www.world-traveller.dk Siden om rejser hovedsageligt med rygsæk

www.world-traveller.dk

Jorden rundt 1. sep. 09 – 15. jul. 10

Singapore

2.  september -  3. september 09: En nat med dyrene

Det første der slår os, da vi ankommer til Changi Airport i Singapore er hvor rent og ordentligt, der er. Det hele kører upåklageligt, og der går ikke lang tid før vi står med vores bagage med et stempel i passet på vej ud af lufthavnens dejligt svalende ankomsthal. Efter næsten 24 timers transporttid, idet vi skulle over London på vejen til Singapore, er det super rart, at tingene bare fungerer.

”Welcome to Singapore”, står der på vejen ind til Singapore by. Vi har en god fornemmelse, hvilket varer ved de knap 4 dage, vi er i Singapore. Alle vegne bliver vi mødt med imødekommende smil og hjælpsomhed.

Derudover bliver det også nemmere af at stort set  alle taler engelsk (singlish), og metro-systemet er meget velfungerende. Turen ind til Singapore foregår i taxa og tager ca. 30 min. På vejen lægger vi mærke til naturen, der er meget anderledes end i Danmark. Her er store flotte palmetræer, masser af farverige blomster og brede boulevarder. Der er aircondition i taxaen, som er skruet op for fuldt blus, og vi griner lidt over det komiske i at være kommet til et land hvor både temperatur og fugtighed er noget højere end i Danmark, og så sidder vi alligevel og småfryser. Taxachaufføren lader ikke til at bemærke kulden. I vinduet sidder hans ID-kort, der viser, at han har ret til at fungere som taxachauffør.

Vores hostel ligger i Little India kvarteret i den nord-østlige del af Singapore. Little India er, som navnet antyder virkelig et lille stykke af Indien. Vi føler, at vi netop er trådt fra Singapore ind i Indien. Her er et virvar af mennesker. Kvinder i smukke sarier på vej til markedet for at handle, små børn med store, brune øjne følger os nysgerrigt og lidt genert, mens mænd på små knallerter eller siddende på den lokale fortovscafe mens de snakker eller spiller ikke synes at lægge mærke til os.

Disse sanseindtryk forstærkes yderligere af de eksotiske dufte, der når vores næsebor, og som er med til at forstærke oplevelsen af, at være landet midt i Indien. Little India er ekstra festlig for tiden, idet man netop nu er ved at pynte ekstra op med farverige buegange og lys. Det er snart Deepavali – en stor lysfestival, der finder sted i oktober og november måned, hvor hinduer rundt omkring tænder olielamper og dekorerer deres huse med kolams – en slags tegninger på gulvet, for at fejre Det Godes sejr over Det Onde.

Vores hostel er klemt inde mellem to større bygningen, og det tager os lidt tid at finde den rigtige indgang. Værelset er lille, men der er en seng, et bord, en stol og det vigtigste
–  aircondition, som vi straks tænder, dog ikke på samme temperatur som i taxaen. Fra vores vindue er der udsigt til noget så inspirerende som en grå mur, så vi trækker hurtigt gardinerne for igen. Så er der alligevel en bedre udsigt ude fra toilettet (der er rent og pænt). Her kan man skue ud over hustagene og se tagterasser, hvor der rundt omkring hænger tøj til tørre. Man kan høre livet fra gaden, hvilket er rart. Og super fedt at få helt nye indtryk. Lige nu føles det som om næsten alt anderledes er meget eksotisk :-)

Singapore, eller Singapura – Løvebyen – er en bystat i Sydøstasien og ligger ved sydspidsen af den malaysiske halvø. Bortset fra at det er meget mindre Monaco er Singapore staten med den største befolkningstæthed, hvilket man godt kan mærke. På alle tider af døgnet er der mennesker over alt, især på den hektiske Orchard Road.

Singapores befolkning er sammensat. Kineserne udgør 76,8% af befolkningen, malayerne udgør 13,9% og var den oprindelige befolkning i Singapore. Inderne er med 7,9% den tredjestørste etniske gruppe. Vi bruger de fire dage i Singapore til at vænne os til tiden – der er 6 timer foran dansk tid, slappe af og nyde byen og livet omkring os. Det kræver lidt viljestyrke ikke at sove for længe om morgenen. Jeg får desuden købt mit fotoudstyr og Line får købt et lille point and shoot kamera, som vi hurtigt gør brug af om aftenen, hvor vi tager hen til en af Singapores top-attraktioner – Singapore Night Safari.

Singapore Night Safari er den første ”wildlife” park med mulighed for at se dyrene om natten, hvor de er mest aktive. Desuden gør parken meget ud af ”conservation” af både dyre- og planteliv. Og når vi skriver NAT-safari, skal det tages bogstaveligt. Jeg manglede virkelig lys til de gode billeder. Vi besluttede at tage med på ”tram-riden”, der førte os rundt i hele parken og tog 45 min. Vi havde fornøjelsen af en meget entusiatisk guide, der lød som en reklame, men heldigvis var let at forstå.

Der var rigtig mange dyr at se, og vi brugte noget tid bagefter tram-riden til selv at gå rundt på de forskellige stisystemer, der førte os ind regnskov med frit flyvende egern og flagermus og rundt til de forskellige dyr. Det var en oplevelse at føle at man var helt alene omgivet af regnskov mens man ikke kunne høre andet end lydene fra regnskoven. Vi kommer sikkert til at opleve dette endnu mere intens, når vi tager videre til Borneo og ind i den rigtige regnskov.

Jeg var nok mest fascineret af de flyvende egern, der var ret søde med buskede haler, springende fra træ til træ, og så selvfølgelig af leoparden, som jeg gerne ville have klappet. Line syntes den største oplevelse var at bevæge os rundt mellem flagermus, der var lige så lange som hånd og underarm tilsammen. Jeg fotograferede begejstret løs, hvilket afstedkom et ret kraftigt hvæs fra en flagermus, sim Line bildte sig ind, så særligt ondsindet og blodsugende ud. Derudover syntes Line også, at leoparden var ret fantastisk, og så den katte lignende serval, der bare sad helt majestætisk og
skuede ud over landskabet eller kiggede os direkte ind i øjnene ikke mere end en meter fra os, mens den så ud som om den tænkte, hvilke skabninger vi mon var, og om vi kunne spises.

4. september 09: På sightseeingtur i Singapore og afslapning i Botanisk Have

China Town er det kinesiske kvarter I Singapore. Det var tydeligt at se forskellene fra Little India – selv duftene var anderledes. Mindre krydret
og mere salt i China Town. China Town var pyntet op med røde rislamper og overalt var der et væld af handlende mennesker.

Efter China Town tog vi videre til finansdistriktet og til Boat Quay, der ligger lige ved siden af Singapore River. Siden det moderne Singapore blev funderet i 1819  var Singapore River hovedvejen for øens handlesliv og økonomiske aktiviteter.

Hvad den lille havfrue er for Danmark, det er Merlion for Singapore, og derfor en ”must see” når man kommer hertil. Således begav vi os lige som så mange andre turister ned til Merlionskulpturen, der ligger nær Marina Bay, og som forestiller et fantasivæsen med et løvehoved og en fiskekrop. Navnet Merlion består af to dele, ”mer”, der betyder ”hav” og ”lion” – løve. Fiskekroppen kommer fra Singapores gamle navn, da det var en fiskerby
– Temasek”, hvilket betyder ”søby” på javanesisk. Løvehovedet repræsenterer Singapores originale navn – Singapura, løvebyen. Ud af munden på Merlion kommer et springvand. Selve Merlion var større end vi havde regnet med – måske fordi vi sammenlignede med Den lille Havfrue, og den stod flot placeret foran Singapores skyline skuende ud mod havet.

Fra Merlion kunne man endvidere se hen til Esplanaden, som er Sinapores svar på Operahuset i Sydney – om end lidt mindre køn at se på. Det ligner to
durian-frugter – heldigvis uden lugten.

Når man er i Singapore er en anden ”must-see” ud over Merlion Raffles Hotel. Raffles Hotel er grundlagt i 1887 og navngivet efter Singapores grundlægger Sir Stamford Raffles. Det siges, at da japanerne startede deres besættelse af Singapore under 2. Verdenskrig mødte de japanske soldater synet af gæsterne på Raffles Hotel, der dansede en sidste vals. Mere end 300 japanske tropper begik selvmord i hotellet ved hjælp af granater, da Singapore blev befriet ved 2. Verdenskrigs slutning. I dag har Raffles genvundet sin status som et af sydøstasiens mest luksuriøse hoteller.

Det er endvidere her, at den berømte Singapore Sling blev opfundet. Cocktailen blev opfundet af bartender Ngiam Tong Boon mellem 1910 og 1915, og skulle
oprindeligt være designet til damer, deraf den lyserøde farve. Det er næsten obligatorisk at få sig en Singapore Sling, når man er i Singapore, så da vi havde gået lidt rundt og set på haven var det tid til en forfriskning.

Vi valgte at nyde vores Singapore Sling i ”The Bar and Billiard room”, der er et fantastisk sted med en veranda, hvorfra man kan skue ud over en af Raffles små hyggelige gårdhaver. Det var angiveligt ligeledes her, at den sidste overlevende vilde tiger i Singapore blev skudt og dermed uddøde i Singapore 13. august, 1902.  Det var en fantastisk oplevelse at sidde der og mærke historiens vingesus.

Raffles’ touch kan ses overalt i Singapore. Flere veje er opkaldt efter Raffles, såsom Stamford Road og Raffles Boulevard. Desuden var det Sir Stamford Raffles, der udviklede den første Botaniske og eksperimentelle have i Singapore. Denne have lukkede i 1829 og det var ikke før 30 år senere, at Singapore Botaniske Haver
som de ser ud i dag blev funderet. De Botaniske Haver bliver brugt af singaporianerne når de skal slappe af, og de ligger bare 5 min. fra travle Orchard Road. Der var mange der løb i haven – lige som parkerne i København – bare meget større. Det var virkeligt flot i haven, og jeg tog en masse billeder, bl.a de første af vand med lang lukkertid for at få ”blødt vand”. Det var rart at gå i haverne. Der var stille, smukt og meget fredeligt, og nogle steder kunne man føle, at man var helt alene. Det var en stor kontrast til Orchard Road – den største shoppinggade i Singapore, som vi netop var kommet fra. Vi blev der til først på aftenen hvor haven bare blev super hyggelig, men en masse lys flere steder. Dog var der nogle spøgelseslignende træer også.

Borneo

5. september – 12. September 09: Kuching

5. september 09: Rejsedag

Så skal vi forlade Singapore og flyve til Borneo. Dagen forløb ganske ok uden de store udfordringer. Dejligt når tingene fungerer som det skal. Dog lod vi vores fine nye Lonley Planet Borneo blive liggende i flyet så den skal vi have fat i i Kuching igen.

Efter ankomst gik vi ned i Kuching by og langs Kuching River. Rigtigt hyggeligt og flot med lysene om aftenen. Vi har bestilt hostel i Bako nationalpark, som ser rigtigt spændende ud. Vi undersøger også hvad vi mere skal her i Kuching.

Kuching bliver vores udgangspunkt for de næste oplevelser – herunder Bako Nationalpark, orangutangbesøg og møde med Ibanfolket i deres langhuse.

Kuching er hovedstaden i Sarawakdelen af Borneo, og den skulle efter sigende være utrolig atmosfærefyldt og charmerende. Vi synes byen er hyggelig, men ikke mere end det. Byen er karakteriseret ved Kuching River, der som en kniv skærer sig igennem byen og deler den i to. For 60 cent kan man blive sejlet over på den anden side af floden, og vi ser jævnligt skolebørn blive sejlet til og fra skole.

I Kuching bor vi på BnB Inn, der er rigtig hyggelig med pæne værelser med trådløst internet og et meget servicemindet personale, som vi straks falder i hak med. Af de steder vi indtil videre har boet på (vi skriver i dag d. 19. september) er det det sted, jeg synes at personalet har været mest parate med hjælp og forslag til, hvad man kan få tiden til at gå med. Vi møder en del andre backpackere på hostellet, der åbenbart er meget populært, idet rygtet om den gode service og det hjælpsomme personale når vidt og bredt i backpackerkredse – ”I skal tage at tage på BnB Inn i Kuching, for det er rigtigt godt”. Muligvis er det en snedig kampagne udtænkt af hostellet selv, men vi tror det nu ikke, da vi er fuldt ud tilfredse med at bo her. Hostellet har desuden en rigtig fin service med at opbevare vores store rygsække når vi tager ud på opdagelse. Det benytter vi os af både på turen til Bako Nationalpark og turen til orangutanger/ Ibanfolket. Vi betaler et engangsbeløb på 2 ringgit (under 4 kr.) per rygsæk, og herefter kan vi benytte os af tilbuddet, når vi lyster.

