og lyserøde flamingoer

Vi har aftalt med Becka og Ollie, at vi efter saltørkenturen vil videre med tog fra Uyuni til Oruro og derfra med bus videre til La Paz. Vi har hørt at vejen fra Uyuni til Oruro er forfærdelig, og at det derfor er bedre at tage toget. Vi smutter ned på togstationen og venter i ca. 1 time på at købe billetter, men da det bliver vores tur får vi at vide, at man kun kan købe billetter en dag i forkøbet – øv. Vi får i stedet Tito tours til at købe billetterne til os og giver dem en kopi af vores pas og pengene (52 bolivianos pr. person).

Vores guide Gonzalo er en lidt spøjs fyr. Da han var 7 år emigrerede han til USA sammen med sin familie, og da han var færdig med skolen tog han tilbage til Bolivia, pga. naturen og befolkningen. Selvom han kan godt engelsk (har en meget drævende amerikansk accent), og selvom han er flink, så virker han også lidt vag i sine forklaringer, og vi har ham lidt mistænkt for bare at sige noget, der ikke stemmer helt overens med sandheden nogle gange. Desuden har han en meget ”det går nok” tilgang til tingene. Fx skulle vi op og se solopgangen over salaren, men Gonzalo vækkede os ikke som lovet fordi han havde været i tvivl om vi ville vækkes, så han lod os bare sove videre. Vores chauffør Miguel er en ung, ret stille fyr, der er meget sød og som er god til at reparere bilen, når der går noget i stykker (som der gør en del).

Gonzalo har fundet to mere til turen, to belgiske piger, Lotte og Barbara, så vi er seks i alt, hvilket er det maximalt tilladte for sådan en jeeptur.

Vi starter turen med at køre ca. 10 minutter ud til den gamle Cementerio de Trenes – en kirkegård for rustne tog. Her bruger vi lidt tid på at kravle på togene og tage billeder, mens vi hører historien om Butch Cassidy og The Sundance Kid, der brugte noget tid her og som ligger begravet i Tupiza ikke langt herfra.

Herefter kører vi et stykke tid inden vi kommer til saltørkenen.

Da vi besøger saltørkenen i regnsæsonen er der overalt et tyndt lag vand over ørkenen, der er som et spejl og projicerer et perfekt billede af skyer, himlen og landskabet. Det ser rigtigt flot ud og er meget imponerende.

Da vi har stået et stykke tid og beundret salaren kører vi videre til det eneste salthotel, der stadig er placeret i selve saltørkenen, og som nu fungerer som et museum. Det er en ulovlig struktur og heller ikke særlig god for saltørkenen, så vi har ikke lyst til at gå derind men ser bare på den fra ydersiden. Salthotellet er ikke særligt imponerende – faktisk ligner det bare et lille hus. Saltet er helt mørkt pga. det støv, der igennem årene har sat sig på saltet.

Vi har lidt sjov med at tage spøjse billeder.

Efter salthotellet kører vi videre til Isla de los Pescadores, hvor vi går en tur.

Her kan vi godt mærke, at vi er kommet op i højden, for den lille tur rundt på øen er ret hård. Der er ikke megen ilt i luften, og igen må vi tage hatten af for de bjergbestigere der bestiger Mount Everest uden ilt. Øen er rigtig flot med kæmpemæssige kaktusser (tre forskellige slags). Og udsigten fra øen ud over saltørkenen er utroligt flot.

Saltørkenen hælder en smule ud mod kanterne, så her inde på midten er saltørkenen helt tør og blændende hvid, og vi tager igen nogle sjove billeder med optisk bedrag.

Det er også her vi får middagsmad, der består af lamakød og quinoa – det smager overraskende godt.

Vi kommer hen til vores hostel – lidt uden for saltørkenen. Overalt er der karneval i Bolivia og også i denne lille by. Jeg står ud for at tage lidt billeder, men bliver med det samme opslugt af karnevallet. En rigtig fuld mand vil danse med mig og jeg må pænt tage imod flere små drinks jeg ikke aner hvad er fra et par andre, der går rundt med kander og skænker op til folk. Det er sjovt at se karnevalsoptoget, der for det meste består af gamle damer med grene i hænderne og fulde mænd.

Vi indlogerer os på hostellet, der også er et salthotel hvor alt er lavet af salt.

Her får vi seks et fint rum, og om aftenen hygger vi os med kortspil og snak. Vi er en hyggelig gruppe, der går godt i spænd.

Morgenen efter skulle vi have set solopgangen over salaren, men som tidligere nævnt vækker Gonzalo os ikke, så vi fortsætter i stedet til en lagune, hvor der er mange flamingoer. Anden dag står i det hele taget på laguner og flamingoer (tre slags, her iblandt den sjældne James race).

Vi er kommet ud af saltørkenen og til ”the far southwest”, og her er landskabet på en anden måde surrealistisk og har bl.a. givet Dali inspiration til et af sine malerier – vi tænker alle det må være det med urene og bjergene, men Gonzalo siger, det er et andet.

Landskabet er næsten uden træer og i stedet fyldt med bjerge og vulkaner fulde af farver, brunt, orange, hvidt, gult, rødt og sort blander sig med hinanden og får bjergene til at ligne malerier. Foruden flamingoer ser vi her flere lamaer, vicuñaer (der er Bolivias svar på kameler) og en enkelt ugle.

Vi ender i endnu en nationalpark, hvor vi overnatter på et hostel.

Den sidste dag står vi meget tidligt op (omkring kl. 4:00) og kommer til det højeste sted på turen – ved geyserne i 4950 meters højde. Her springer vi igennem en geyser, hvilket er ret sjovt, men også lidt hårdt fordi fysisk aktivitet i den her højde generelt er lidt hårdt. Forinden har vi besøgt et stort termisk område med røg og damp og en lugt der gør, at vi næsten føler at vi er kommet tilbage til Rotorua, NZ.

Det er ekstremt koldt så det er skønt da vi ankommer til nogle hot springs, der er ca. 38 grade varmt. Vi smider hurtigt tøjet – uha det er koldt, men hvor er det skønt at dumpe ned i det varme vand, og da vi er blevet varmet igennem og er parat til at tage videre er solen stået op og er begyndt at varme.

Vi fortsætter vores tur til Laguna Verde, der er en akvamarin sø, der er gemt i Boliivias sydvestlige hjørne i 5000 meters højde. Bag søen kan man se den 5930 meter høje vulkan Lacancabur. Vi griner lidt da vi tager billeder, for vi har efterhånden mange pæne billeder af en sø og et bjerg i baggrunden.

Vi kører videre til Laguna Colorado, der er en rød sø med hvide mineraler. Den ligner champagnepølen ved Rotorua – bare uden bobler, men til gengæld med en del flamingoer. Desværre er flamingoerne ret lang væk.

Herefter er det en laaang køretur hjem inden vi endelig ankommer til Uyuni kl. 19:30. Lotte og Barbara skynder sig til busstationen for deres bus mod La Paz kører kl. 20:00, og de har flybilletter videre til Rurrenabaque næste dag kl. 15, så de har trippet noget på sidste halvdel af turen, og Gonzalo har som sædvanligt været vag. Vores tog kører først kl. 00:05, så Becka, Ollie, Rasmus og jeg har god tid. Rasmus og jeg hæver nogle penge og går hen og spiser på en restaurant. Herefter henter vi vores store rygsække, der er ved Tito tours. Her møder vi til vores overraskelse Lotte og Barbara, og fire andre, der ser noget slukørede ud. Det viser sig at deres bus er blevet aflyst, så i stedet er de gået sammen med 4 andre og tager i stedet en jeep til Oruro, hvorefter de tager bussen videre til La Paz. Vi taler lidt med Lotte og Barbara og får sagt ordentligt farvel, og går så hen og får en kop kaffe inden vi går hen på togstationen, hvor vi mødes med Ollie og Becka. Der er to timer til toget går, så det er fint. Efter et stykke tid får vi dog at vide at toget er forsinket. Det ender med at vi venter en del tid for toget kommer først kl. 04:10. Da er vi ret trætte og er bare glade for at toget går. Togturen til Oruro forløber fint – vil klart anbefale tog, hvor det kan lade sig gøre i Bolivia p.t. mellem Oruro og Villazon

Saltørkenturen har været rigtig flot især den første dag med saltørkenen. Vi har dog også oplevet en del uheld med bilen, 3 punkterede dæk, var næsten løbet tør for benzin og et par problemer med batteriet eller motoren, men gruppen har været fantastisk og vi er rigtig glade for at vi har oplevet saltørkenen. Vi har nok også været okay heldige med vores turoperatør selvom vi ikke er fuldt ud begejstrede for Gonzalos guideegenskaber, men vi har senere hørt fra et par chilenske fyre, at de havde en fuld chauffør på turen, så fuldt at de var nødt til at køre jeepen i 6 timer.

Vi har også for alvor oplevet højden. Becka, Ollie, Rasmus og jeg har alle oplevet en eller anden form for reaktion på den så som hovedpine, kvalme, (maveproblemer) etc. så vi har været glade for at vi har købt cocablade, der er blevet drukket flittigt med kogt vand og sukker – faktisk smager det slet ikke så dårligt – lidt lige som grøn the. Vi er ikke helt sikre på, at bladene har hjulpet eller om det er ren placebo, men vi har haft det lidt bedre efter vi har drukket theen, og det er jo det vigtigste.

14. februar 2010: Jagten på den gode turoperatør

Ollie, Becka, Rasmus og jeg bor alle på det samme hostel, og klokken 12 går vi ud for at finde den bedste turoperatør til en 3 dage/2 nætters 4WD jeep safaritur ud i bolivias saltørken Salar de Uyuni, der er verdens største saltørken, og skulle huse nogle helt surrealistiske landskaber og en masse flamingoer. Efter at have været ved flere forskellige turoperatører står det efterhånden klart, at de alle tilbyder nogenlunde den samme tur. Vi har hørt, at det kan være svært at finde ud af, hvilke turoperatører der er gode, og hvilke der er dårlige, og med over 60 turoperatører i området har vi noget af en opgave foran os. Efter at have talt med nogle stykker er vi stadig ikke helt overbeviste – flere af dem har ikke p.t. engelsktalende guider, som de forklarer med, at der er karneval (hvordan det så hænger sammen er lidt en gåde for os), men til vores (forhåbentlige) held, bliver vi stoppet af en mand, der taler virkelig godt engelsk, og som viser os hen til Tito tours. Her får vi en rigtig god betjening på engelsk, og han fortæller, at han selv kommer med som guiden, hvis vi vælger en engelskguidet tur. Han virker ærlig og skjuler ingen ekstrapriser, som nogle af de andre vi har oplevet, så vi har alle en god fornemmelse og booker en tur hos ham. Det koster 700 bolivianos pr. person, der er ca. 100 USD. Nu krydser vi fingre for, at det er det rigtige valg.

Efter vi har booket en tur, går vi alle hen for at købe lidt coca blade, der skulle være den bedste kur mod højdesyge, som man ikke skal tage helt let på her, og med vores hovedpiner i tankerne, vil vi hellere være beredte end må afbryde turen pga. højdesyge.

Herefter går turen tilbage til vores hostel, hvor vi slapper af og vasker noget tøj til turen.

Om Argentina

Vi har brugt over 1,5 måned i Argentina, og det var ikke noget vi havde planlagt. Alligevel er det bare sket, nok mest fordi der er så mange fantastiske ting at se her i Argentina, at vi på en måde bare har hængt ved her. Argentina er et fantastisk land og fantastisk let land at rejse i. At vi desuden har erhvervet os lidt spanskkundskaber har gjort det endnu lettere for os at være turister i Argentina, og så er landet bare kæmpestort og byder på så utroligt meget varieret, at vi ikke har kunnet løsrive os. Der er kæmpe forskelle fra fugtige og varme Puerto Iguazu og de brusende Iguazu vandfald til kolde og blæsende El Calafate og Perito Moreno Gletsjeren, og igen stor forskel fra larmende og travle Buenos Aires til Schweiz-agtige og chokoladeindhyllede Bariloche. Og selvom vi har rejst fra nord til syd og fra øst til vest er der stadig mange steder vi rigtig gerne vil besøge i Argentina: Mendoza, Ushuaia, Peninsula Valdez for bare at nævne et par stykker. Det har desuden været spændende at møde argentinerne, der er venlige og hjælpsomme og som har gjort det lettere at være turist i deres land, og vi kan klart anbefale Argentina som rejsemål. Vi kan næsten ikke blive ved med at sige det uden det kommer til at lyde lidt hult, men Argentina er et land vi helt bestemt kommer tilbage til. Vi er for sjov begyndt at kalde denne rejse for vores inspirationsrejse, fordi vi mens vi rejser får øjnene op for flere og flere spændende steder, vi senere gerne vil til eller tilbage til.

13. februar: fra Argentina til Bolivia

Vi tager en taxa til busstationen og kommer med vores bus – denne gang Andesmar, der også kan anbefales. Turen tager ca. 7 timer og vi ender i La Quiaca kl. 7:00 boliviansk tid ( 1 time bagud argentinsk tid) lige i tide til at den bolivianske grænse åbner.

Det tager dog yderligere 2 timer at få vores stempel og komme igennem til den bolivianske side – til byen Villazón – ikke fordi der er langt imellem – byerne La Quiaca og Villazón er kun adskilt af en bro på 50 meter, som vi skal krydse til fods, men køen rykker sig utrolig langsomt.

Vi får endelig vores stempel og får en taxa til togstationen, hvor vi køber en togbillet til Uyuni på første klasse, hvor der er inkluderet mad. Det fortryder vi dog lidt, da billetten koster over dobbelt så meget som en almindelig billet, men desværre kan vi ikke få den byttet.

Bolivia er meget anderledes end Argentina, og vi kan straks mærke vi er kommet til et andet og noget fattigere land. Det er skønt endelig at se oprindelig befolkning klædt i farvestrålende dragter som vi har forbundet sydamerika med, inden vi tog af sted. På togstationen bliver vi yderligere mindet om, at vi nu er kommet til et land, hvor luksusvarer ikke er en almindelighed. Jeg forsøger nemlig på togstationen at skrive lidt dagbog, men computeren vækker så meget opsigt – to mennesker kommer endda hen og taler om computeren og beundrer den meget – at jeg er nødt til at pakke den ned igen, og laver hermed en mental note til mig selv om ikke at flashe dyre ting her.

Jeg går ligeledes en tur i Villazón mens Rasmus passer på vores ting. Vi har 8,5 timers ventetid inden toget mod Uyuni går kl. 15:30. Jeg kommer til et marked, hvor der bliver solgt en masse forskellige ting, og flere steder står man på gadehjørner og spiser fra gadekøkkenet – der i øvrigt dufter dejligt. Desværre har jeg ingen penge med, så kan ikke købe noget. På et tidspunkt mærker jeg pludselig vand blive sprøjtet ud over mig, og ikke lang tid efter får jeg hældt et helt krus vand ud over mig. Da jeg vender mig om ser jeg en grinende dreng på omkring 5 år spurte fra gerningsstedet. Jeg finder senere ud af, at der netop nu overalt i Sydamerika er karneval og at en af de ting, der i Bolivia er forbundet hermed er at drengene sprøjter vand på pigerne og omvendt. Heldigvis er det ret varmt, så jeg er hurtig tør igen.

Vi kommer med toget, som er i en okay stand. Det sjoveste ved togturen, der tager ca 9,5 time er, at vi for første gang oplever at spise i en spisevogn. Det er lige som en rullende restaurant, og vi synes det er vældig interessant, selvom det samme ikke kan siges om maden, der er lidt kedelig.

Vi ankommer til Uyuni efter 3 spanskdubbede film og lidt forsøg på at sove. Da vi ikke har reserveret noget hostel er vi spændte på at se, hvordan det går med at finde bolig, men det viser sig at være meget let, og det første sted vi prøver – hotel Avenida lige over for togstationen, har plads. Skønt. Vi lægger os til at sove, men kæmper begge lidt med hovedpine – vi er i en højde af 3675 meter (15 meter højere end La Paz) og vi ved ikke om det er fordi vi netop har rejst i 24 timer eller om vi er lidt påvirkede af højden, men vi håber hovedpinen forsvinder. Dagen efter har vi aftalt med et par vi har mødt, Ollie og Becka fra London, at vi sammen forsøger at finde en turoperatør til en 4WD jeep safaritur ud på saltørkenen Salar de Uyuni.

12. februar: Salta: mumier og kabellift

I dag er vi på sightseeing i Salta. Vi starter med at tage kabelliften fra Parque San Martin og op til Cerro San Bernardo, hvor vi har en pæn udsigt ud over Salta og Lermadalen. Vi bliver dog lidt skuffede over udsigten, selvom den er pæn. Efter spektakulære vandfald synes alt andet at blegne.

Efter et stykke tid på toppen af bjerget tager vi videre hen til Museo Arqueología de Alta Montaña (MAAM), der virkelig er et besøg værd, hvis man gerne vil se en utrolig godt bevaret mumie. Det hele er forklaret på spansk, så vi forstår desværre ikke det hele. Senere finder vi ud af, at man kan låne engelske oversættelser ved billetlugen, men da er vi desværre ude af museet.

Museet har tre mumier, der er rigtig godt bevaret, og som skiftes til at være udstillede. De er fundet i en højde af 6700 meter på Llullailaco vulkanen, og det usædvanlige ved dem er, at klimaet har bevaret kroppene samt en masse hellige objekter og tekstilvarer næsten fuldstændig bevaret. Mumierne er inkabørn, der er blevet ofret i forbindelse med en meget vigtig inkaceremoni. Børnene bliver udvalgt på grund af deres pæne udseende og gode fysik, og det er ofte børn fra bedre hjem. Efter selve ceremonien bliver børnene ført væk, hvorefter de bliver drukket fulde. Når de sover, bliver de viklet ind i klæde i den stilling, de skal være i – de tre børn på museet sidder alle op – pigerne i skrædderstilling og drengen med bøjede knæ og hovedet hvilende på knæene. Herefter bliver de begravet. Inkaerne troede ikke at børnene døde, men at de blev genforenet med deres forfædre.