Vi er ekstremt glade for denne service. Tænk at skulle bære hele sin store rygsæk med både til Bako og Ibanfolket – bare tanken får mig til at svede. Nogen gange tænker jeg, hvad søren vi har fyldt i vores rygsække siden de vejer så meget (15-23 kg per stk.), og ved indtjekning fra Singapore til Kuching, hvor vi max må have 20 kg. Bagage med per person, var jeg noget spændt på, hvad vægten sagde. Line sender tanker hjem til hendes kære søs, der sagtens kunne have barberet hendes bagage ned til det halve, og hun undrer sig over, hvorfor hun ikke blev klogere af hendes sidste rejse. Pak kun det allernødvendigste med – det du mangler kan du købe på vejen. Hvor mange gange skal man mon erkende det, før man rent faktisk lærer af det? Hmm… det er sandt som én vi møder i langhuset hos Ibanfolket siger: ”første gang jeg rejste, tog jeg en masse vaskepulver med, lige indtil jeg opdagede, at de sørme også havde supermarkeder i udlandet, og at det vaskepulver man kan købe der, faktisk er bedre, fordi det er tilpasset det vand, der findes der”. Det husker vi til næste gang og når vi når Kota Kinabalu, regner vi med at gå vores rygsække igennem igen og se, om der er noget, der kan sendes hjem. Jeg har lidt, idet jeg har fundet julegave til Tobias og Caroline.

Der er morgenmad inkluderet i prisen på de 37 ringgit på BnB Inn, hvilket består af toast med ”smør” og marmelade, som næsten alle de andre steder vi har været. Det er okay, men efter nogen tid med toast synes specielt Line det er svært at presse ned i halsen, og tanker om papstykker trænger sig på. I køkkenet hænger en artikel fra Politiken om et besøg i et langhus. Danskerne har også her gjort deres indtog. Det er lidt spøjst at sidder der til morgenmad og kigge på en dansk artikel, der hænger på en væg i et køkken på et hostel i Kuching.

BnB Inn er for øvrigt situeret lige over for Kuching High School og hver morgen bliver vi vækket af skolens morgensamling, der består af taler og sang. Skolebørnene bærer alle skoleuniformer i blåt og hvidt.

Waterfronten i Kuching er hyggelig – især om aftenen, hvor der er farvestrålende lys og masser af mennesker, der sidder og nyder aftensmaden efter mørkets frembrud pga. ramadanen. Hele waterfronten er fyldt med små gadekøkkener, der sælger særlige ramadan-specials. Fra waterfronten er der udsigt til den flotte parlamentsbygning og til Astana-bygningen, hvor Sarawaks guvernør bor, begge er flot oplyst om aftenen.

Vi er i Kuching på en søndag, og derfor tager vi til det store søndagsmarked, der skulle være ret spændende. Her er fyldt med stande. Selve markedet er inddelt i sektioner, en sektion for fisk og skaldyr, en sektion for frugt og grønt, en for tøj osv. Her er mange dufte og det er interessant at se, hvordan maden ligger frit fremme til skue i varmen. Der gøres dog meget for hygiejnen, idet fiskene jævnligt bliver overhældt med vand og nogle steder ligger fiskene ligefrem blandt isterninger. Alligevel er det langt fra kølediskene hjemme i Danmark.

På turen til Ibanfolket holder vi i øvrigt ved et marked, hvor omgangen med fødevarerne er noget mere lemfældig. Det er også her vi spiser frokost, og vi prøver hårdt på ikke at tænke over, hvor maden sandsynligvis kommer fra. Det er faktisk lidt lige som dengang i folkeskolen, hvor vi alle fik en rundvisning på et slagteri for derefter at blive tilbudt røde pølser. Når man først har set, hvor maden kommer fra, og hvordan den er blevet behandlet, så bliver sulten pludselig mindre – specielt et sted som Borneo.

I Kuching bruger vi mest tid på bare at gå rundt og hygge os og slappe af.  Vi tager et smut forbi det ældste kinesiske tempel i Kuching, der er meget farvestrålende og smuk. Her føler vi os virkelig som turister, der lidt akavet har placeret sig et sted de egentlig ikke hører hjemme. Især føles det malplaceret da der kommer en kinesisk dame og begynder på sin bøn. Et kort øjeblik kigger hun op, møder vores blikke og smiler til os, derefter fortsætter hun sit bønneritual, der inkluderer at gå til alle fire verdenshjørner mens hun bukker sig med røgelsespinde i hånden. Hun er åbenbart vant til turister her.

Det er ligeledes i Kuching,  vi oplever vores første rigtige regnskyl. Det er som at stå under en bruser, og vi er plaskvåde, da vi kommer hjem til vores hostel.

8.-9. September 09: Bako Nationalpark – Ind i Borneos jungle.

Bako Nationalpark er 2.727 hektar beliggende på spidsen af Muara Tebas halvø, ca. 1,5 time fra Kuching By skulle efter sigende være en af Borneos flotteste og mest varierede nationalparker med mulighed for at komme tæt på spændende dyrearter og opleve Borneos regnskov. Så mens vi er på Borneo skal vi selvfølgelig besøge dette lovpriste sted.

Vi tager fra Kuching med lokalbus no. 6, der kører ud til en lille fiskerlandsby, hvorfra man kan tage en lille aflang jolle videre til selve Bako. Busturen er et kapitel for sig. Hvis man ikke tæller de gange man vender på hovedet med, så minder det mest af alt om en 45 minutters tur i Dragen i Tivoli. Både Line og jeg hopper gentagne gange i sæderne – bump er ikke noget buschaufføren tager så højtideligt (meget modsat buschaufførerne i Singapore).

Over buschaufførens hoved hænger et ”no smoking” skilt, men det lader ikke til, at nogen i bussen tager det særligt alvorligt, for der ligger et utal af skodder på gulvet, og ikke så snart vi har sat os ned, hiver de to 15-16-årige drenge, der sidder foran os, cigaretterne frem, tænder dem og tager et ordentligt hiv. I det hele taget er der mange der ryger på Borneo, måske fordi cigaretterne er så billige her – en pakke cigaretter koster fra 6,5 til 10 ringgit, hvilket omregnet til danske kroner er ca. 10-16 kr.

Vi følges med et britisk-thailandsk ægtepar, Colin og Thong, som vi mødte ved busstoppestedet. Han underviser i kulturelle studier på universitetet og hun underviser et privat firma i thai. Colin fortæller, at han var i Bako Nationalpark for 3 år siden, og det var en helt fantastisk oplevelse. Der er virkelig så smukt, som billederne lover, så vores forventninger til parken får lige en ekstra tand op. Ægteparret har for øvrigt boet de sidste ti år i Japan og sammenligner landet med en vandseng –meget behagelig at være i, men svær at komme fra igen. De 45 min. helvedes-bustur eller forlystelse alt efter hvordan man ser på det, ender ved et lille hus, hvorfra der går en bro ud til vandet og de små joller, der ligger pænt og venter på gæster til Bako. Colin fortæller, at for tre år siden stod der kun et lille træskur her på stedet, så der er sket en del siden han sidst var her. Han siger det dels med skuffelse og dels med håb om, at resten stadig er som det var, da han forlod stedet sidst. Da vi går ud på gangbroen ser vi et skilt, hvor der står, at man skal være opmærksom på krokodillerne i floden – lidt ængsteligt kigger vi ned på bådene og ånder lettet op, for selvom de er små, ser de robuste ud – også selvom det er primitive træbåde med en 40 hestes påhængsmotor.

Vi sejler op ad Bako River til lyden af totaks-motoren, og den lille fiskerlandsby forsvinder snart af syne. Vores bådmand, Sabrie, en lille, tynd, vejrbidt mand med et stort smil og en Shell-kasket på hovedet fører os sikkert op ad floden – det er lavvande, så han skal passe på, at han ikke støder på grund, og derfor fører han behændigt jollen først i den ene retning og derefter i den anden. Et særligt lavvandet stykke beder han os om at fordele vægten i båden anderledes, så vi ikke er nødt til at stå af båden og skubbe. Med tanke på krokodilleskiltet får vi os hurtigt sat anderledes, og vi sejler videre op ad floden. Colin fortæller, at sidst han var her så han kæmpeoddere lege i vandkanten, men desværre får vi ikke øje på nogen denne gang. Til gengæld hilses der hjerteligt, når der kommer en anden båd forbi, hvad enten den har turisme eller fiskeri som formål. Ude i horisonten kan vi skelne nogle mennesker, der går og fanger skaldyr på et fladt stykke med stillestående vand.

Efterhånden kan vi begynde at ane Bako Nationalpark. Selvom her er overskyet – vist nok pga. massive skovbrande i Indonesien, så er synet fra søsiden alligevel helt fantastisk, og vi kan næsten ikke vente, til vi bliver sat i land, og kan begynde at udforske stedet.

Ja, sat i land bliver vi så ikke…da det er lavvandet pga. tidevand, må vi hoppe af båden ca. 150 meter fra strandbredden. Vi må derfor at med sko og strømper og ned i vandet, der overraskende nok er varmere end temperaturen i luften og heldigvis ikke dybere, end til knæet, så vi kan komme i land nogenlunde tørre. Vi vinker farvel til Sabrie efter vi har lavet en aftale med ham om at komme og hente os i morgen. Sabrie siger et eller andet, som vi ikke får helt fat i, men som vist nok handler om, at vi skal gå en bestemt vej til nationalparkens hovedkvarter. Nå, pyt, det er nok ikke så vigtigt… Det er det så, og det gør vi så IKKE. Pludselig siger det svup, og så forsvinder vores fødder ned i gråt ler. Heldigvis kan vi skylle vores fødder ved hovedkvarterets check-in, inden vi igen tager vores sko på. Check-in er 14:00, og vi kommer ca. 13:20, så vi slapper lidt af, får noget at drikke (vandforbrug steget markant efter vi er taget til Borneo) og køber en brochure om parken, som vi sætter os og læser i. Kl. 14:00 smider vi vores ting ind på Hostel A, værelse 2.

Lige uden for vores hostel løber en flok macaque-aber rundt. De er meget nysgerrige og frygter intet, og de flytter sig ikke ud af stedet, hvis ikke de vil – derfor må vi næsten gå af stien hen til hostellet, for ikke at komme til at træde på dem. På et skilt står der, at vi ikke må fodre dem, og at vi skal passe på, at aberne ikke tager vores ting, for de er muligvis de mest frygtløse og frække aber, der findes i verden – hvilket vi finder ud af senere, da en af aberne tage en pose chips ud af hånden på en meget overrasket Line.

Vi pakker hurtigt en taske med vand, solcreme mm., og så er det ellers ud at opleve noget. Vi vælger at tage den lidt med ro og lægger ud med et kort trek – Telok Paku. Det første stykke hen til trailet er let fremkommeligt med broer, der slynger sig igennem mangroveskoven. Det er smukt, og vi har aldrig set noget lignende. Pludselig ser vi en hel familie af silvered langurs også kaldet silvered leaf monkeys (I må bære over med de engelske udtryk). De klatrer rundt i træerne og leger med hinanden. De er fuldstændig ligeglade med os, og vi bliver lidt for at iagttage deres leg.

Teluk Paku er 800 meter lang (1 vej), men tager 1 time, dvs. 1,6 km. på to timer (gæt jer til hvorfor). Der er stejlt, meget stejlt, og trailet går både op og ned. Alligevel er det fantastisk at gå her inde i junglen, hvor cikaderne synger og frøerne kvækker. Af og til kan man høre rumsteren og grynten inde mellem træerne og vi stopper op for at lytte og se, om vi kan få øje på noget. Herinde, under træernes skygger, på små knudrede stier, hvor der ikke er andre end os, og hvor det eneste man kan høre er lyde fra junglen, føler vi os virkelig som oplevelsesrejsende – og vi mærker det også – vores tøj er blot efter kort tids trek gennemblødt af fugten fra junglen og vores eget sved.

Det er også efter kort tid, at Jeg vælger at omdøbe trekket til ”Paku-Psykotrek” – men jeg vil blive klogere i morgen…. Pludselig hører vi en lyd, som grene der rasler, og så… ud af ingenting, lige over vores hoveder, hopper en kæmpestor, rød næseabe (proboscis monkey) fra en trætop på den ene side af trailet over til en trætop på den anden side. Den har rød pels, stor mave og en lang næse. Det giver et gip i os af spænding, og vi kigger på næseaben, mens den flytter sig fra træ til træ. Der lever ca. 275 næseaber i Bako, og de findes kun på Borneo, så vi er meget glade for, at vi fik set den. Senere ved hovedkvarteret ser vi en hel familie. Lidt sjov info er, at næseaben på malay kaldes Monyet Belanda, der betyder ”Dutchman monkey”, fordi malayerne synes, at næseaben med dens fremstående og lange tud og store mave minder om en hollandsk mand – ikke flatterende for hollændere.

Teluk Paku-trekket slutter ved en strand, og efter vi har slappet lidt af og nydt udsigten begiver vi os hjemad mod vores hostel og aftensmad. På dagens trek har vi udover næseaber set silvered langurs, egern, farvestrålende fugle, insekter, næseabe, firben og macaqueaber.

Efter vi har skrevet os ud i bogen ved receptionen (som alle skal inden og efter et trek) går vi videre mod vores hostel, og støder her på en flok Borneanske skæggede svin (The Bornean bearded pig). Der er 3 unger og en mor, og de går og roder i jorden efter noget spiseligt. De tager ikke notits af os, kaster blot et enkelt dovent blik på os, og lunter så langsomt videre på jagt efter føde. De er Bakos største pattedyr, og kan genkendes fra andre svin ved de to stødtænder, der stikker ud ved hver side af dens snude. Wow hvor har vi set meget allerede her på vores første dag i Bako.

Aftensmaden nydes i det eneste cafeteria der findes i nationalparken – den er ganske udmærket og oven i købet billig. Om aftenen vælger jeg at slappe af, så jeg er klar til spændende nye udfordringer i morgen. Line vælger at tage med på en nattevandring med guide ind i regnskoven. Vi havde hørt, at den sidste nattevandring bød på både skorpioner, slanger og diverse smådyr, så hun var spændt, da hun troppede op med sin lommelygte til det to timers lange trek ind i junglen.  Hvis det er fantastisk at være inde i junglen i dagslyset, så skulle det om muligt være endnu mere spændende at være der om natten.

Det er som om alle ens sanser skærpes, på udkig efter de natteaktive dyr. De mødes ved check-in-skranken kl. 19:50 –  ”nattevandrerene” – en lille gruppe på 7 personer inklusive guiden – en australier, en tjekke, en hollænder, et dansk ægtepar og så Line. Alle er spændte. Mørket har sænket sig, da de begiver sig ind i Borneos fugtige jungle. De går meget langsomt og stopper op ved hver eneste lille lyd – måske kan de i nat være lige så heldige som dem, der var på nattevandring forrige nat. De stødte bl.a. på giftige skorpioner og Borneos eneste giftige slange – the Wagler’s pit viper. Tanken om at støde på en slange der i mørket, og tilmed en giftig en af slagsen, får hjertet til at slå lidt hurtigere, og Line kaster en hurtig tanke hjem til mig. Da Line gik, sad jeg på terassen i snak med en fransk pige, der har boet de sidste to år i Taiwan med sin mand, og som også har fået en plads på vores værelse. Jeg ville have elsket at se en slange. Som alle nok ved, så har jeg et had-kærligheds-forhold til slanger.

Pludselig standser guiden. Han har fået øje på noget. Vi danner rundkreds om en vandrende pind, der er på størrelse med Lines hånd. Det er noget andet end de vandrende pinde hun har set hjemme i Danmark. Efter endnu et stykke tid i junglen standser guiden igen op og beder alle om at slukke lommelygterne. I luften er der et væld af flyvende små prikker, og på jorden ligger også lysende små pletter. Guiden forklarer, at det er glødeorme og ildfluer. Det er et virkeligt smukt syn at se de lysende prikker danse for ens øjne på en baggrund af totalt mørke og junglens lyde . På trekket støder de ind i et væld af andre dyr foruden den vandrende pind, glødeormene og ildfluerne, især insekter. De ser bl.a. edderkopper, små dunede fugle, der sidder og sover på palmeblade (ser for øvrigt meget sødt ud), skorpioner, igler (som er klamme), firben, fisk og frøer (to af slagsen, den første er helt grøn, som I kan se på billedet). Line kan ikke lade være med at være imponeret over guiden, der kan spotte dyr, alle andre bare ville være gået forbi uden at lægge mærke til dem. Line tror ikke, at hun selv ville have været i stand til at spotte et eneste af de dyr, de så på nattevandringen.

Og så…. næsten på slutningen af vores tur er den der… slangen, alle har håbet sådan på at få at se.. På et træ ligger den, slanget rundt omkring en tynd gren. De rykker sammen omkring den, uden den tager den mindste notits af os. Den er lille og grøn med rødbrune og hvidgule pletter, og så har den et bredt, fladt, triangulært hoved – det er the Wagler’s pit viper – den eneste giftslange på Bako, og vi er helt begejstrede. Det er en perfekt afslutning på en meget spændende nattevandring.

Fuldstændig oplivet skynder Line mig hen til mig, efter hun har sagt farvel og tak til guiden. Slangen er ikke så langt væk fra hvor vi bor, så hun vil gerne vise mig den. Jeg spørger om der er langt, og da Line siger nej smutter jeg hurtigt ud af sengen og går med Line uden sko på. Jeg spørger om den franske pige også vil med, og efter at hun har forvisset sig om, at den ikke er stor tager hun også med. Vel fremme viser Line os slangen. Først bliver jeg lidt skuffet – jeg havde håbet på, at den var større, men da Line fortæller mig, at det er den giftige slange får jeg alligevel genvundet noget respekt og træder et skridt tilbage med bemærkningen. ”Jeg synes, det er klamt at tænke på, at den bare ligger der, så tæt på hvor folk går forbi. Så hvis den pludselig vil springe ud og angribe ens ben, så kan den bare det”. Jeg ser, åbenbart, helt bekymret ud. Line er ret sikker på, at den ikke har tænkt sig noget i den dur, faktisk tror hun slet ikke, den gider at flytte på sig, for dagen efter ligger den der stadig.

Dagen efter står vi op kl. 7:00. Morgenmaden er kl. 7:30, og vi vil gerne have nok tid, så vi kan nå de to trails: Telok Pandar Kecil på 2,5 km. (1 vej), der skulle være helt fortryllende ifølge Colin, og Lintang, der er 5,8 km. Telok Pandar Kecil er virkelig smuk med varieret landskab. Den går over skovklædte bjerge indtil den når et plateau, der er beklædt med lav vegetation. Det er rart at gå lidt lige ud for en gangs skyld, så vi kan få pusten igen. Herefter følger vi en tilsandet sti. Underlaget vi går på varierer fra meget sandet, til ler, til klippe og forgrenet skovbund, når vi ikke for korte øjeblikke bliver velsignet med en lille plankegang. Ved trailets slutning bliver vi belønnet med en helt fantastisk udsigt over en af de bedste og smukkeste strande i nationalparken og dens kystlinje af storslåede sandsten, der skyder op fra vandet i smukke skulpturelle former. Over millioner af år har det taget for naturen at bygge disse fantastiske mesterværker op, og vi benoves af resultatet.

Her sidder vi lidt og slapper af, mens vi nyder udsigten. Og selvfølgelig tager vi også nogle billeder, når et så smukt scenarie udfolder sig lige for øjnene af os. Vi er glade for, at jeg har taget både zoom- og vidvinkelobjektivet med – begge kommer til fulde til deres ret her.

Da vi kommer tilbage til udgangspunktet beslutter vi, at vi stadig har tid til overs, og derfor begiver vi os af sted på den 5,8 km. Lintang, der går igennem næsten alle typer af Borneos vegetation – bl.a. Padang (græslandskab), mixed Dipterocarp forest og klippevegetation. Det er hårdt, men smukt som de andre ture. Jeg har det dog rigtigt hårdt, så vi må tage den med ro og hvile mange gange. Line har foreslået mig at tage hjem efter Pandar Kecil, men jeg vil meget gerne med videre – nok især fordi jeg ikke kan overskue at skulle gå samme vej tilbage, som vi er kommet af, da den er meget stejl og snørklet… Det fortryder jeg mange gange senere, for hvad jeg ikke ved, er, at det er hele Lintang (desværre for mig) også.  Jeg siger ”psyko-trail”, ”psykopat”, ”det her er jo sindssygt” RIGTIG mange gange på turen, og har ikke nok overskud til fuldt ud at nyde den smukke og til tider barske natur, der omgiver mig. Snørklede stier og stejle skrænter. Ingen frokost og uden nok vand i 35+ graders varme og meget høj fugtighed – det er lige ved at være for meget, så der laves lige en mental note om altid at have nok vand og mad med på ture.

Line kan dog, på trods af, at jeg til tider kommer med diverse eder og forbandelser, stadig nyde turen, og hun tager nogle billeder af landskabet og de smukke og interessante ting, vi passerer. ”Er det den samme tur vi har været på?”, spørger jeg senere, da vi igen ligger på hostelværelset i Kuching. Jeg har slet ikke lagt mærke til mange af de smukke ting, vi har passeret på vores vej – bl.a. den kødædende pitcher plante.

Vi tager fra Bako Nationalpark kl. 15:00 med Sabrie. Mens vi sejler ned ad floden kaster vi et sidste blik tilbage på Bako Nationalpark. Parken forsvinder langsomt i horisonten. Med os tager vi en masse fantastiske oplevelser og et løfte om at komme tilbage. I morgen venter en ny oplevelse med orangutanger og besøg ved Ibanfolket og overnatning sammen med dem i deres langhuse.

10. – 11. September 09: Orangutaner og et døgn med Ibanfolket

Orangutan eller Orang Utan kommer fra det indonesiske og malaysiske ord ”orang”, der betyder ”person” eller ”folk” og ”utan”, der betyder skov – dvs. at orangutaner er ”skovens folk”. Vi tager til Semenggoh Wildlife Rehabilitation Centre, der ligger ca. 45 min, fra Kuching. Ordet ”rehabilitation” er egentlig lidt misvisende, for ingen af orangutangerne er som sådan på rehabilitering – i hvert fald ikke i den forstand som Amy Winehouse synger om. Derimod er Semenggoh et helle for aberne. Her bringes forældreløse eller illegalt tilfangetagne orangutanger til, så de kan få en ny chance, og det er et rigtigt godt sted at komme tæt på dyrene i deres naturlige omgivelser.

Vi kommer til Semenggoh lidt i 9:00 – så vi lige kan nå fodringstiden kl. 9:00 – 10:00, men parkens folk behøver ikke at lægge mad ud til orangutangerne i dag for at tiltrække dem, for de er her allerede, fuldt synlige for os. Det lader til, at vi kommer en god dag, for allerede da vi træder ind i det første stykke af skoven ser vi 3 store orangutanger, der svinger sig i grenene eller sidder og skuer ned på turisterne. De er smukke med orangefarvet pels og store brune øjne, der kigger intelligent tilbage på os.

Der er 24 orangutanger i Semenggoh, hvoraf flere af dem er opdrættet i centret. Selvom de ser søde og uskyldige ud, som de sidder der i trætoppene og iagttager os, så er vi alligevel påpasselige, for vi har fået at vide, at orangutangerne – dvs. nogle af dem, synes det er sjovt at smide grene ned i hovedet på folk. Ligeledes får vi at vide, at vi ikke skal gå for tæt på dyrene, for selvom de lever i centret, så er de vilde, og hvis de først får fat i et menneske, så er der 99 % risiko for, at man ender på det lokale sygehus. Vi kigger igen hen på en orangutang, der sidder stille og roligt og spiser en kokosnød, men så kigger vi op på de andre orangutanger, der uden besvær svinger sig fra gren til gren eller hænger med hovedet ned ad, mens de holder fast i grenen med en enkelt fod. Det ser lidt komisk og sødt ud, men vidner også om de enorme kræfter, orangutangerne har.

En af parkens medarbejdere fortæller os, at vi skal være på udkig og være særligt vagtsom over for den dominerende han, Ritchie, der er i et særligt ondt lune for tiden. Faktisk er det så slemt med hans temperament at hunnerne flygter fra ham hver gang han nærmer sig. Vi får at vide, at hvis han sidder på stien skal vi ikke nærme os ham, og vi må ikke grine hvis han laver noget, der ser sjovt ud eller kigge ham ind i øjnene. Hvis vi skulle være så uheldige, at vi ikke kan komme væk fra ham, så har parken en særlig flugtrute. Det lyder ikke særligt betryggende, og vi kigger os nervøst omkring. Heldigvis er han ikke at se nogen steder, og efter godt en time i parken tager vi videre mod Ibanfolket med vores lille shuttlebus.