Mumien der er udstillet mens vi er på museet er en lille dreng på 7 år. Det er helt utroligt så godt han er bevaret. Han ligner et barn der sover, eller en dukke, og hans klæder er så farvestrålende og godt bevaret, at det hele kunne være lavet i går. På en måde er det lidt uhyggeligt men også meget fascinerende. Desværre må man ikke tage billeder inde ved mumien, så vi kan desværre ikke vise ham til jer.

De to andre mumier er en pige på 6 år (the lightning girl) og en pige på 15 år (the maiden), som vi ser billeder af.

Da vi har været på mumiemuseet ser vi to kirker – Iglesia Cathedral fra 19. århundrede, hvor General Martín Miguel de Güemes ligger begravet. Han er en nationalhelt fra uafhængighedskrigen, og mange gader bærer hans navn. Kirken er flot og der er mange, der beder, så af respekt for dem tager vi ingen billeder inden for.

Den anden kirke vi ser er Iglesia San Francisco, der er ret rød og meget dekoreret, og vi slutter vores lille kirketur med et kig på Convento de San Bernardo, der er et nonnekloster, vi desværre ikke må komme ind i, men som vi kan beundre fra ydersiden.

Det er ret varmt, så vi sætter os ind på en cafe og drikker en cola og en iste. Skønt. Derefter veksler vi penge – vi kan stadig ikke komme af med vores tahitianske pengesedler, så det ender med vi har dem med hjem – og så spiser vi på en restaurant inden vi går hjem til vores hostel. Bussen mod La Quiaca (den argentinske grænse til Bolivia) går kl. 00:45.

10. – 11. februar: Fra Iguazu til Salta: 23 timer i toiletstank mm.

Næste dag vågner vi klokken 9 – selvom uret af en eller anden grund – igen – har slået sig selv fra. Vi spiser morgenmad og tager hen til busterminalen, hvor vores bus mod Salta går kl. 11. Denne gang har vi valgt Flecha bus, der dog viser sig ikke at være nær så gode som Crucero del Norte.

Vi har desværre for os, fået de sidste to pladser, der var i bussen, og de er selvfølgelig ved siden af toilettet, så ikke lang tid efter vi er kørt begynder det at lugte. Skønt. Men vi overlever – det er trods alt kun 23 timer i den stank, så det kan vi nok holde til. Vi tænker begge lige at det ikke kan blive værre indtil vi holder ind på en station og en kvinde med et lille barn kommer ind og sætter sig lige bag os. På turen lægger vi således næse til stank fra toilettet/bleskift og øren til forskellige kategorier af babylarm såsom skrig og gråd, trommen, guitar, ringeklokker mm. (vi tænker lidt om moren har taget hele musikinstrumentpakken med i bussen), men hvad…det er kun 23 timer, og faktisk er det alligevel ikke så slemt, som det nu lyder – jeg har heldigvis ørepropper og Rasmus sover til alt. Vi har spurgt busselskabet om der er mad med i prisen og de har forsikret os om, at der er en frokostsnack, aftensmad og morgenmad. Vi får ikke morgenmad, og aftensmaden er 5 skefulde ris og 3 små stykker kylling, en lille sandwich og en bolle, slet ikke hvad vi er blevet forvent med fra Crucero del Norte, hvor der er så meget mad, at jeg ikke kan spise alt mit. Øv, for vi har ikke selv mad med, tænker vi, og spiser endnu en ostekiks fra vores køresnack. Rasmus har spurgt efter om der kommer en film, og buschaufføren siger, at de sætter én på kl. 21. Det sker så ikke, i stedet viser det sig at klokken 21:00 skiftes der buschauffør, og vi har en grum formodning om, at buschaufføren Rasmus har spurgt bevidst har ledt ham lidt på vildspor ved at give Rasmus et tidspunkt, hvor han ved han alligevel er taget fra arbejde. Sådan en luskebuks.

Nå, men tænk engang, der bliver alligevel sat en film på – rimeligt sent – det er ”Australia” med Nicole Kidman og Hugh Jackman, men lyden skratter så meget at den bliver slået fra, så vi ser den uden lyd men med spanske undertekster, da jeg har set den tre gange oversætter jeg lidt for Rasmus. Et stykke inde i filmen hvor jeg ikke har oversat en ti minutters tid spørger jeg om Rasmus forstår hvad der sker, men da jeg kigger over på ham er han faldet i søvn – tænk engang uden en lyd. Jeg er overrasket. Men jeg følger videre med i filmen, lige indtil der bliver slukket for den i det øjeblik hvor Hugh Jackman er gået, efter at Nicole Kidman har sagt at hvis han går sin vej nu så skal han ikke komme tilbage, Nullah er blevet taget fra Nicole Kidman og sendt til en ø, den onde Mr. Fletcher har givet Nicole Kidman et forslag om at hun sælger gården til ham, og han skaffer Nullah tilbage til hende og japanerne er på nippet til at udrydde Darwin. Det eneste jeg kan gøre er at lægge mig til at sove, så det gør jeg.

Dagen efter vågner vi op efter en lidt dårlig nat, hvor vores ben forgæves har forsøgt at finde en god stilling, men vi tænker alligevel at vi skal være glade for den komfort, der trods alt er, for lige om lidt er vi i Bolivia, hvor sådan luksus vist ikke findes.

Vi kommer til Salta og tager hen på vores hostel. Vi får vores værelse med det samme – vi har for engang skyld booket et dobbeltværelse, og det er super fantastisk. Det har været lang tid uden privatliv, og det er skønt bare at kunne være os selv. Desværre for os har der dagen forinden været en kæmpe storm, der har taget det trådløse internet med sig (Dvs. det siger de), men heldigvis er der stadig internet på stationære computere.

Vi smider tingene ind på værelset og går hen på busstationen for at købe billetter videre til den bolivianske grænse natten efter. Derefter går vi en tur i Salta, der er ret hyggelig. Vi spiser på en lille restaurant og handler på vejen hjem – lige inden jeg træder i en hundelort, men det er måske held i uheld, for først tror jeg det er et råddent æble og formår derfor på en eller anden måde at smøre mig selv ind i hundelort, og det får mig i bad med det samme vi er hjemme igen – tiltrængt efter et par dage med høje temperaturer og ingen bad på nær det regnen og vandfaldene har givet mig. Efter badet laver Rasmus mad mens jeg opdaterer dagbog. Som I måske har bemærket er tiden jeg bruger på dagbogen noget reduceret, hvilket helt klart afspejles i kvaliteten, men orker ikke længere at bruge 1 time på hver oplevelse, så nu får I det jeg lige tænker i stedet – det går meget hurtigere. Håber I kan leve med det derhjemme.

7. – 10. februar 2010; Iguazu og kæmpe store vandfald

Vi kommer til Iguazu og forsøger at indlogere os på hostel-inn. Når jeg skriver forsøger, er det fordi det er en længere proces. Først skal vi vente i en evighed på at sige at vi gerne vil tjekke ind. Derefter skal vi udfylde en seddel med vores oplysninger og vi bliver skrevet på en liste. Vi venter så igen i 3-4 timer indtil vores navn bliver råbt op og endelig kan vi tjekke ind. Dvs. vi tjekker ind på et meget beskidt værelse, hvor der flyder med gamle poser og juicekartoner. Selvom vi får at vide, at de nok skal sende en over og gøre rent kommer der aldrig nogen. Efter vi har tjekket ind venter vi igen i mange timer på at få lagner, som vi endnu ikke har fået. Vi får dem først sent om aftenen så den dag bliver en ventedag. Der er ekstremt varmt – i nærheden af 45-50 grader og der er ingen aircondition mens vi venter. Når man kommer direkte fra kolde Patagonien er det ret slemt. Velkommen til Iguazu!

Om natten er der heldigvis tændt for aircondition, så selvom der er beskidt er det i det mindste tåleligt temperaturmæssigt.

Vi kan kun være på hostel-inn den ene nat, så næste dag tager vi ind til byen og indlogerer os på Stop Hostel, der giver 10 procent rabat til jøder og som en konsekvens heraf er fyldt med israelere. På hostel-inn har vi også boet på værelse med en israelsk pige, der fortæller at næsten alle israelere efter de har været i den israelske hær fra 18-20 år for pigers vedkommende og 18-21 år for fyres vedkommende tager ud at rejse inden de giver sig i kast med studierne. Derfor kender næsten alle israelere hinanden når de støder ind i hinanden når de er ude på den rejse. Hun fortæller at det er rigtigt hyggeligt. Desværre gør kombinationen ”meget unge samt samme nationalitet og alle kender alle” at de israelere vi møder på stop hostel er meget larmende, uhøflige og lidt ubehagelige. Desuden synes vi det er lidt underligt at et hostel giver rabat til nogen bare fordi de hører til en bestemt befolkningsgruppe hmm… tænk engang et ramaskrig det ville give hvis et dansk hostel begyndte at give 10 procent rabat til alle hvide. Nå, men personalet er venligt og i morgenmaden er inkluderet friskpresset juice, så helt dårligt er det heller ikke.