Vi har valgt at tage en samlet pakkeløsning, hvor både orangutanbesøg og overnatning ved Ibanfolket er inkluderet. Shuttlebussen kom og hentede os ved vores hostel kl. 8:00 om morgenen, så det er meget let. Vi er 6 mennesker på turen – en polak, tre hollændere og os. Vores guide hedder Hilme, og er en lille, tynd mand, der godt kan lide at joke. Således fortæller han os at der i Ibanlanghuset er en tiger. Efter lidt måben og tvivlende spørgsmål fra os, indrømmer han, at det han mener, er ”tiger beer”.

Det tager ca. 4 timer fra Kuching at komme hen til den flod, hvorfra der er ca. 30-45 min. sejlads til Ibanfolket. Vi stopper på vejen dels for at spise frokost, og dels for at købe gaver til langhuset. Guiden fortæller os, hvad vi skal købe, og vi bliver noget overraskede over, at gaverne er så dyre, at de sluger et helt dagsbudget for én person for Line og jeg. På guidens anvisninger køber vi et hav af kiks i små portionspakninger, og så går vi alle 6 sammen om en flaske whiskey og en flaske brandy til Ibanhøvdingen. På trods af, at vi har det lidt dårligt med at give Ibanfolket spiritus, med tanke på de massive alkoholproblemer, som en del af verdens oprindelige befolkninger oplever, så tænker vi alligevel, at vi hellere må gøre, hvad guiden siger – Det er jo hovedjæger folket vi skal besøge.

Vi kommer ned til floden, der er brunlig pga. tørketid. Når regntiden sætter ind bliver vandet i floden gulligt. Vi sejler 3 og 3 afsted i langbåde. Pga. tørketiden er det nødvendigt, at der både står en mand foran med en stang, så han nogle steder kan stage os frem, hvor vandet er for lavt til motor, og bag os står en mand og betjener motoren.

Det er smukt at sejle op langs floden, i hvert fald de steder, hvor skoven endnu står uberørt. Vi passerer flere steder med skovhugst, og vi begynder at ane, at fremskridt og udvikling også for Ibanfolket der er truende på deres traditionelle levevis. Senere får vi at vide, at regeringen netop nu er ved at lave en vej igennem Ibanterritorium. Regeringen giver dem penge for den jord, de skal bruge til vejen, men i realiteten kan Ibanfolket ikke nægte regeringen dette, idet regeringen støtter Ibanfolket finansielt. Det er desuden regeringen, der i første omgang har givet dem rettighederne til de ca. 2 hektar jord, hvert langhus får.

Vi lægger til ved en lille stenet bred, og vi har ikke gået særligt langt hen til langhuset, før vi bliver klar over, at dette bliver en noget anden oplevelse end det vi havde regnet med. For det første er vi ikke, som forventet, blevet ført 100 år tilbage i tiden. Her er både elektricitet og nogenlunde vestlige toiletforhold. For det andet ser Ibanfolket ikke spor oprindelige ud – eksempelvis går høvdingen rundt i sorte nike-badeshorts.

Vi skal omstille os lidt til det faktum, at moderne bekvemmeligheder ligeledes har gjort sit indtog hos Ibanfolket, det være sig elektrisk drevne ventilatorer, fjernsyn, biler og små knallerter. Vi begynder at forstå, at transporten med langbådene nok især er for at give os turister en oplevelse, end fordi det er særligt praktisk og tidsbesparende. Det bliver yderligere fastslået, da vi skal hjem og vi tager af sted i bådene. Da vi kommer hen til vores shuttlebus er vores guide allerede ankommet og sidder og får sig en smøg – han har fået et lift med en af Ibanfolkets biler.

Der findes 26 forskellige etniske stammefolk i Sarawak, hvoraf Ibanerne udgør den største gruppe, der i dag tæller ca. 550.000. Før i tiden levede Ibanfolket en halv-nomadisk tilværelse, hvor de efter at have dyrket svedjebrug i et område for en periode, rejste videre til et nyt sted. I 1958 kom der imidlertid en lov, der bestemte, at de oprindelige folk fremover skulle være bosiddende på det område, de befandt sig på da loven trådte i kraft. Ibanernes foretrukne boform er stadig langhuse ude i regnskoven, hvor de dyrker ris, opdrætter grise, ænder og høns og supplerer deres indkomst med salg af peber, rågummi, palmeolie og kakao. Vores guide fortæller imidlertid, at han ikke tror, der går mere end to-tre år, før Ibanernes foretrukne boform vil involvere cement, og hvor langhusene som de ser ud i dag, og den levevis ibanfolket har, vil uddø. Det er meget trist at høre.

I det langhus, vi besøger, bor 25 familier. Hver familie tæller 6-8 medlemmer. Hver gang en søn fra langhuset gifter sig flytter pigen med til sønnens langhus, og der bliver bygget en ny sektion til dem. Således bliver huset længere og længere. Lige nu er det ca. 130 meter fra ende til ende. Der er 25 døre i langhuset, og bag hver dør bor en familie. Vi får et lille glimt ind i et af værelserne. Det er stort, der er moderne møbler og fjernsyn.

Vi går lidt rundt i området. Her er masser af høns der kagler og haner der galer. To hunde løber rundt og leger og en kat ligger dovent på verandaen. Livet her synes at gå meget langsomt. Jeg spørger vores guide, hvordan en normal Ibandag ser ud, og han fortæller, at de plejer at stå op kl. 5:00-5:30. Herefter bruger de dagen på at dyrke landbrug af forskellig art – bl.a. har de netop afsvedet et lille stykke af deres jord, hvor de efterfølgende vil så ris, og på den store veranda foran langhuset ligger sort peber og tørrer på en træmåtte i solen. Efter de har spist aftensmad går de som regel ned i floden og bader, og aftenen bruger de på at se fjernsyn og på forskellige lege, som vi bliver introduceret til senere på aftenen.

Efter vi har gået lidt rundt og snust til atmosfæren er der hanekamp. Hanerne går opmærksomt rundt om hinanden for så pludselig at gå til angreb. Der er noget smukt i al brutaliteten. Det ligner næsten en elegant koreograferet ballet, når de med vidt spredte vinger støder ind i hinanden, mens de letter ca. 40 cm. fra jorden, hvorefter de hvirvler rundt om hinanden i et par sekunder for derefter at lande på jorden igen. Heldigvis er ibanerne meget påpasselige med, at kampen ikke skal vare for længe, og at hanerne ikke skal komme slemt til skade. Efter blot ca. 2 min. afsluttes kampen og vinderen kåres.

Ibanfolket er jægere, og selvom de i dag bruger moderne skydevåben hertil (det er noget lettere), så er Ibanerne stadigvæk mestre i at håndtere ”blowpipen”, der er et langt stykke hult træ. I hulrummet lægges en pil, der herefter pustes ud og forhåbentligt rammer dens mål. Før i tiden blandede de gift af 7-8 forskellige slangegifte, for at få den kombination, der fungerede bedst, hvorefter de smurte det på pilene. Det var vigtigt at ramme dyret i hovedet og derefter hurtigt skære det af, så giften ikke spredte sig og fordærvede kødet. Først får vi en demonstration, og herefter kan vi selv prøve. Jeg prøver først, og herefter Line. Lad os bare sige, at hvis vi var jægere, så måtte vi gå sultne i seng den aften.

Efter aftensmad er der velkomst fra høvdingen, dans og gaveoverrækning i Iban langhuset, og vi går forventningsfulde derhen bærende på vores gaver. Vi sætter os ned på nogle måtter, og venter.

Først træder høvdingen frem. Han er en lille, spinkel, hvidhåret mand men med stor karisma. Han byder os alle velkomne og håber at vi vil nyde aftenen. Herefter får vi hver et lille glas med risvin – det såkaldte ”tuak”, og efter tre udråb, som egentlig skulle placere os i amerikanske soldaterkredse og ikke i et langhus i Borneos jungle ( alle råber hu-haa) bunder alle glasset – dvs. nogle bunder, andre ikke. Smagen er lidt sød, og egentlig ikke så dårlig som jeg har regnet med.

Herefter er det tid til dans. Danserne er to kvinder og to mænd i traditionelle, smukke og farvestrålende dragter, og selvom de danser smukt, så står deres festlige dragter i skarp kontrast til deres ligegyldige og lidt trætte og mekaniske ansigtsudtryk. Det er lidt synd, at dansen bliver danset med en sådan ligegyldighed, for det kunne ellers, vil jeg tro, være en meget fascinerende og intens oplevelse, hvilket vi får en lille forsmag på, da en af de mandlige dansere lægger lidt mere energi i dansen og kommer med små udbrud og hop i luften.

Da dansen er færdig er det tid til at give gaver. Da Line har fået æren af at overrække høvdingen whiskeyen og brandyen fører vores guide hende hen til den lille mand. Han kigger på Line med meget opmærksomme og venlige øjne, og man kan ikke lade være med at føle en anelse benovelse. Høvdingen er 94 år, og er stadig meget adræt. Han bevæger sig fint rundt og har lettere ved at komme op og ned fra gulvet end mange yngre danskere.

På hans skuldre og strubehoved er der flotte tatoveringer. Tatoveringerne betyder, at han er ”warrior” – kriger. Tatoveringen på strubehovedet skaber særlig respekt, idet et enkelt forkert tryk med nålen betyder døden for den, der bliver tatoveret. Høvdingens tatoveringer breder sig ud over hele hans krop og vidner foruden høvdingestatusen, om de mange rejser han har gjort til andre langhuse og andre steder. Høvdingen er blevet tatoveret ved hjælp af en pind, med en skarp træpig, der dyppes i saften fra blå bær, der vokser i junglen omkring langhuset, og som herefter med håndkraft og ved hjælp af en anden pind bankes ind i huden på den der bliver tatoveret. Det er smertefuldt og tager lang tid – omkring en uge for en tatovering. Nu, med elektricitetens indtog går det meget hurtigere at blive tatoveret, og det er mindre smertefuldt. Vores guide vender sin arm rundt og fremviser en tatovering af en skorpion – ”to timer, tog den her at lave” siger han grinende og med et muntert glimt i øjet.

Høvdingen rejser sig og går ind og henter sin smukt udsmykkede machete. Selvom det er lang tid siden, at Ibanfolket var hovedjægere, så vidner de 5 sorte hårtotter på høvdingens lange machete alligevel om, at høvdingen i sin tid har halshugget 5 mennesker, og han smiler lidt hemmelighedsfuldt, da talen falder på tiden under 2. Verdenskrig. Vores guide fortæller, at mange japanere mistede hovedet (bogstaveligt talt) pga. ibanfolket. Japanerne forsøgte under 2. verdenskrig at stjæle Ibanfolkets føde, og da Ibanfolket selv forsøgte at tilbyde japanerne noget af deres mad skød japanerne dem. Det bevirkede, at Ibanfolket begyndte at beskytte sig mod japanerne, hvoraf en del mistede livet i forbindelse hermed. Jo, høvdingen er i sandhed kriger.

Høvdingen har store huller i ørerne, og vi finder snart ud af hvorfor. Hans øreringe (som han kun bærer ved særlige ceremonier) er meget tunge og store og lavet af guld. Den eneste der må have huller i ørerne er høvdingen, så også disse vidner om hans status blandt hans folk. Høvdingestatusen nedadves fra far til søn. Det betyder, at når høvdingen på et tidspunkt dør, så får hans søn lavet huller i ørerne. Sønnen er for øvrigt lige inden festlighederne startede, gået på jagt i vestligt jagttøj og hat, med en riffel i den ene hånd og en lommelygte i den anden. Man skulle tro han var medlem af et vestligt jagtselskab.

Høvdingen rejser sig igen op, og kommer snart ud med to benudsmykninger, der også tilhører høvdingen. Det er to tykke perlekæder. På dem hænger gamle hollandske mønter, som Ibanfolket tog som symbol på sejr over hollænderne efter de havde været med til at smide hollænderne ud fra Sarawak og tilbage til indonesisk Borneo. Dette skete lige efter 2. Verdenskrig, så mønterne er gamle, men man kan stadig se skriften, der tilkendegiver, at mønterne er hollandske.

Mens natten falder på hører vi flere spændene historier, og blandt grin og joken lister sig også nogen gange alvor ind. Vores guide fortæller, at han elsker jobbet som guide, fordi han møder så mange forskellige mennesker fra hele verden, men han savner også sin kone og sine to sønner på 10 og 11 år, som han kun ser 2 gange om året pga. arbejdet. Han siger dette på en ”matter-of-fact”-måde, men alligevel kan jeg ane en vis portion sørgmodighed over, at hver gang han kommer hjem, så er sønnerne vokset meget. Han sidder tankefuldt lidt, herefter liver hans øjne igen op og med et grin fortæller han, at han tog hen til et marked og der så en smuk kvinde, som han tænkte ville blive en god kone. Han købte hende derfor for 2.000 ringgit af hendes forældre. Det må man sige er en mere simpel måde end i Danmark.

Efter at have skyllet det sidste risvin ned og efter at have fået riswhiskey (der er noget stærkere) næsten galt i halsen, efter bambusdans, som Line prøver, og som kræver en del koordination for ikke at få ømme ankler, idet man hopper i en rytme mens to store bambuspinde bliver rykket sammen og fra hinanden, og små ”selskabslege”, som både Line og jeg deltager i, går vi i seng. Aftenen havde været fantastisk med en masse spændende historier, der har givet os et lidt bedre indblik i Ibanfolkets historie såvel som kultur.

Om morgenen vågner vi kl. 7:30 efter en forholdsvis kold nat. Der er morgenmad kl. 8:00, og efter morgenmad demonstrerer høvdingen, hvordan de udvinder gummi fra gummitræet. Gummitræets saft er hvidt og tykt, og når man gnider det mellem hænderne bliver det sejt og klistret. Det er en god kvalitet siger vores guide. Træet høvdingen udvinder gummi fra er over 40 år gammel, og vi får at vide, at man først kan udvinde gummi fra træerne når de er 8 år gamle.

Bagefter går vi en tur ud i Ibanfolkets supermarked – dvs. skovene omkring langhuset. Det er imponerende, hvad Ibanfolket kan finde af brugbare ting i skoven – det ene sted er der et træ, som de laver gulvmåtter og handsker af, ved et andet træ kan man få stillet sin tørst ved at hugge en lian over. Fra enderne drypper friskt, koldt vand i en lind strøm lige til at drikke, af endnu et andet træ laver de langhuset, blowpipen og pilene, og et andet træ igen har blade, som man kan bruge som sandpapir. Til sidst bliver der demonstreret, hvordan Ibanfolket laver fælder – de er skræmmende i al deres effektivitet – faktisk så effektive, at Ibanfolket er holdt op med at bruge den store fælde, fordi den er for farlig.

Efter denne lille jungletur går vi igen ned mod langbådene. Det er tid til at sige farvel til Ibanfolket og deres langhuse, og mens vi sejler ned ad floden kan jeg ikke lade være med at reflektere over den ambivalens mødet med Ibanfolket har forårsaget i mig. Almindeligvis er jeg for udvikling og fremskridt, men efter jeg har mødt Ibanfolket er jeg blevet i tivivl om, om fremskridt – i hvert fald for dette sted – i virkeligheden er et tilbageskridt.

Allerede nu kan man se civilisationens indtog i Ibanfolkets dagligdag. Dag for dag kommer den endnu nærmere Ibanfolket, og med den, truslen om at dette fantastiske folk, med al deres viden, fascinerende kultur og historie om få år ikke længere eksisterer i samme form, som vi har set. Jeg krydser stille mine fingre for, at guidens forudanelser om, at ibanfolkets træhuse ikke længere eksisterer om tre år ikke holder stik.

12. september 09: Rejse Kuching – Sibu – Miri

Nu er det ved at være slut med Kuching for os. Vores plan fra Kuching er at tage til Miri, og på vejen finde ud af om vi skal backtracke lidt til Niah-hulerne, eller om vi skal tage til det – efter hvad vi har hørt og læst – noget flottere, men dyrere Gunung Mulu Nationalpark. Vi starter tidligt om morgenen, får pakket de sidste småting og går mod bussens stoppested. Vi har valgt at komme derned lidt i 7, så vi burde være sikre på at kunne nå færgen kl 8:30. Vel ankommet til busstoppestedet kl. 6:48, spørger jeg lige en mand der sidder og venter om det nu er det rette sted bare det faktum at de jo kører i den anden side kan hurtigt resultere i at man står på den forkerte side af vejen). Manden fortæller at det skam er det rette sted, men at 6.45 bussen lige er kørt (vi fik at vide at der ikke var en fast køreplan, men at der kørte to busser i timen.), samt at der kun kører en bus på denne linie og den næste kommer kl 8:00. Ikke godt da det betyder at vi ikke kan nå at tage bussen til færgen, og taxa’er er dyre, så dem prøver vi at undgå. Inden vi får lagt en plan for hvad vi vil, har den tidligere omtalte mand stoppet en minivan/ shuttlebus for lokale for at høre om de kører til færgen og hvad det koster. Vi kommer med til en pris lidt dyrere end bussen, men meget billigere end taxaen.

Kl 7:15 ankommer vi til rette færge og får købt billetter. Herefter venter vi, mens vi ser på det travle liv i havnen der allerede er begyndt. Færgen sejler som planlagt og nu kan vi se frem til 4,5 times sejlads. Først på Kuching river, så på det syd kinesiske hav og til sidst op ad Batang Rejang floden, der er Borneos svar på Amazonasfloden. Vi sidder fint i det der ligner gamle flysæder og prøver at følge med i en film med malaysiske undertekster og ingen lyd. Vi læser også lidt i Lonley Planet om Borneo for at få tiden til at gå. Vejret er flot og der er ingen problemer med søsyge. Da vi kommer ind på Batang Rejang ser vi en lille del af den kæmpe skovdrift der finder sted på Borneo. Overalt ligger der virksomheder der behandler de fældede stammer, skærer det op og udskiber træet til resten af verden. Som vi sejler op ad floden undrer jeg mig over at der stadig findes levende træer på Borneo.

De mængder der enten sejles på flodpramme, eller ligger på virksomhedernes grunde er enorme. Tankerne ledes hen imod de kedelige fakta, nemlig at FN estimerer at i år 2022 vil 98 % af Borneos primære skov være fældet. Store dele af denne skovhugst sker illegalt, og er derfor svær at stoppe. Med tanke på at der p.t. uddør 50 arter af planter og dyreliv hver dag, har de tre landes regeringer i 2007 indgået en aftale der skulle sikre 2 mio. hektarer af Borneos regnskov. Alle disse fakta kører rundt i hovedet, og man ender altid samme sted, hvordan kan jeg være med til at beskytte regnskovene? – verdens lunger som de kaldes. Som altid ender det i udbud og efterspørgsel på verdensmarkedet, og så længe der er nogle der vil betale høje priser for illegalt eksotisk træ, så vil der altid være nogle der fokuserer på profitten. Moralen til mig selv er at jeg ALDRIG selv vil købe produkter i eksotiske træsorter uden garanti for at træet er fældet gennem forsvarlig skovhugst. Derudover må man forsøge at påvirke andre til samme holdning, for mister vi regnskovene, mister vi ubeskriveligt meget i form af plante- og dyreliv. Noget vi ikke kan rette op på nå først skaden er sket. Den anden grund til at store arealer af regnskoven bliver fældet er at man laver plantager der producerer palmeolier, og igen kan det konstateres at dette umuligt kan være værd at udrydde primær regnskov for.

Derudover vil den manglende regnskov uden tvivl have indflydelse på iltniveauet over alt. Hvordan dette vil påvirke os alle vil jeg ikke komme med en række gætterier om, men hører gerne hvis nogle kender et mere præcist svar end at den svindende ilt vil besværliggøre livet for os alle. Udover ovennævnte vil vi også miste mange af de relativt få urbefolkninger der stadig lever deres traditionelle liv. Dette er en pris JEG IKKE er villig til at betale betale – Vil DU – og håber snart at resten af den vestlige verden kommer til samme konklusion.

Nå det var et længere sidespring fra vores rejseberetning, men som skrevet satte turen mange tanker i gang. Vel ankommet til Sibu, finder vi hurtigt en busbillet til Miri og bliver med taxa kørt til Expressbusstationen (som selvfølgelig ligger uden for byen med taxa som eneste reelle transportmiddel derud). Efter noget ventetid som bruges til at spise lidt forskelligt brød som frokost kommer vi ind i bussen. Selvom det er en nyere bus der udefra minder om de turistbusser vi ser i Danmark, så er sæderne skiftet ud med noget der minder om lave minisofaer (dog uden at der er mere plads i bredden eller til benene) og draperede gardiner i vinduerne.

I bussen er der som alle andre steder på Borneo en masse insekter som frit bevæger sig på vægge, sæderygge, dig og hvor der ellers er en tom plads. Bussen er under halvt fyldt, så Line og jeg tager hver vores sæde så vi har plads nok (i betragtning af at vi skal sidde 8 timer i en bus.). Her i bussen kommer dagens anden forundring vedrørende miljøet. Alle busser, biler mm. vi er blevet transporteret rundt i går konstant i tomgang når de ikke kører. Dette fik mig til at tænke på hvor meget Co2 der mon bliver udledt af biler, busser, toge, færger mm. der holder i tomgang, måske med det ene reelle formål at holde gang i airconditionen! Tanken kørte videre ud af en tangent og jeg kom til at tænke på hvor meget Co2-udledning der kunne undgås hvis man bare en dag om året havde en antitomgang dag, hvor man slukkede for motorerne når de ikke blev brugt. Her på Borneo kan man ikke bruge som undskyldning at motoren skal være varm for at køre bedst, da motortemperaturen ikke falder ret meget i denne hede. Dette må så være dagens note to til mig selv, husk at slukke motoren når det er muligt.

Turen går relativt smertefrit og kl. ca. 23 sidder vi i en taxa mod Highlands, som er det eneste rigtige hostel i Miri. Heldigvis er der plads på et flersengsværelse og vi skal sove sammen med 5 andre backpackere. På turen har vi besluttet at vi vil tage turen til Gunung Mulu Nationalpark og håber på at kunne flyve af sted allerede dagen efter. Efter at have talt med den meget specielle bestyrer JoAnne og søgt på internettet kommer vi frem til at vi skal tage af sted til lufthavnen næste morgen og prøve lykken med flybilletter. Inden vi kan komme til at sove skal vi lige have pakket lidt om, så vi kan efterlade de store rygsække på Highlands og kun have vores daypacks med. Kl 01:00 er det sengetid så vi lige kan få lidt søvn inden vi skal afsted fra Highlands kl. 07:00. Zzzzzz

13. – 15. September 09: Gunung Mulu National Park – junglen set fra oven

Tæt vegetation klæber sig til hver en overflade. Stejle skrænter og lodrette klippevægge rækker mod himlen og gemmer på skjulte dale. Spidse kalksten skærer sig igennem den frodige grønne skov. Hulepassager danner veje igennem bjergene, og åbner sig til kamre så store, at man med ét bliver reduceret til ubetydelighed. Dette er Gunung Mulu Nationalpark – eller Mulu, som den bliver kaldt i folkemunde.

Mulu er i Lonely Planet beskrevet som dén ting, man skal se, når man er på Borneo, og mens vi rejser op igennem Borneo, er det også den gængse holdning blandt de lokale, de andre rejsende og de mennesker, vi bor hos. Hvis man er på Borneo, skal man se Mulu. Vi læser om stedet, og har vores betænkeligheder. Selve nationalparken er omkranset af marker uden veje, så den eneste måde, man kan komme til Mulu på er via fly (der er forholdsvis bekosteligt i et stramt budget der allerede er i minus) eller båd (der er meget besværligt og ikke billigere). Så rent logistisk og økonomisk står vi med et problem. Det andet vi tænker er, at det sandsynligvis er meget turistpræget med hvad der hører til af både plusser og minusser. At Mulu er på verdens naturarvs liste over vigtige bevaringsværdige steder, gør det sikkert ikke bedre… det ender selvfølgelig med, at vi tager af sted, og så lukker vi øjnene for det minus på budgettet, der bare bliver større og større.

Fra Miri lufthavn kan man tage et fly til Mulu lufthavn, der vist udelukkende er blevet bygget med det formål at bringe turister til og fra Mulu nationalpark. Lufthavnen er meget lille, men fungerer som den skal.

Highlands bestyrer JoAnne og er noget af en karakter. Hun snakker meget hurtigt på et forholdsvis svært forståeligt engelsk. På væggen står der, at man gerne må tjekke om hun vil med ned og have en øl, når der ikke er noget at lave på hostelet. JoAnne er meget interesseret i sport, og følger p.t. med i US Open i Tennis. Hun er ret frustreret, for de sender kun genudsendelser, fordi det regner. Nej, så er det noget andet ved Wimbledon, hvor de har mulighed for at overdække centercourt. Da hun opdager, at vi er danskere bliver hun meget ivrig – det viser sig at Caroline Wozniacki skal spille semifinale.