Vi beslutter os for at tage til den brasilianske side efter vi har fået vores bagage opmagasineret på stop hostel (vi kan først tjekke ind om eftermiddagen) og vi får at vide fra receptionen at de ikke har transfer og at vi derfor må tage det offentlige. Det viser sig at være noget besværligt. Først går vi ned på busstationen og venter på en bus, der kan køre os til den brasilianske grænse. Endelig kommer der en og vi hopper på til den argentinske grænse, og videre til den brasilianske grænse. Der er vi nødt til at hoppe af, fordi vi skal have stemplet vores pas. Da det er gjort er bussen vi tog med kørt (den kører med det samme vi er blevet sat er) og vi venter en evighed på bussen, der skal tage os videre til Foz de Iguazus (den brasilianske by, der støder op til Puerto Igauzu på den argentinske side) busterminal. Men de busser der kommer er fra andre selskaber end det vi har købt billet hos, og vi ser flere, der er kommet efter os men som har de rigtige billetter hurtigt tage videre med den næste bus, der kommer. Ærgerligt vi har købt billet til det eneste selskab der åbenbart arbejder alene (tag ikke Crucero del Nortes offentlige internationale bus). Vi beslutter os til sidst for at betale de 10 pesos det koster at tage med en anden bus, og vi kommer videre til Foz de Iguazus busterminal. Her venter vi igen på en bus, der endelig kommer og tager os videre til nationalparken. Det har taget tre timer at komme ca. 20 km., og det har været noget af en udfordring tålmodighedsmæssigt.

Vi er super glade, da vi endelig kommer hen og skal betale vores indgangsbillet, men ak ak. Vi har fået forkerte oplysninger om hvor meget en sådan billet koster, så vi har ikke nok argentinske pesos med. Vi må hen til en hæveautomat og meget mod vores vilje hæve brasilianske real. Det koster 37 reales pr. person at komme ind i parken, og vi får endelig vores billetter og tænker at nu kan vi slappe af og nyde vandfaldene.

Desværre for os har himlen netop i det øjeblik besluttet sig for at lukke op for alle sluser, og det begynder at regne heftigt og blæse meget kraftigt. På et øjeblik forvandler det sig fra at være en meget varm tur til at blive en meget kold tur. Vi er gennemblødte, og vores sommertøj gør ikke meget for at holde på varmen. Heldigvis har Rasmus taget en regnponcho med, som han galant tilbyder mig.

Et plus er at vandfaldene er rigtig flotte og vi mærker nu i endnu højere grad end i Torres del Paine vandfaldenes kræfter. Desværre regner det også så meget at det er svært at stå i længere tid og beundre vandfaldene og udsigterne, og det er svært at tage gode billeder, fordi vores kameraer bliver for våde.

Vi ligner to våde hunde da vi sætter os ind i parkbussen og begiver os tilbage til indgangen, sammen med 20 andre våde hunde vel at mærke.

Vi kan næsten ikke overskue igen at skulle den samme tur igennem for at komme hjem, så vi spørger en buschauffør om vi kan købe billetter direkte tilbage til busterminalen i Puerto Iguazu. Det koster os 35 pesos pr. person, fordi vi er nødt til at købe en retur. Hvis nogen skal til den brasilianske side af vandfaldene, så køb en transfer til 35 pesos hos Crucero del Norte eller et andet selskab, der har transfer til den brasilianske side, frem for at tage det offentlige kan ikke anbefales heller ikke selvom det har været en speciel oplevelse.

Vel ankommet tilbage til hostellet på en meget lettere måde end sidst (bussen holder endda og venter på os mens vi er inde og få vores stempel ved grænsen) tjekker vi ind og smækker benene op og slapper af. Puha, det har været noget af en Tycho Brahes dag, men flot det har det været. Hvis man dog kun har meget kort tid ved Iguazu vil vi helt klart anbefale at tage til den argentinske side, for der er bare mere at se. Men det er nok med ½ dag på den brasilianske side og 1 dag på den argentinske side. Paraguay siden skulle ikke være vildt fantastisk.

Dagen efter er det tid til den argentinske side. Det går noget lettere med at komme ud til parken, det handler bare om at tage en bus, der kører direkte derud. Der står cataracas på bussen, så den er ikke til at tage fejl af. Solen skinner og vi krydser fingre for at det holder mens vi er ude at se vandfaldene – og det gør det. Vi betaler indgangen (85 pesos pr. person) og beslutter os først for at tage hen til Garganta Del Diablo, der er det mest spektakulære vandfald i parken.

Vi går ad broer over meget vand til Garganta del Diablo, der egentlig består af flere vandfald og de er de mest fantastiske vandfald vi nogensinde har set. Vandfaldene er så kraftige at de sender regnbyger ud over os og snart er vi lige så våde som i går, med den ene undtagelse at vi hurtigt bliver tørre igen pga. solen. Det er fascinerende at se så store vandfald og de utrolige mængder vand, der falder. Man kan nærmest mærke tyngdekraften, der får de tunge vandstråler til at hamre ned mod bunden og sende kaskader af vandbyger op i luften igen. På lang afstand kan man se en stor sky af vanddråber stige op i luften i ca. 100 meters højde, og larmen, den er øredøvende, brøler nærmest. Fantastisk.

Efter vi har stået et stykke tid (med de 50 andre turister der også stirrer måbende på vandfaldene) tager vi toget til startpunktet for Upper Circuit og Lower Circuit. Vi går begge circuits, og også de byder på virkelig flotte vandfald.

Flere steder, pga. kombinationen af vand og sol ser vi farvestrålende regnbuer der slår en bue over vandfaldene og forsvinder ind i træerne, klipperne eller vandfaldene selv, nogle gange ser vi flere regnbuer på samme sted, og det er næsten et helt overjordisk syn, fordi regnbuerne er så tydelige og krydser hinanden på en baggrund af store vandfald, floder, tæt grøn skov og klipper. Her kommer begge vores kameraer til kort, og jeg tror man selv skal være her for helt at kunne opleve de næsten 360 graders fantastiske panoramaudsigter, der findes overalt her. Det er et af de flotteste ting jeg endnu har set.

Efter en dag med vandfald tager vi bussen hjem igen. Men dagen har jo næsten været for perfekt, så lige for at sætte det hele i balance igen, så kører bussen selvfølgelig ikke den samme vej hjem, som ud, hvilket vil sige, at vi kommer langt forbi vores hostel inden vi får chaufføren stoppet, så vi kan hoppe af og gå tilbage mod byen. Vi er ret trætte, så vi spiser buffet på Che Lagarto, der er et andet hostel, som ligger tæt på stop hostel, og som virker ret godt. Buffeten er rigtig god med en del forskellige grøntsager og noget godt kylling mm. Det er super lækkert at få god mad når nu man har været ude i solen og været aktiv en hel dag. Rasmus er blevet nationalfarvet igen – vi har glemt at blive ved med at tage solcreme på, og om aftenen ser jeg vist konsekvensen af for meget sol, for da vi er ved at pakke leder Rasmus et stykke tid efter sin røde, ærmeløse bluse inden han ser sin refleksion i vinduet og opdager at han har den på. Vi får alligevel pakket og smutter i seng.

PATAGONIEN

28.01.10 – 06.02.10 : El Calafate – gletsjertrek og Torres del Paine

Vi bliver i El Calafate i 10 dage. Ikke fordi El Calafate er en speciel charmerende by, hvor der er meget at se. Der er ikke meget at lave inden for byens grænser, hvor aktiviteterne begrænser sig til shopping og kigge på andre mennesker. Grunden til vi bliver her så længe er fordi jeg desværre stadig er syg. Det lader ikke til at det bliver bedre, så efter et par dage skriver vi til vores rejselæge, Mogens, der er formidabel. Han har allerede svaret næste dag og Rasmus går ned på apoteket for at købe den antibiotika, som Mogens har foreslået. Det er tre små piller, der skal tages over tre dage, og efter den tredje dag er jeg på forunderlig vis rask igen. Det er fantastisk, når nu man har gået og følt sig som en gammel bedstemor de sidste 15-16 dage.

Selvom jeg er syg, størstedelen af den tid, vi tilbringer i El Calafate, får vi alligevel set de to største attraktioner omkring byen – den kæmpemæssige gletsjer Perito Moreno og det utroligt smukke chilenske område Torres del Paine.

Perito Moreno ligger 80 km. fra El Calafate i Parque National Los Glaciares. Det er en fantastisk gletsjer og et imponerende syn med dens blå farve. Det mest imponerende synes vi dog er at den er utrolig aktiv. Den bevæger sig fremad hver eneste dag op til 2 meter. Og det bevirker, at man næsten hele tiden kan høre og/eller se gletsjeren kælve. Store isspidser knækker af og lander i vandet med et kæmpemæssigt plask, dukker under overfladen mens de laver store bølgende ringe i vandet, hvorefter de dukker op til overfladen igen med et lille svuup. Det er ret fascinerende.

Vi sejler med en lille båd hen til gletsjeren, hvorefter vi får sådan nogle spidse dimser (crampons) på skoene – Rasmus kalder dem steigeis - , så vi kan stå fast, når vi skal op og gå på gletsjeren. Rasmus er den (altså pga. køen) og vi begiver os op på gletsjeren. Det er ret sjovt at gå på en gletsjer. Næste gang kunne vi dog godt tænke os noget mere aktion såsom isklatring, men min sygdom har gjort, at vi har valgt den lette tur, hvilket jeg er glad for. Der er en masse sprækker i gletsjeren, og flere steder er der helt blåt.

Efter ca. 1,5 time på isen, får vi en whiskey on the rocks on the rocks med isen fra gletsjeren. Selvom den is vi får er ca 300 år gammel smager den meget frisk. Efter whiskeyen får vi frokost, inden båden sejler os tættere på gletsjeren og hen langs den. Efter ca. 30 minutter går turen tilbage til havnen. Her hopper vi igen på en bus og bliver kørt hen til hovedudsigtspunktet. Herfra er der en masse terrasser, hvorfra man kan se gletsjeren. Igen et virkeligt flot syn. Vi kommer hjem med en del billeder af is.

Torres del Paine turen er en heldagstur, der starter kl. 5:30. Selvom nationalparken vi besøger ligger meget tæt på El Calafate (ca. 100 km.), tager det alligevel ca. 5 timer at komme dertil, fordi man skal rundt om en bjergkæde. Der er nogle sjove grænsevagter mellem Chile og Argentina. Den ene vej er Rasmus nær ved at komme igennem på mit pas. Det eneste der forhindrer det er, at vi selv opdager fejlen. Den anden vej får Rasmus besked på at flytte sig, fordi vagten ikke kan se fjernsynet for ham.

Da vi kommer til den chilenske side hopper en smilende fyr med en uldtot som hår og en stemme som et askebæger ind i bussen. Det er vores guide og han fortæller entusiastisk at den blå farve i isen hedder Paine på spansk og derfor hedder området Torres del Paine. Vi kommer til første stop, der er virkelig flot, bjerge, sø og lige som vi tror det ikke kan blive mere fantastisk, så kommer 5 store condorer svævende over søen og fuldender oplevelsen. Rasmus er træt af, at han ikke har sin tele på, men skynder sig ind i bussen og skifter. Da han kommer tilbage er fuglene længere væk, men han får alligevel nogle gode billeder.

Næste stop er ved endnu en sø og endnu nogle bjergtinder. Det hvide rundt om søen får vi at vide er Magnesium. Sikken et syn det kunne være hvis man strøg en tændstik Der står en lama og kigger lidt undrende op på os. I det hele taget ser vi en del lamaer på turen.

Vi kører videre og ser flere flotte scenarier, der alle har en eller anden form for sø og bjerg. Alle er de utrolig flotte, og vi er glade for at vi er taget med på turen. Et af de flotteste steder blæser det meget – med vindstød helt op til 80 – 100 km/t. Jeg holder mig bag ved Rasmus, der tager en del af vinden, og lige der kan jeg godt mærke, jeg ikke er helt på toppen fordi det er meget hårdere for mig end det sædvanligvis ville have været. Men vi kommer endelig hen til bestemmelsesstedet og bliver overraskede over at se et ret stort vandfald.

Vi kan komme meget tæt på det, så vi virkelig kan mærke kræfterne, der er på spil. Som den lettere frontallapsskadede person Rasmus nu engang er kombineret med paparazzi-genet og det anti-autoritære personlighedstræk begiver Rasmus sig selvfølgelig helt ud til kanten i jagten på det perfekte billede – også selvom der står med store bogstaver at det kan være farligt og derfor er forbudt. Men han får da sine billeder uden at falde ned i vandfaldet.

Vi kører hjem mod El Calafate til en overjordisk smuk solnedgang, hvor vi har næsten 360 graders udsigt til det væld af røde, gule, lyserøde og lilla farver, solen maler på en ellers sort nattehimmel.

Vi kommer hjem om aftenen godt trætte. Det har været en rigtig god dag og Torres del Paine er bestemt et besøg værd. Vi kunne sagtens have brugt flere dage i nationalparken i vores egen bil, være kørt rundt og opdaget små perler for os selv og overnattet på de campingpladser, der er i parken. Det må blive en anden gang. Rasmus siger ”eller gå”, der er en tur der hedder big W, som skulle være super flot og tage ca 5-7 dage.

Vi tager fra El Calafate med fly tilbage til Buenos Aires. På vejen er vi et kort smut forbi verdens sydligste by Ushuaia, som vi bestemt vil besøge rigtigt en anden god gang når vi har sparet penge nok sammen til at komme til Antarktis. Ushuaia er portalen til Antarktis. Omgivelserne ser rigtig flotte ud med små isbjerge der sejler rundt i havet omkring Ushuaia. Rasmus siger han ikke så isbjerge i vandet, han så kun bjergtoppe med sne. Hmm.

Vi ankommer til Buenos Aires og tager en taxa direkte til busstationen som vi en gang tidligere har stiftet bekendtskab med. Denne gang er vi meget mere rolige for vi ved bussen nok skal komme på et eller andet tidspunkt, og denne gang er bussen der rent faktisk til tiden og vi kommer med den. Nu venter 18 timers bustur fra Buenos Aires til Iguazu.

27.01.10: Fra El Chalten til El Calafate

Sidste dag i El Chaltén går med at slappe af. Vejret er som sædvanligt blæsende, koldt, regnfuld og overskyet. Hvis vi kommer tilbage hertil er der især to treks, jeg gerne vil tage: 1) til laguna de los tres og 2) Pligue del lombardo (eller noget i den stil), som vi har hørt fra flere skulle være virkelig smuk. Førstnævnte er 25 km. lang og tager 10 timer, og den anden er 24 km. lang og tager 8 timer. Og så håber jeg, at hvis vi kommer tilbage, så ser vi nogle kondorer. Vejret er desværre en faktor, vi ikke kan beregne, og det er almindeligt her i El Chaltén at det både blæser kraftigt, regner og er overskyet. Den ene solskinsdag vi har oplevet her, hører til sjældenhederne.

Vi tager bussen kl. 18:00 videre til El Calafate. Busturen tager 4 timer, så det er overkommeligt.

26.01.10: Trekking Fitz Roy

Rasmus har fået det dårligt og jeg hoster lige meget, men vi beslutter at vi simpelthen ikke kan være i El Chalten med kun 1 trek bag os, så vi vælger i dag at tage det berømte trek til Fitz Roy Range. Vi er noget konservative og beslutter at vi i hvert fald vil op til det første udkigspunkt, der ligger 6 km. oppe ad trekket. Det er lige så koldt, regnfuldt og blæsende som i går, men op går det da. Der er desværre også overskyet, så da vi når til det første udkigspunkt kan vi ikke se meget – desværre.

Vi vælger alligevel at tage videre til sidste udkigspunkt inden opstigningen til laguna de los tres, der er endemålet for trekket, så vi går yderligere et stykke inden vi kommer dertil. Det er til gengæld utroligt flot med Fitz Roy foran os, blå gletsjer og naturen med smeltevandsbækkene der løber ned ad bjerget. Desværre er det stadig tåget / skyet oppe på bjerget, så de store klipper der er kendetegnet ved Fitz Roy er ikke til at se.

Da der stadig er overskyet forhører vi os hos nogle andre om, hvorvidt det er det værd at gå det sidste stykke ( 3 km.,1:15 time og 400 højdemeter en vej) til Laguna de los tres. Vi får at vide at det er dét værd hvis man kan lide at gå, men at det er meget skyet. Vi er meget i tvivl om vi skal tage den stidst stigning. Først beslutter vi os for at gøre det og går videre forbi klatrenes camp og lidt endnu. Ved sidste udsigt til Fitz Roy kigger vi op og grundet vejret og da ingen af os er helt vilde med at gå vælger vi at spare vores fødder og gå tilbage. Vi kommer tilbage til hostellet efter 6,5 times trek og 22 km. efter vi har været en lille omvej forbi Laguna Capri, der også er smuk. På vejen hjem køber vi et par empanadas og en pizza. Vi har glemt at få mad med på turen, så vi er sultne.

Aftenen bruger vi på at slappe af, gå i bad og drikke kamillete i håbet om snarlig bedring . Skønt!

Vi ærgrer os lidt over, at vi ikke tog denne tur den dag, der var høj solskin. Så havde udsigten fra Laguna de los tres helt sikkert været bjergtagende, men det har alligevel været en smuk tur med flotte udsigter og natur, der ligner malerier, og så er der bare noget fantastisk ved at være et sted, hvor man kan drikke det reneste kildevand direkte fra rislende bække. Dog – stadig ingen kondorer i sigte. Vi krydser fingre for vi ser dem senere.