Dagen efter flyver vi til Mulu – de eneste pladser, der er ledige er desværre business class – hvilket ikke gør den store forskel, for indtjekningsdamen siger, at da vi har tjekket ind så sent, så vil vi ikke få det måltid, som ellers er indberegnet i business class. Ærgeligt, for vi er lidt sultne – vores kost er for resten et kapitel for sig, som jeg må skrive om en anden gang.

Vi kommer til Mulu sen formiddag, og med Bako Nationalpark in mente er det let for os at spotte forskellene. I Mulu er alting dyrere og mere turistpræget, her er der ikke nær så store muligheder for at gå på opdagelse selv. Næsten alle turene er med guide, hvilket betyder, at man skal betale for at komme med. Det viser sig dog, at de ikke tjekker, om man har betalt eller ej. Som de lovlydige turister vi trods alt er, betaler vi pænt for de ting, vi gerne vil se, hvilket inkluderer to huleture og en ”canopy sky walk” tur, der tager os med op i trækronerne og ændrer vores perspektiv på regnskoven.

Hulerne er en af de seværdigheder, foruden The Pinnacles, som Mulu er berømt for. Efter ankomst tager vi med på en tur til Deer Cave og Langs Cave. Deer Cave er verdens største hulepassage, og jeg føler mig meget lille, da jeg træder ind i hulen og indser hvor stort det hulrum, der åbner sig for mig er. Over vores hoveder hænger millioner af flagermus – guiden fortæller, at for 4-5 år siden, estimerede man flagermusebestanden i Deer Cave til omtrent 3 millioner fordelt på flere forskellige arter. I dag er bestanden sandsynligvis vokset. Vi kigger op på loftet i hulen, men da hulen er så høj kan vi ikke se flagermusene.

Hvad vi ikke kan se, kan vi til gengæld både lugte og høre. Over alt i hulen runger det af flagermusenes konstante sitren og klikken – selvom de sover, og man kan lugte guano – flagermuselort – som både Line og jeg så heldigt oplever at røre ved, idet vi begge kommer til at tage fat i gelænderet, der, konstaterer vi splitsekunder efter at vores hånd har grebet fat om gelænderet, er overdækket med flagermusenes efterladenskaber. Diskret tørrer vi hænderne af i bukserne og ser os skjult omkring. Vi har fået at vide, at Mulu er et utroligt populært turistmål for den ældre generation i Holland og Australien, hvilket vi efter blot kort tid i Mulu har fundet ud af, er rigtigt. Der er imponerende mange grupper af ældre, der er taget til Mulu – de bor dog på det finere Mulu Resort i skarp kontrast til os, der bor i såkalt ”homestay” (som navnet antyder hos privat familie – mere herom senere). Vi kan ikke lade være med at tænke vores, da vi rundt i hulen på stisystemerne ser den ene gruppe af ældre mennesker efter den anden, modigt gribe fat i gelænderet og knuge det hele vejen rundt i hulen op og ned af de stejle og glatte (af flagermuselort) trapper. Vi tænker de må have haft en del guano på hænderne efter den oplevelse.

Her i Deer Cave, mens vi går rundt i hulen, forestiller jeg mig de enorme kræfter, der har kunnet forårsage en sådan vældig passage i klippen. Det må have været en meget kraftig flod, der stormede igennem bjerget på et tidspunkt. Da vi går mod udgangen ser vi solens stråler skinne ind i hulen, men her må selv den give fortabt – solstrålerne kan kun nå en brøkdel ind i hulen, resten ligger i mørke, kun oplyst af skæret fra de elektriske lamper.

Den meget mindre Langs Cave er helt anderledes end Deer Cave, men hvad Deer Cave har i rumlighed, det har Langs Cave i smukke huleformationer. Mens vi går i Langs Cave kan vi ikke lade være med at stoppe op flere gange. Vi lader os falde lidt tilbage i gruppen indtil vi går for os selv. Det er en meget fascinerende oplevelse at gå alene i hulen, hvor den eneste lyd er dryppen af vand og det eneste vi ser, er stalakitter og stalagmitter så langt øjet rækker.

Det er i øvrigt en fascinerende kemisk proces, der danner disse flotte huletingester. Mens vandet trænger ind i kalkstenene og trækkes nedad af tyngdekraften kan vandet opløse og optage noget af kalkstenen, lige som sukker i kaffen. Hvis den på sin vej møder en hule, så sker der en interessant kemisk reaktion idet kuldioxidgas bobler ud af vandet og ind i hulen, hvis der er forskel mellem den mængde af kuldioxid, der findes i vandet og den mængde af kuldioxid der findes i hulen. Hvis der er stor forskel på mængden går reaktionen hurtigt, og hvis der er lille forskel på mængden, går reaktionen langsomt. Reaktionen kaldes ”degassing” og mens vandet ”degasser” kan vandet ikke længere holde den mængde kalksten, som den har absorberet, hvorved små kalkstenskrystaller aflejres i hulen. Når ”degassing” går hurtigt klæber krystallerne sig fast til loftet af hulen og bliver til stalakitter, og når ”degassing” går langsomt falder vandet ned på gulvet, hvor det former sig til stalagmitter. 1 centimeter kan tage op til 100 år at danne, og hvis vi rører ved dem, så stopper de med at vokse. Kemikyndige skal være velkomne til at præcisere eventuelle unøjagtigheder i ovenstående kemiske beskrivelse. Nå, vi springer fra kemitimen og videre til biologitimen…

Flagermusene i Deer Cave kommer hver aften ud for at spise. Vi har hørt meget fascinerende om det såkaldte Bat Exodus, som det kaldes. Efter sigende skulle alle flagermusene – og her taler vi stadig om flere millioner – komme ud og begynde deres søgen efter mad. Efter lidt ventetid ser vi den første sværm af flagermus forlade hulen. Det er en lang, tynd formation af flagermus, der hele tiden ændrer form og bugter sig fremad. Efter endnu lidt tid kommer den næste sværm, og sådan fortsætter det. Jeg bliver skuffet. Jeg havde regnet med, at flagermusene alle ville vælte ud af hullet og gøre aftenhimlen sort af flagermus. På turen hjem begynder det at regne kraftigt – det er starten af regnsæsonen, og det kan vi godt mærke. Fuldstændig gennemblødte når vi hjem til vores bolig – Homestay.

Homestay – selve navnet har en klang af virkelig at komme på højde med de lokale og få et indblik i dagligdagen hos en typisk familie, der godt nok har udsigt til flod, men hvis hus ikke helt lever op til standarden på huse beliggende på strandvejen i Danmark. Selve huset vi bor i består af pindebrædder, der lemfældigt er sat sammen. Huset står på pæle, hvilket er praktisk når det regner, for så kommer der ikke vand ind.

Der er ingen vinduer, kun tremmer, og alt er meget spartansk – dog er der blevet plads til en vaskemaskine, der står og kører i husets køkken. Huset består af en lille terrasse og et stort fællesrum uden møbler, derudover er der et køkken med spiseplads og et privat værelse, et toilet og tre værelser, der bliver lejet ud til turister, der har været så uforudseende, ikke at bestille bolig i Mulu (bestil bolig og fly god tid i forvejen, hvis I påtænker at tage til Mulu).

Når man bor på ”Homestay” skal man være opmærksom på forskellige ting, som man må tage med, når man indlogerer sig privat:

Hanerne, der kl. 5:00 begynder at gale som… ja… gale, så det lyder som en konkurrence på liv eller død, og da de bor lige under huset, kan man ikke undgå at høre dem.

Privatliv… hvilket privatliv? Herudover må man tage med, at når man er på toilettet, så er man aldrig alene – en sværm af insekter følger med i hvad der foregår, og når der er insekter skal man også regne med, at et meget stort firben pludselig gør sin entre på jagt efter føde – fuldstændig ligeglad med privatlivets fred. Sidstnævnte episode gjorde et uudsletteligt indtryk på Line, eftersom hun var den stakkel, der selv på toilettet intet privatliv havde. Desuden kan familien ikke undgå at følge med i, hvad man laver, fordi husets store fællesrum vitterligt er et fællesrum, hvorfra man følger med i alt, der sker.

Madrasserne er af ringe kvalitet og placeret direkte på gulvet – en enkelt nat glemte Line at tage sit allergimedicin – og fik bekræftet mine anelser om, at man ikke tager rengøring alt for tung – selvfølgelig kunne det også bare være huskattens skyld. Hmm…

Det må være underligt sådan hele tiden at have fremmede i sit hus, der bruger badeværelse, køkken etc. De to små børn er vant til fremmede kan man se. De leger ufortrødent videre selv når nye fremmede kommer til, dvs. pigens leg består mest i at bære rundt på huskatten Lucy og hive den i halen – stakkels Lucy. Drengen sidder pænt og tegner og skriver. Faderen ligger ofte på terrassen og slapper af eller sover, og moderen er hele tiden beskæftiget med et eller andet. Men de lader alle til at trives med deres liv og hverdag.

Dagen efter tager vi en langbåd op ad floden til Clearwater Cave og Wind Cave. Turen med langbåden er som sidst behagelig, og vi kommer både forbi et stort vandfirben, der får en åre i hovedet og må dukke under vandet, og en rød slange, der hurtigt bugter sig over vandoverfladen. Måske er det den såkaldte Racer Snake, der bor i hulerne i Mulu. I Clearwater Cave løber en stor underjordisk flod. Strømmen er stærk og allerede inden vi får øje på den kan vi høre den. Wind Cave er som de andre smuk. Vi sidder på bådebroen omkranset af en sværm af sommerfugle i lilla, gul, grøn og sort, mens vi venter på igen at blive hentet af langbåden for at blive sejlet tilbage til parkens hovedkvarter. Sommerfuglene er meget smukke.

Om eftermiddagen vælger vi at gå en tur selv til Paku Waterfall. Vi følges med Joost, en hollandsk fyr, som også var med på Ibanturen. Det er en dejlig tur, der i følelse minder mere om Bako end de andre ture, vi har været på. På vej ind i regnskoven møder vi en lang, tynd, grønbrun slange, der hurtigt bugter sig over plankestien. Vi drejer ind i regnskoven og væk fra plankestien, og junglen lukker sig over os. Her går vi alene, inde i regnskoven. Vi når ud til vandfaldet, og efter kort pause går vi tilbage af den samme sti igennem regnskoven. Det begynder at regne, men heldigvis tager regnskovens tætte beplantning en del af regnen. Pludselig opdager Line noget på benet – det er sort og slimet og det bugter sig op ad hendes ben i jagten på blod – en igle. Vi har læst der er igler, og at det er en god ide at tage iglesokker med (vidste slet ikke en sådan slags sokker fandtes), men vi har ikke taget det så nøje. Iglen er super svær at få af benet, og hendes forsøg ender med at den i stedet sidder på min ene finger, Til sidst bliver hun nødt til at bruge et blad, så den ikke suger sig fast igen (der er et ordentligt sug i sådan en lille satan) og endelig sidder den på bladet og ikke på Line. Faktisk sagde hun det ikke til os andre før det var for sent at se J Det er nu man skal minde sig selv om, at igler rent faktisk bruges i sygehusvæsnet til gode ting….

Sidste dag i Mulu bruger vi på en canopy Skywalk. Mulu har verdens længste træ- skywalk, hvor man kan se skoven fra oven. Det er sjovt at se, hvordan regnskoven ser ud fra et andet perspektiv. Vi er seks med på turen, og som de andre guidede ture, så gør guiden ikke så meget andet, end at vise vejen (som er ret åbenlys idet stierne i Mulu næsten alle er belagt med træværk eller markeret med beton eller sten). Men smukt det er det.

Vi tager videre fra Mulu med fly kl. 11:15, idet vores fly pludselig (pga. overbooking) er blevet ændret fra 13:15 – det gør os ikke noget, for så har vi bedre tid til at komme til Brunei.

15. september 09:  Miri – Brunei Darussalem – en aften i oliestaten

Brunei Darussalam er de sidste rester af et rige, der engang inkluderede hele Borneo og det sydvestlige Phillippinerne. I dag er Brunei et af de mindste lande i verden – to tynde skiver af land presset ind imellem Sarawaks nordlige kyst. Vi ved ikke så meget om Brunei, andet end at det er en oliestat og at landet efter sigende skulle have en af de rigeste sultaner på jorden.

Mens vi kører fra Miri til Brunei taler vi om, hvad vi forventer at se, når vi kommer til Brunei. Vi tænker, at det nok ligner et lille mini-Dubai, og vi bliver lidt overraskede over, at det slet ikke er tilfældet, da vi lander på vores hostel senere den dag. At komme fra Miri til Brunei er ikke særligt let – især ikke hvis man skal med offentlige transportmidler. Derfor er der mange hostels i Miri, der tilbyder shuttlebus services til Brunei. Også på vores hostel (hostel ”crazy JoAnne”) findes en sådan service, og vi får JoAnnes chauffør til at hente os i Miri lufthavn efter vi har været i Mulu. Vi står ved Starbucks, som vi har aftalt og venter lidt. Mod os kommer en fyr med sort svenskerhår, en meget laid-back stil og en mobiltelefon i hånden. Han er vores chauffør de næste timer.