25.01.10 – 28. 01.10 : Trekking ved El Chaltén

Jeg har hostet og været lidt småsyg siden Buenos Aires, og selvom jeg har fået noget medicin fra apoteket i Bariloche synes det ikke at blive bedre. Det er ærgerligt, når nu man er et sted, der har så store oplevelsespotentialer som her, og man så er for syg til at kaste sig ud i noget virkelig spændende såsom isklatring osv. Der er masser af muligheder, men vi vælger den første dag at tage på et kort trek (ca. 40 min. hver vej) til noget der hedder Mirador los condores. Vi håber på, at vi får set nogle kondorer på trekket, men desværre viser de sig ikke i dag.

Selve udsigten er dog flot – panoramaview over El Chaltén og udsigt til både Fitzroys og Cerro Torres snedækkede bjergtinder. Vi bliver på toppen et stykke tid og nyder naturen. Vi er heldige med vejret, der både er solrigt, tørt og ikke så meget vind. I går blæste det kraftigt, så kraftigt, at vi havde svært ved at gå i byen uden at blive væltet omkuld.

Efter trekket tager vi ned på hostellet og slapper af, får et par oksekødsempanadas og en cola og hygger derefter med hver vores bog. Se, dét er livet!

Dagen efter regner det og blæser det kraftigt, og da vi begge er lidt halvsløje og jeg desuden hoster mere og mere vælger vi at tage en inde-dag. Det er åbenbart sjældenheder, at vejret er så fint, som det har været i går, så vi ærgrer os en del over ikke at være taget på et af de længere treks i går. Vi vil rigtig gerne til Fitz Roy, som vi har hørt skulle være utrolig flot, og vi vil også gerne nå til et vandfald, som også skulle være gåturen værd. Vi må se i morgen, hvordan vejret er der. Indtil videre ser det dog ikke lovende ud, for receptionisten har sagt at i morgen bliver det samme. Man skal nok bruge lang tid i El Chalten for at finde det optimale vejr til at trekke i.

22. – 24.01.10: Rute 40

Busturen ned til El Chaltén tager 30 timer og går ad den berømte klassiske rute 40, der er Argentinas svar på route 66 i USA. Busturen er pæn, men vi havde nok forventet noget mere, især fordi vi kunne have valgt en noget mere komfortabel bus, der tog kortere tid og kostede mindre, men nu havde vi jo hørt så meget om rute 40. Rute 40 går igennem flere små landsbyer, vi har et par korte pauser i nogle af dem, og noget af vejen går ad grusvej, hvilket har sin charme. Vi kan se, at der er ved at blive bygget asfaltveje ved siden af den grusvej vi kører på, så der går nok ikke lang tid, før turen bliver mere komfortabel, men måske også mister noget af sin charme.

Vi stopper 5 timer i en lille by, der hedder Perito Moreno. Rasmus bliver i busterminalen for at passe på vores ting og hvile sine fødder, og jeg tager med et par amerikanske piger (Jessie og Lucia), hvoraf den ene egentlig kommer fra Argentina, ud for at udforske Perito Moreno og evt. finde et supermarked. Det viser sig at Perito Moreno ikke er andet end ca. 40 huse og en hovedgade, og alle butikker er lukket midt på dagen. Da vi har gået op og ned ad gaden ender vi på en lille restaurant hvor jeg bestiller 6 kyllingeempanadas, og Jessie og jeg deler en mozarella pizza mens vi snakker. Men desværre viser kommunikationen at have drillet, for Rasmus tror jeg bare skulle hente noget mad hvis vi fandt noget. Så da jeg kommer tilbage to timer senere er han noget nervøs for om der er sket mig noget.

Vi ankommer endelig til El Chaltén, vores destination og efter sigende trekkingens hovedstad i Argentina kl. 7. om morgenen d. 23.01. Vi kan først tjekke ind kl 12. så vi venter indtil da, hvorefter vi hurtigt smider vores ting ind på værelset og går ned til informationen for at finde ud af, hvad der er af trekkingmuligheder her i området. Det viser sig, der er en del muligheder, så det er bare med at vælge.

18. – 21. januar 2010:

Som tidligere nævnt tager vi til Patagonien i stedet for at besøge Rio de Janeiro under karnevallet. Vi starter den 22 timer lange bustur fra Buenos Aires til Bariloche i Patagonien i den noget kaotiske busterminal i Buenos Aires. Bussen viser sig at være forsinket, så vores meget begrænsede spanskforråd kommer på en hård prøve. Da vi endelig sidder i den rigtige bus er vi blevet en del klogere på hvordan Buenos Aires langdistancebusterminal virker. Bussen bliver først anvist på skærmene, når den fysisk er til stede i terminalen, også selvom den egentlig skulle være kørt igen for lang tid siden.

Bussen er ret behagelig – vi har valgt en cama con service, hvilket betyder at sæderne kan slås meget ned, og fodskamler kan vippes op, så man næsten kan ligge ned. På skærmen vises der en lidt underlig spansk film der hedder los dos niños de Francisco (eller noget i den stil), så jeg får øvet mit spanske en del ved at læse underteksterne. Rasmus sover og læser. Efter eget udsagn har Rasmus aldrig sovet så godt og meget i en bus som denne.

Vi ankommer til Bariloche om morgenen og tager en taxi til vores hostel (Penthouse 1004). Bariloche er smukt placeret lige ud til en stor, blå sø, og vores hostel ligger med flot udsigt over søen. Med de sneklædte bjerge i baggrunden og den blå himmel er det lige til et postkort.

Den første dag i Bariloche bruger vi på at købe billetter videre til El Chaltén, der efter sigende skal være trekkingens hovedstad i Argentina. Vi har snakket med et britisk-australsk par, der netop kommer derfra, der siger, det er utroligt smukt med sne og is og verdens største fugl – kondoren – flyvende over deres hoveder.

I og rundt omkring Bariloche kan man gøre en del, og vi vælger den ene dag at køre mountainbike ad en 25 km. lang rute, der hedder Circuito Chico, og som er ret berømt.

Turen er ikke som hjemme i Danmark. Det går både op og ned (hele tiden), men det er flot med en masse træer, en rislende bæk, en idyllisk havn og et utroligt smukt udsigtspunkt næsten ved vejs ende, hvor man har en virkelig god udsigt over vand, skov og bjerge.

Dagen efter vælger vi at tage hen og se en sort gletsjer. Vi går opad og igennem en skov i ca 7,5 km. inden vi kommer til vores mål – og vi bliver noget skuffede. Vi kan ikke se en sort gletsjer, derimod kan vi se en høj bjergvæg med et par vandfald, og langt væk på bjerget en gletsjer i blå nuancer. Ved foden ligger noget sort sne, der måske kunne være den sorte gletsjer, men hm.. hvem ved. Det er et flot syn, men alligevel er vi skuffede fordi vi havde forventet noget spektakulært. Vi lunter lidt skuffede hjem igen de 7,5 km ned til vores udgangspunkt pampa linda. Da vi kommer tilbage til hotellet og taler med en pige, vi sover på dorm med, finder vi ud af, at vi slet ikke har set den sorte gletsjer. Hun har nemlig også været af sted i går for at se den sorte gletsjer, og hun fortæller, at den er helt sort grundet en sammenblanding af is og lava, og at den nærmere ligner en sten end en gletsjer. Vi føler os lidt snydt.

Om aftenen hygger vi i fællesrummet med en broget flok fra Irland, Australien, England, USA og Holland. Fyren fra Holland fortæller at han var ude at løbe, men at han faldt fordi han ikke var vant til at det gik så meget opad og nedad i Holland. Han går nu rundt med en kæmpe forbinding og må bliver her nogle flere dage fordi han går til kontrol på hospitalet.

D. 21. bruger vi på at slappe af og smage noget af den chokolade, som Bariloche foruden den smukke natur også er berømt for. Chokoladen er ekstrem god, og jeg har fundet en ny chokoladefavorit – frisk hindbær omkranset af hvid chokolade og mælkechokolade. Det må jeg prøve at eksperimentere med, når jeg kommer hjem. En irsk pige har desuden fortalt, at man i Brasilien kan få noget lignende – bare med friske jordbær. Desuden forsøger vi at lægge en videre plan, men det er svært, for Rasmus og jeg er meget forskellige. Rasmus skal bruge lang tid på beslutninger og vil helst ikke lægge sig fast på noget, fordi han gerne vil have det så billigt som muligt og fordi det gør vores planer mere fleksible, og jeg vil gerne planlægge mere fremad, bl.a. macchu picho og galapagos, fordi jeg gerne vil være sikker på at vi kan få det vi gerne vil have også selvom det koster lidt på fleksibiliteten. Vi har før i tiden gået glip af ting fordi vi har været for langsomme til at beslutte os. Det sætter vores fælles rejse noget på en prøve – især min tålmodighed (jeg gør ting hurtigt, får nogle oplevelser, men med risiko for at det er de forkerte eller vi kunne have fået endnu bedre oplevelser) og Rasmus tålmodighed (Rasmus gør ting langsomt med risiko for helt at misse de store oplevelser). Vi stresser hinanden meget, fordi jeg bliver stresset over at der ingenting sker og vi ikke får taget nogen beslutninger, og Rasmus stresser, fordi han synes, jeg gør ting for hurtigt. Vi håber vi finder et kompromis på et tidspunkt. Indtil da er det virkelig dybe vejrtrækninger!