Hvis vi tror at turen starter med det samme, dvs. at vi herefter kører videre til Brunei, så kan vi godt tro om igen. På Borneo er det meget brugt, at når nu man alligevel skal køre turen, så agerer man også FedEx for diverse virksomheder og privatpersoner. Således bruger vi ca. 1,5 time på at køre rundt i Miri-området for at hente diverse pakker. Først stopper vi ved en gulvbutik og en firkantet pakke bliver smidt om i bagagerummet, herefter går turen videre til en bilfabrik, en privatperson, der skal have et brev med, en forretning, der sælger ris, nudler og brød – her får vi lige 4 poser nudler og flere poser ris med. En af de andre i bussen vælger også at købe et par poser med nudler – nok fordi det er meget billigere i Sarawak i forhold til Brunei – nok lige som Tyskland og Sverige er for Danmark. Efterhånden er bagagerummet godt fyldt op, og vi undrer os over, hvor meget mere chaufføren kan proppe derind. Endelig kører vi af sted mod Brunei. I bussen sidder 3 andre, der alle er på vej hjem til Brunei. En af dem er meget snakkesaglig og peger behjælpsom diverse seværdigheder ud for os, mens vi passerer dem. Hun er oprindeligt fra Kuching, men flyttede til Brunei for 27 år siden.

I Brunei er det forbudt at drikke alkohol, og derfor kan man heller ikke købe det i Brunei. Til vores forundring opdager vi, at buschaufføren foruden de mere kurante varer ligeledes har en gesjæft som alkoholleverandør. Vi stopper pludselig ved et kryds, da vi nærmer os Bruneis hovedstad Bandar Seri Begawan. Foran os holder en anden bil. Vores chauffør stiger ud og halvt skjult bag ryggen tager han posen med de to flasker Smirnoff vodka med. Han nærmer sig bilen, men det viser sig, at det er de forkerte personer. Denne person, der ser noget forundret på den snigende gang vores buschauffør har tillagt sig, skal bare ud at cykle med sin ven, der allerede sidder klar i cykeltøjet inde ved vejsiden. Med ét går det op for chaufføren at det er de forkerte mennesker, og han vender rundt, hopper ind i bilen og kører hurtigt væk. Vi føler lidt, vi er med i en film omhandlende smuglergods. Vores chauffør ringer igen til den mand, der sandsynligvis skal have vodkaen, og lidt tid efter holder han igen ind til siden. 2 min efter kører en bil med fire unge fyre ind og holder foran vores bil. Byttehandlen går hurtigt og chaufføren er tilbage i løbet af nul komma fem. Vodkaen i hans hånd er nu byttet ud med sedler. Fyrene i bilen foran os gasser op og kører derfra – helt oplivede bilder jeg mig selv ind, at jeg kan se.

Da vi kommer til Brunei kører vi igen en runde for at aflevere de varer vi har bragt med fra Miri. Vi kommer blandt andet forbi Bolkiah moskeen, der er den største moske i landet. Vi bliver sat af ved vores hostel: KH Soon Rest House. Overnatning er noget dyrere end i den malaysiske del af Borneo. Vi smider vores ting ind på værelset, der er kæmpestort og herefter skynder vi os ud for at opleve Bruneis aften.

Brunei er anderledes end Malaysisk Borneo. Her er flottere og det ser generelt ud til at levestandarden er bedre. Indbyggerne i Brunei nyder også godt af, at Brunei er et rigt land. I Brunei kan 94 % af alle læse og den gennemsnitlige levealder er 77 år. Der er fri pension og gratis skole, lægehjælp og sport. Der er billige lån og korte arbejdsuger, ingen indkomstskat og den højeste minimumsløn i regionen. Sultanen markerede sin 60 års fødselsdag i 2006 ved at give offentlige medarbejdere deres første lønstigning i 20 år. Husene er flottere end i Malaysia, men man kan stadig se, at der er enormt stor forskel imellem de rige og de fattige i Brunei, således kommer vi både forbi virkelig overdådige paladslignende bygninger og faldefærdige trærønner, der dog er i bedre stand, end dem vi har set i de fattigste kvarterer på Malaysisk Borneo. På trods af den store velstand Brunei oplever pga. olien (én liter benzin koster for resten under 2 kr. her i Brunei), så er det i de sidste år alligevel begyndt at stå tydeligere, at Brunei ikke længere er den rollemodelsstat, som den engang var. Regeringen har erkendt en relativt lille men alligevel voksende problematik i forhold til arbejdsløshed og utilfredse unge er blevet beskyldt for at begå kriminalitet. Den unge, der har været mest utilfreds er i øvrigt sultanens yngre bror, Prins Jefri. Han er blevet et synonym i Brunei for ekstravagance, både i privatliv og i arbejdsliv. Hvis han så bare havde et job, der ikke involverede Bruneis økonomi, havde det måske været til at overse, men desværre var han Bruneis finansminister! Skandaler og rygter om korruption tvang i 1997 sultanen til at fyre Jefri fra posten som finansminister, men da var skaden allerede sket, og Brunei befandt sig i en tilstand, hvor de finansielle reserver i kraftig grad var blevet reduceret.

Vores hostel ligger midt i byen, hvilket er praktisk, for så er næsten alt, der er seværdigt i BSB i gåafstand. BSB er, modsat hvad vi havde forventet af Bruneis hovedstad, stille og rolig med lave bygninger og en hyggelig  atmosfære. Her er få mennesker på gaden, hvilket står i skarp kontrast til Singapore, hvor der syntes at være mennesker på alle tidspunkter af døgnet. Her er hyggelige cafeer og bymidten bliver lyst op af den smukke Omar Ali Saifuddien moske. Moskeen blev bygget i 1958 og kostede omkring 5 millioner dollars at bygge. Fra den 44 meter høje minaret lyder kald til bøn, og vi ser flere mennesker strømme ind i moskeen for at bede. Moskeen står strålende mod en natsort himmel.

Det giver en stemning som taget ud af 1001 nats eventyr. En anden seværdighed i BSB er Kampung Ayer. Kampung Ayer er en samling af traditionelle og moderne byer på stylter, der står i vandet til venstre for Yayasan  komplekset og Ali Saifuddien moskeeen. I disse byer bor omkring 32.000 mennesker, nogle af dem tager hver dag til og fra arbejde med taxibåde, og andre lever et mere traditionelt liv. Flere af husene ser ret faldefærdige ud. På tilbagevejen ser vi, at folk nu er færdige med at bede i moskeen, og en strøm af mennesker er på vej hjem. Foran moskeen er flere biler skødesløst parkeret hulter til bulter, som om chaufførerne skulle skynde sig til bøn. For øvrigt kan vi se en stor forskel i bilpark i forhold til Malaysisk Borneo. Her er bilerne dyrere og synes mere velholdte. Vi undrer os lidt over, at det lader til at dyre biler bliver prioriteret højere end gode boliger – vi ser flere steder at den ene flotte bil efter den anden holder foran en, i vores øjne, faldefærdig rønne.

Vi slutter aftenen i sultanens rige på The Coffee Bean and Tea Leaf – en cafe med trådløst internet. Mens vi nyder vores iceblend og cafe latte og for et øjeblik igen føler os som en del af civilisationen, kigger vi på mails og forbereder vores næste eventyr – det bliver et dykker-et af slagsen, og vi går i seng med forhåbningen om, at dykkerparadis på Mabul tæt ved det berømte Sipadan er nært forestående.

16. september 09: Rejsedag Brunei – Kota Kinabalu – Semporna: Teknisk uheld

Vi tager ekspress båd fra Brunei til Pulau Lapuan, og derfra en båd til Kota Kinabalu. Fra Kota Kinabalu tager vi en natbus til Semporna. Vi vælger selvfølgelig den bus, der efter blot 1 time (ud af 10 timer) vælger at bryde sammen op ad et bjerg, der synes at tage kræfterne fra en del biler. Vi griner lidt, da vi stiger ud af bussen for at strække lidt ben – på bussens side står ”first class – the passengers choice”. Det er bælgmørkt, og vi venter og venter. Her er absolut intet på nær et par huse og hunde der ind imellem gør. Vi krydser fingre for, at vi snart kan komme videre og priser os lykkelige for, at vi trods alt har valgt et busselskab, der ikke bare smider os af midt ude i ingenting – som vi har hørt fra et australsk ægtepar at andre busselskaber kan finde på at gøre. Bussen står desværre ikke til at reparere og der bliver tilkaldt en anden bus. Vi bruger ventetiden til at se på stjernehimmelen, der er utrolig flot. Selvom vi ikke kan udpege et eneste stjernebillede så er det fascinerende at kigge på alle de blinkende lys på en kulsort nattehimmel – ikke et syn vi er forvænt med i København. Efter 2,5 times ventetid i vejkanten på en malaysisk bjergside kommer den anden bus. Den er mindre komfortabel end den første bus, men vi er glade for, at vi kan komme videre.

Kl. ca. 7:00 ankommer vi endelig til Semporna. ScubaJunkies, som vi har været i kontakt med og som har lovet os et ophold på deres resort på Mabul har desværre ikke plads alligevel pga. et bryllup. Det er ret uprofessionelt idet det er sit eget bryllup manden der svarede os, holder. Så skulle han da gerne have vidst at der ingen pladser var. Heldigvis finder vi anden operatør Uncle Changs, der har ledig plads på deres hostel på Mabul. Båden til Mabul sejler kl. ca. 9:00, og det tager ca. 45 min. at sejle ud til den lille ø.

17.-19. September 09: Mabul, Sabah: Blandt rokker og havskildpadder

Sipadan Island ved Borneos østkyst blev i halvfjerdserne kåret som et af verdens ti smukkeste dykkersteder af Jacques Custeau – dykkermesteren over dem alle, og regnes stadig blandt de smukkeste dykkersteder i verden. En kampagne er netop nu i gang for at få dykningen ved og omkring Sipadan kåret som en af verdens 7 nye vidundere. Så mens vi er på Borneo skal vi selvfølgelig besøge det, i dykkerkredse, udnævnte paradis.

Vi sejler fra Semporna med en lille dykkerbåd ud til Mabul, den ø, som vi har valgt at bo på. Øen ligger 45 min. sejlads fra fastlandet (Semporna). I 2005 blev Sipadan øen fredet og lukket for hoteller, så nu bor alle dykkerne på andre øer omkring Sipadan – herunder Mabul, Lankayan, Mataking, Maiga og Sibuan, og nye billige dykkerhostels springer hele tiden op rundt omkring. Uncle Changs, som vi indlogerer os hos, er ikke smukke bungalows på stranden, derimod er det træhytter på pæle i vandet, der synes at være bygget på nul komma fem i nogenlunde samme stil som de lokale huse, der ligger lige bag os. Der er ingen elektricitet før kl. ca. 17:00, hvor generatoren går i gang. Der er tilpas antal mennesker på Uncle Changs. Stedet er ikke overrendt, og der er en dejlig afslappet atmosfære. Selvom boligerne er meget spartanske, og der kun netop er det basale, så har vi alligevel indtrykket af, at det hele kører meget professionelt – der er styr på tingene. De forskellige dyk, hvem der er divemaster og hvem der skal med den dag, står alt sammen skrevet på en tavle, der hænger på hytten, der huser alt dykkerudstyret. Våddragterne er i øvrigt ikke de nyeste, fx er der i Lines våddragt et kæmpe hul på bagsiden af låret – heldigvis gør det ikke så meget, da vandet omkring Mabul er 29 grader varmt.

Vi får værelse UC2, og som de andre værelser er der direkte udsigt til turkisblåt hav, så lang øjet rækker. Bag os ligger de indfødtes hytter, der lige som vores er bygget af træ og på pæle. Børnene leger begejstret i havet – og føler sig hjemme i vandet på en helt anden måde end de danske børn. Havet lader til at være deres legeplads, som gaderne og markerne er det for børnene i Danmark. Ved et hus er en gynge sat op i vandet og tre små børn på 4-7 år svinger sig lystigt i den for derefter at kaste sig ud i vandet, hvilket afstedkommer enorme vandsprøjt og høje, begejstrede hvin. De dukker hurtigt op af vandet igen med brede smil på deres læber. Et andet sted sejler 4 små drenge rundt i en flamingokasse. Den gør det ganske godt som sejlbåd. Fra tid til anden flyver en hvid silkehejre forbi og lander graciøst i et træ på øen eller på en af husenes pæle.