17. januar 2010: fra Buenos Aires til Bariloche, Patagonien

Vi forlader Buenos Aires efter godt 3 uger med masser af afslapning, oplevelser og lærdom. Det har været dejligt at kunne slappe lidt af, og at bryde rejsen lidt op. Spanskkurset har allerede vist sig nyttigt flere gange. Vi glæder os til at blive endnu bedre til spansk, og til at snakke med flere mennesker.

Højdepunkterne her i Buenos Aires har helt klart været hele spanskkurset, at lære et nyt sprog er super spændende, især når det er så smukt som spansk. Vi er blevet meget klogere på den argentinske levemåde, og på deres små traditioner og væremåde. Kan allerede nu konstatere, at argentinerne – dem vi har mødt – generelt ikke er, som rygtet siger. Tværtimod er de meget smilende og hjælpsomme – af en eller anden grund især kvinderne (!). Måske har de mere tålmodighed med turister der taler skraldespansk.

Desuden kan man ikke undgå at komme til Argentina uden at stifte bekendtskab med mate – en drik, der minder om the, men som drikkes af et krus med et langt rør. Det er meget normalt at have en flaske varmt vand, noget mate og et matekrus med sig overalt, så man altid er sikker på man kan få sin mate. Desuden elsker argentinerne deres asado – grillaftener, og så er de meget entusiastiske, når de er til fodboldkamp.

Desuden har det været et stort højdepunkt at se tango på et meget højt plan. Før vi kom til Buenos Aires vidste vi ikke meget om tango, men nu har vi fået et indblik i, hvordan tangoen har udviklet sig fra 1900 tallet og til nu. Dansen er kraftfuld, smuk og følelsesladet, og vi vil anbefale alle, der kommer til Buenos Aires at tage til et show.

..nå ja….og toiletterne, har vi fundet ud af, er ikke alle toiletter, hvor man skal smide papiret i en kurv ved siden af toilettet?

Vi er ved at have vænnet os til Sydamerika og glæder os til at kaste os ud i eventyrerne her. Forhåbentlig får vi en masse spændende oplevelser og bliver bedre til spansk. Vi er i hvert fald klar. Vamos!

16. januar 2010: En smuttur til Colonia i Uruguay

Da vi har hørt fra flere, at Colonia de Sacramento er en hyggelig og charmerende by, og da den kun ligger ca 1 times sejlads fra Buenos Aires beslutter vi, at besøge byen. Sejladsen derover er behagelig på første klasse, da det var de eneste billetter vi kunne få.

Vi bruger dagen på at se den gamle by, der er virkelig hyggelig. Her er gamle ruiner, den gamle bymur og flere historiske steder. Det er rart at komme lidt væk fra store, snavsede, larmende Buenos Aires, selvom også den by har sin charme. Vi får en god frokost på en lille hyggelig restaurant, og om aftenen kl. 19. går turen tilbage til Buenos Aires.

15. januar 2010: Afslutning spanskundervisning og tangoshow om aftenen

I dag har vi afsluttet vores spanskundervisning og kan se tilbage på 2 ugers intensivt spanskkursus. Vi har lært en masse og kan kommunikere meget bedre på spansk nu end tidligere, selvom vi stadig har langt igen før vi kan tale spansk i et tempo, der ikke kræver megen tålmodighed fra vores samtalepartners side. Vi er kede af at sige farvel til Marianna, som er en supersød og meget god lærer, men vi glæder os også til at komme videre og opleve andet end Buenos Aires.

I aften skal vi igen til et tangoshow. Denne gang har vi valgt at kombinere show og middag, for at sige farvel til Buenos Aires med manér. Vi glæder os meget – og denne gang skal vi nok huske kamera, så vi kan smide lidt billeder ind på hjemmesiden af den fantastiske tango, der uden tvivl er i verdensklasse her i Buenos Aires.

Er netop kommet hjem fra showet og det var igen helt fantastisk. Der er især et par, der danser i verdensklasse i mine øjne. I morgen skal vi tidligt op, for turen går til Colonia.

13.01.10. Tango, tango..

Som sædvanligt står vi op kl. ca. 8:30 – 9:00. Går i bad og spiser morgenmad. Fra 10 – 14 er der spanskundervisning. Vi er i dag blevet introduceret til fremtid, hvilket er endnu en udfordring, og så kæmper vi stadig med de uregelmæssige verber. Det kunne være rart, hvis man kunne se på dem, hvordan de skulle bøjes, men det kan man desværre ikke. Det lærer man med tiden, siger Mariana, og det har hun garanteret ret i. Efter spanskundervisning slapper vi af på hostellet, spiser frokost.

Om aftenen er vi til tangoundervisning med efterfølgende tangoshow. Der var desuden tangoundervisning på hostellet i går, som vi også var til, så vi kan allerede grundtrinnene. Vi kan mærke at vi er blevet bedre.

Efter tangoundervisningen er der et helt fantastisk tangoshow, der viser tangoens historie fra 1900 tallet og op til i dag. Danserne er utroligt dygtige, og selve showet overgår langt vores forventninger. Der går nok noget tid, før vi er lige så gode som dem på scenen. Desværre har vi glemt vores kamera, hvilket vi river os en del i håret over, men sket er jo sket. Det har været en helt fantastisk oplevelse, og derfor overvejer vi, om vi skulle tage at gentage succesen fredag, måske et andet sted og et andet show. Tango er indtil videre min yndlingsdans.

12.01.10. San Telmo

Det hyggeligste kvarter her i Buenos Aires er helt sikkert San Telmo. Hver søndag er der marked, og Plaza Dorrego bliver omdannet til et væld af boder, hvor der kun lige er plads til at bevæge sig rundt. Det er også i dette område, at vi indtil videre har set de eneste tangodansere.

Der er en rigtig god stemning, og det er flot at se tangodanserne. Vi har undret os over, at der ikke er mere tango i gaderne, men da vi spørger Marianna siger hun, at det ikke er almindeligt, og at de få, der danser, udelukkende gør det for turisternes skyld.

I San Telmo kommer vi forbi en gammel, meget charmerende og flot klædt mand i hvid smoking, der står og danser tango for sig selv, og på Plaza Dorrego sidder en guitarist og spiller argentinsk tangomusik. Hvis vi kommer tilbage til Buenos Aires, bliver det helt sikkert i San Telmo området, vi gerne vil bo.

4 - 11. januar 2010: Spansk for begyndere

Vi flyttede hen på V & S Hostel d. 3. januar, dagen inden vi startede sprogskole, og vi har besluttet at blive her indtil næste søndag.

Hostellet er noget bedre kvalitet end det vi kommer fra på Milonga, og det ligger virkelig meget centralt. Jeg skrev tidligere at jeg ikke troede at vi kom tilbage til Avenida de Florida, men da vores hostel ligger 5 min, gang fra gaden og det dejligt air-conditionerede Pacificio (Rasmus havde ret) så er vi faktisk nede på gaden næsten hver dag. Både dag og aften er der fyldt med mennesker, og om aftenen er der nogle gange underholdning i form af dansere eller andre gøglere.

Vi har flyttet værelse en enkelt gang mens vi har boet på hostellet, fra 1. piso til 3. piso, hvilket var et lidt dårligt bytte fordi det er varmere på 3. sal, men alligevel er det bedre end Milongas eneværelse. Jeg har forskanset mig bag et myggenet, hver aften, når jeg skal sove, fordi der er en del myg. Rasmus sover indtil videre uden myggenet og overlever at blive spist en lille smule hver nat.

På hostellet er der et stort fjernsyn og en del dvd’er så vi har set et par film mens vi har været her. Det er skønt.

I går var vi i biografen og se Avatar – dog uden 3D effekterne. Det var alligevel en rigtig god oplevelse med tiltrængt aircondition for her i Buenos Aires er det for alvor blevet sommer med varmegrader op i nærheden af 30-35 grader.

Som på de fleste hostels her i Buenos Aires, så er morgenmaden også inkluderet i prisen. Morgenmaden er også bedre end Milonga, der er cornflakes, toast, marmelade, smøreost, the, mate, kaffe og mælk. Ifølge deres hjemmeside, skulle der desuden være hjemmelavet pie og croissanter, som vi havde glædet os meget til, men vi har endnu ikke set skyggen af disse. Vi håber stadig, men regner ikke med at der kommer nogen på bordet inden vi tager af sted igen.

Vi har desuden p.t. haft en uges intensivt spanskkursus. Vores lærer hedder Marianna og er virkelig flink og tålmodig. Hun er dygtig til at lære fra sig og vi forstår mere og mere spansk. Det hænder at vi ser en film med spanske undertekster, hvor vi forstår en del. Det er dog stadig svært at udtrykke sig på spansk, men det kommer vel med tiden. Vi hader begge de uregelmæssige verber ?.

1. januar – 3. januar 2010: de første dage i det nye år og videre planer

Vi fortsætter vores afslappede tilværelse i Buenoas Aires. Mens vi har været her, har vi fundet ud af, hvor vi vil gå på sprogskole – noget der hedder LC Group, og vi har fundet et hostel, der kun ligger 100 meter fra sprogskolen, som vi flytter til søndag d. 3. januar. Hostellet hedder Hostel Club V & S og det lader til, at det er noget pænere end det vi bor på p.t. Bl.a. 20 cm. madrasser, som vi glæder os meget til, og en bedre morgenmad. Desuden ligger både sprogskole og hostel inde i centrum, og tættere på San Telmo.

Vores plan er således at vi går på sprogskole i Buenos Aires i to uger fra mandag d. 4. januar til fredag d. 15. januar. Hver uge består af 20 timers gruppeundervisning (gruppe op til 8 personer). Vi forsøger at få vores gruppeundervisning lagt om morgenen fra 8-9 til 13-14, da vi begge bedst lærer om morgenen, men vi skal hen til sprogskolen på mandag kl. 10:45, så vi er ikke sikre på, at vi kan komme på morgenhold. Nu må vi se. Det har været lidt hektisk at finde sprogskole og bolig fordi jule- og nytårsdagene har gjort at der kun var korte uger, hvor vi kunne lede efter spansk og bolig. Desuden er der åbenbart mange turister i Buenos Aires for øjeblikket, der alle skal have bolig. Det var kun ved et lykketræf at Rasmus prøvede at ringe til V & S, fordi vi havde fået at vide via mail, at alt var booket.

Mens vi går på sprogskole vil vi gerne en af dagene lære tango – det skal man næsten når man er i Buenos Aires, og desuden tror vi det kunne være ret sjovt. Måske tager vi et smut til Uruguay, til Colonia, der skulle være en rigtig hyggelig by, men det er endnu ikke afgjort om vi venter med denne tur til efter sprogskolen slutter og vi tager videre fra Buenos Aires.

Vi har besluttet at droppe Karneval i Rio, da det er superdyrt. Vi har ræsonneret os frem til, at vi sikkert kommer til karneval i Rio en anden gang, måske tage af sted bare den uge, karnevallet er der. I stedet vil vi bruge pengene på at rejse ned igennem Argentina til Patagonien, som vi har hørt mange gode ting om – bl.a. skulle det være rigtigt flot med is og sne alle vegne.

Vi rejser derfor ned til Bariloche. Fra Bariloche er der ikke langt til den chilenske grænse, og derfor smutter vi måske en tur over grænsen til Puerto Montt, til søen og vulkanen Osorno og til Chiloé, der skulle være flot. Efter Bariloche og et smut til Chile krydser vi igen over grænsen til Los Antiguos, der skulle være et næsten uspoleret sted, hvor man kan hike og se smukke landskaber. Fra Los Antiguos går turen videre til El Chaltén, hvor man også kan lave nogle fantastiske treks, og fra El Chaltén til El Calafate, hvorfra der går ture til Perito Moreno gletsjeren. Her kan man igen krydse over til Chile, og Torre del Paines, der er en stor seværdighed i Chile. Herfra går turen til sydspidsen af verden – ned i ildlandet til Ushuaia, og fra Ushuaia tager vi enten bus eller fly til Iguazu vandfaldene eller et andet sted, alt efter hvad der passer. Planen er endnu ikke endelig.

31. december 2009: Nytårsaften

Vi vågner relativt sent i dag, da vi ikke kom så tidligt i seng. Generelt har vi haft svært ved at sove om natten, hvilket medfører at vi sover midt på dagen, som gør søvnbehovet om natten mindre… En lidt uheldig drejning. I nat blev dette forstærket af at vi kom til at tale med en tysk fyr inden vi prøvede at sove. Da vi var stået op var der ikke mulighed for morgenmad da den allerede slutter kl. 11. Vi beslutter os for at få nytårs frokost i steder for aftensmad, da vi så undgår at skulle finde et sted om aftenen, hvilket vi tænker kunne være svært. Vi finder La Madeleine, en ganske fin restaurant, hvor vi begge vælger ravioli i flødesovs med skinke og kylling. Altså man skal lede noget efter kyllingen, men ellers var det fint. Vi slentrer tilbage mod Milonga og handler lidt på vejen så vi kan komme igennem nytårs aften. Derefter tager vi hjem og læser, spiller og hygger.

Vi regnede med at spise på en da de små restauranter i området om aftenen, men alt er lukket. Dvs. vores nytårsmenu kommet til at bestå af yoghurt, kiks og nogle kager vi havde købt tidligere på dagen. For at sætte lidt præg på det hele køber vi en 1l lokal øl - Quilmes. Den viser sig at smage som en helt almindelig pilsner i Danmark. Herefter sover Line, mens jeg laver en facebook-gruppe om at man skal slukke motoren når bilen holder stille (meld jer evt. ind på facebook: ”turn of the engine when you’re not driving”). Jeg er sikker på at der er mange liter brændstof der kan spares på årsbsis – Worldwide er jeg sikker på at det er mere end 500 mio. liter pr. år, men det kommer denne gruppe nok desværre ikke til at påvirke med. Da vi er klar igen går vi ned og spiller en del spil pool og prøver at følge med i nytårsaften hjemme i Danmark. Vi ser selvfølgelig Dronningens nytårstale på youtube og prøver uden held at se tv2s årskavalkader på sputnik, men ender med at se en masse tv-bøffer på youtube, meget meget underholdende faktisk. Efter at have grint en del spiller vi lidt mere pool, inden vi tager kameraer og øl med op på den øverste terrasse på hostellet for at se fyrværkeri. Desværre er de omkringliggende huse så høje at vi ikke kan se andet end en mørk nattehimmel og månen. Vi ønsker de andre der også har holdt nytårs fest her (bl.a. en gruppe Peruvianere) ”Feliz nuevo año” eller godt nytår. Man skal lige vænne sig til alt det der kindkysseri :- ) For lige at slutte aftenen af på behørig vis gik vi ned og spillede lidt pool og så efter nytårs hilsner. Da vi var færdige med dette var det ved at være sengetid og enden på den dag, det år og det årti. GODT NYTÅR til alle!

25. – 30. december 2009: Indtryk fra Buenos Aires – so far

Efter at have rejst i omkring 4 måneder er batterierne meget flade, så første uge i Buenos Aires går med at slappe af på hostellet, gå små ture rundt til de forskellige kvarterer, bare at være i Buenos Aires og lære byen at kende, samt at spille kort, slå hinanden i yatzy og pool (hvor det nok mest er Rasmus der slår mig for øjeblikket, men bare vent, for jeg bliver bedre…), og researche lidt til vores videre færd i Sydamerika (mere herom senere).

Og så har vi en enkelt gang kastet os ud i selv at lave empanadas. Resultatet ses på billedet.

Vi bor i et område tæt på Recoleta, som huser en højst besynderlig kirkegård, som vi besøger én af dagene. Kirkegården er for de rige (Recoleta er det rige kvarter i Buenos Aires) og består af ene af små mausoleer, der alle ligner rigtige huse, der står side om side. Rundt om mausoleerne, er der flere steder brede boulevarder og nogle steder mindre veje, der leder én på kryds og tværs igennem ”dødebyen”, for det minder virkelig om en rigtig lille by, der er endda rigtige gadelamper.

På denne kirkegård ligger Eva Péron også begravet, og det tager os ikke lang tid at lokalisere hendes families mausoleum. Det tager dog lidt tid for os at blive klar over, at det virkelig er hendes gravsted, fordi der står ”Familia Duarte” på gravstedet, men noget siger os begge, at hun vist hed Eva Duarte før hun mødte den gode(?) – men fascistiske(!) Juan Péron – nå ja, og så er der jo alle mindeplaketterne med ”Evita”, der leder os i den rigtige retning.

Efter at have været i andre områder synes vi ikke at vi kan se nævneværdig forskel mellem Recoleta og de andre områder. Recoleta ser i hvert fald ikke så flot og imponerende ud, som vi ellers havde regnet med, når nu det er det rigeste kvarter i Buenos Aires.

Buenos Aires pendant til strøget hedder Avenida de Florida, og ligger i/nær Retiroområdet og den er lige så propfyldt med mennesker som Strøget på en varm sommerdag. Vi har indtil videre gået en enkelt tur ned ad gaden, men ingen af os var særligt imponerede – der var for mange mennesker og for mange butikker vi ikke kunne købe noget i, så vi er ikke sikre på, vi kommer tilbage dertil – det skulle da kun være hvis vi havde en mission, der krævede at vi bevægede os derned igen. Nu må vi se. Det pæneste vi så dér, var Galerias Pacifico, der er et storcenter (airconditioneret siger Rasmus selvom jeg var meget i tvivl) med et rigtigt flot loft med malerier.

I Monserratområdet ligger Plaza de Mayo, som vi ligeledes har besøgt for virkelig at føle historiens vingesus og politikkens højborg. Her ligger nemlig Casa Rosada, regeringens hovedsæde. Det var fra en af denne bygnings balkoner at den karismatiske Evita holdt sine ildtaler under hendes storhedstid i 1940’erne. Og det er her på Plaza de Mayo at der engang imellem holdes demonstrationer – selvom der nu lige for tiden er ganske stille og freden kun bliver afbrudt af den mand med løvblæseren, der gå