Vores ophold er inklusive kost, så tre gange om dagen serverer kokken lokal mad, som vi dog har mistænkt for at være tilpasset vestlige smagsløs – især i forhold til graden af chili. Hver dag er der en form for kylling, fisk, ris og/eller nudler samt frisk melon til dessert. De er også meget glade for rejer og for tofu. Hver aften er der ud over kødretterne desuden en vegetarret, hvilket er stort set himlen for en engelsk pige vi møder, der har været vegetar siden hun var 11. Dette er det første sted, der tager hensyn til hendes valg, og som herudover endda laver særlig kost til hende. Alt er lavet i det lille interimistiske køkken, der består af 3 gasblus, og det bliver serveret af det søde og hjælpsomme køkkenpersonale. En af pigerne er lige fyldt 17 og skal snart giftes.

Når der kommer nye gæster sejles der samtidig friske madforsyninger, vand mm. ud til øen, så alt er så frisk, som det kan blive. Måltiderne bliver serveret på den store overdækkede veranda med frit udsyn til det blå hav.

Den afslappede stil køres fuldt ud. Hvis man vil med på et dyk, så siger man bare til, og man har også mulighed for at få indflydelse på, hvor dykket skal gå hen den dag. Hvis man vil snorkle gør man også bare det. Man kan leje noget snorkeludstyr for 15 ringgit. Snorkling omkring Mabul er gratis, mens det ved den nærliggende ø Kapalai koster 40 ringgit. Der er, desværre for os, begrænsning på dykning ved Sipadan på 120 personer om dagen, og da vi ikke har planlagt vores ophold på Mabul, så er alle pladserne til Sipadan desværre booket. Dykning og snorkling ved Sipadan er noget dyrere, og de 7 pladser/dagligt, som Uncle Changs råder over, bliver hurtigt fyldt. Vi skriver os på en venteliste og krydser fingre for, at der kommet et afbud. Men.. det skal ikke være et hvilket som helst afbud. Den eventuelle ledige plads går til den heldige person, der ikke blot står først på listen, men som også har det rigtige køn, idet den nye dykker skal gå under det navn, som den dykker, der har meldt afbud, har.

Jeg er rescuediver, og booker 3 dyk de to første dage og 2 dyk den sidste dag. Line vælger at tage med en divemaster ned, for at se på livet under havets overflade den ene dag med to dyk, og vælger at snorkle den anden. Den sidste dag bruger hun på at slappe af.

Vandene omkring Mabul er især kendt for mulighederne for excellent makrodykning, dvs. dykning med små fisk, nøgensnegle og sjove tingester for øje. Divemasterne er alle professionelle og har dykket i området i flere år, så de er utrolig dygtige til at spotte ting, som vi andre ikke kan se.

Makrodykning synes jeg er rigtig spændende. Det kilder lidt i maven i forventning om, hvad man nu får at se, og man bruger tid på at scanne området for interessante ting – det er dog min divemaster, Thony, der for det meste får øje på spændende dimsedutter. Nøgensneglene er utroligt flotte, og efter lidt træning kan jeg selv begynde at få øje på dem – de er små men farvestrålende i blå nuancer.

Vi ser også et hav af andre flotte skabninger, på vores dyk – der er utrolig mange fisk, og på et tidspunkt er jeg fuldstændig omringet af barracudaer, der dovent cirkler rundt om mig og danner en mur, dog i meget mindre målestok end hvad vi har hørt, man kan opleve ved Barracudapoint ved Sipadan. Det føles en smule klaustrofobisk, men da jeg svømmer imod en af væggene flytter barracudaerne sig velvilligt. Det er som at være i et kæmpe stort akvarium, så mange fisk er der rundt om mig, og det er virkeligt smukt. Der er et hav af forskellige arter, som vi knap nok kender navnet på, men nogle af dem er klovnfisk, der putter sig imellem de bølgende tingester, der sidder på koralrevet, præcis lige som Nemo i ”Find Nemo”, så er der trekantede fisk, der er giant grouper, løvefisk, barracudaer osv.

På et tidspunkt får vi øje på en gul rokke med blå pletter, der gemmer sig i en klippehule. Den er stor og flot. På et andet tidspunkt svømmer en lille, farvestrålende fisk lige imod mig, den ser meget beslutsom ud, så stopper den omkring 50 cm. fra min næsetip og stirrer mig direkte ind i øjnene som for at sige ”hvad er du dog for en underlig størrelse”. Efter noget der minder om et par minutter – det var nok snarere et par sekunder, vender fisken pludselig om og svømmer lige så hurtigt væk som den er kommet. Det er en lidt spøjs oplevelse sådan at føle, at man bliver set an af en fisk.

Den mest fantastiske oplevelse er dog, da vi spotter havskildpadder. De er kæmpestore, og det er smukt at se dem svømme rundt i vandet. Jeg har forinden hørt, at skildpadderrne måske nok ser søde ud, men at de alligevel kan bide hul i ens våddragt, så jeg forsøgte at holde mig lidt væk fra deres hoveder. Thony giver tegn til mig om, at det er okay at røre ved en af skildpadderne, og jeg lægger forsigtigt min hånd på skjoldet, og rører ved den ene finne.

Der er rigtig mange dykkersteder, men vi dykker og snorkler mest ved Mabul på dykkerstederne ”the wall”, ”paradise” og ”house reef”. Nogengange tager vi også til den nærliggende ø kapalai. Snorkelling er også utrolig flot ved Mabul. Der er god sigt, og mange af koralrevene ligger på en sådan dybde, at man stadig kan se rigtig meget når man bevæger sig i havoverfladen. Men man skal som snorkeller passe mere på de mange små jelly fish, der svømmer lige under vandets overflade – de stikker, av av. Desuden er der desværre ofte meget skrald, der ligger i havoverfladen – et problem som de lokale er ved at få øjnene op for, og derfor har de startet en kampagne, der har til formål at få folk til at holde Mabul ren for affald. Oppe fra dykkerbåden får man tit et flot vue ud over havet, og flere gange ser man en masse små fisk, der hopper op ad vandet, hvilket giver den illusion at tusindevis af små lysglimt blinker i havoverfladen. Havfuglene er der med det samme, og det er imponerende at se, hvordan de kan spotte en fisk og time det perfekt, således at fisken lander i fuglens mund lige som den hopper op af vandet. Jeg fandt aldrig ud af, hvad denne suicidale adfærd hos fiskene skyldtes.

Mabul er virkelig et dykkerparadis, og selvom vi ikke kommer til Sipadan, er vi alligevel glade for at være taget af sted. Jeg synes at dette var blandt mine bedste dyk hidtil. Som ikke dykker kan man sagtens få meget ud af stedet alligevel, hvis man godt kan lide at snorkle. Der er masser af ting at se på, og hvis man har lyst kan man tage et Discover Scuba Dive, som Line gjorde, hvor man alligevel kommer til at opleve den ro og ensomhed, der sænker sig over en, når man er helt alene (med sin divemaster) under havets overflade omgivet af en masse fisk. Der er en dejlig, afslappet atmosfære og søde mennesker.

Det hele er dog meget møntet på dykning, så hvis ikke man hverken dykker eller snorkler, så bliver det måske lidt kedeligt i længden. Men vi fortryder ikke et sekund. Både under og over havet overflade var det en fantastisk oplevelse. Under havets overflade at se de kæmpe havskildpadder og komme helt tæt på dem, at være omgivet af de mest farvestrålende og sjovt udseende fisk, der ikke tager notits af én, de store, farvestrålende rokker og den gode sigt. Over havets overflade pga. den smukke udsigt ud over Celebes havet, de smukke solnedgange, der sætter hele himlen i brand og kaster røde og lilla nuancer ud i det blå, og himlen, når alt er mørk hvor stjernerne glimter klarere og smukkere end noget andet sted, vi har set dem.

Her kommer lige en mere detaljeret beskrivelse af mine dyk.

Klokken er 10:44 og der lyder et plask. Endnu en dykker er røget i vandet – Nemlig mig. Nu er alle strabadserne med den lange transport, busnedbruddet, problemerne med at få indkvarteringen glemt. Nu gælder det dykning på et af de mange dykkersteder nær vores bolig. I vandet er vores divemaster – en spøjs kvinde der er noget ældre end forventet og lidt speciel, en pige udstyret med et kamera, en divemaster kandidat og mig selv – også udstyret med det nye undervandshus til Lines kamera, som nu skal vise sit værd. Det første man straks lægger mærke til som dansk dykker (og altså rent faktisk dykker i de danske farvande), er den manglende nedkøling når man rammer vandet. Jeg har bevidst undladt at lyne min 3mm våddragt i ryggen da vandet er 29-30 grader. Det viste sig senere at have den bivirkning at man på det blottede rygstykke ikke var beskyttet mod solen :-) Heldigvis var skaden ikke større end at det ikke havde betydning for de kommende dage.

Nå tilbage til dykningen godt ankommet i vandet er alle klar og vi giver tegn til at dykke ned. Inden vi gik i vandet havde vi fået en kort briefing om dykket. Maks 25m, en masse fisk mm og 45 min dykketid. Vi rammer bunden af revet (altså ikke fysisk men kommer derned) på 23 m og svømmer stille og roligt af sted. Dykket er som at dykke i et akvarium, sigten er over 50m og jeg har aldrig set noget lignende. Der er fisk over alt i alle mulige farver, former og størrelser. Højdepunktet er helt klart da den første skildpadde kommer svømmende og jeg få et billede. Den er ca. en lille meter lang og svæver stille og roligt af sted. I alt ser vi 4 skildpadder på det dyk. Derudover er der mange af de samme fisk som nævnt ovenover, men man oplever bare det hele på en anden måde når man er nede sammen med fiskene – Fantastisk. Efter 41 min når vi de 5m og skal lige have vores 3 minutters sikkerhedsstop inden vi kan gå til overfladen og op i båden som hurtigt kommer. Herefter går det tilbage til Uncle Chang til noget frokost inden vi drager af sted mod Kapalai.

Dykket på kapalai er liger over 20m og det er gamle træ skeletter af bygninger vi dykker på. Til sidst på dykket ser vi en Giant Grouper på godt 2m, til dato den største fisk jeg har set i min tid som dykker (det bliver nok ændret ved Ningaloo Reef), desværre var der ikke mere batteri på kameraet, så denne kæmpe kan vi ikke vise jer. Strømmen er stadig tiltagende på dykket og er meget stærk ved slutningen, hvor vi skal fange et af to reb som vi skal stige til overfladen ved og blive ved med at holde fast til båden kommer. Desværre går der ca. 10. min inden båden kommer så vi må vente i strømmen. Det er hårdt hvis man ikke er på den rette side af tovet, men slipper man hedder næste landfaste sted Phillippinerne og der skal jeg helst ikke drive hen, så jeg holder fast. Dagens sidste dyk foregår igen tæt på Mabul og strømmen er aftaget en del. Det viser sig at strømmen kommer fra tidevandet. Dagens sidste dyk er igen ved Mabul og er et godt afslutningsdyk til 15m. Herefter er det op i båden og tilbage til hytterne. De næste to dage foregår sådan ca. som den første med rigtig god dykning, en afslappet atmosfære og god mad. Fredag aften bliver der festet, og de ansatte hos Uncle Chang har deres eget lille band, der spiller blandet popmusik. Det skal dog siges at hygge-faktoren klart overstiger de musikalske evner, som nok ikke vinder de store priser, måske med undtagelse af indlevelse, da det virkede til at de havde det, som hvis de optrådte for 10.000 mennesker.

Vi tager af sted fra Mabul med lidt blandede følelser. Dykningen var rigtig god og klart noget af det bedste jeg har oplevet, men desværre nager det lidt at vi ikke fik besøgt Sipadan. Øen hvor alle dykkene skulle være ubeskriveligt meget bedre end hvad vi har oplevet, øen som mange forsøger at få gjort til et at verdens 7 nye vidundere. Det eneste der er tilbage at sige er på gensyn, for jeg skal helt sikkert tilbage og opleve Sipadan, selvom der nok lige kommer til at gå et par år.

19. – 20. September 09. Semporna

Grundet manglende pladser på vores næste eventyr – et jungleeventyr ved Kinabatangan floden bliver vi i dykkerbyen Semporna to nætter. Det er dejligt at få et lille afbræk i eventyrerne og få tid til at fordøje oplevelserne. Der er ikke meget at se i Semporna, der er en lille, grå by, der ikke byder på den store charme, men det er gateway til Sipadan-dykkerparadiset, hvilket byen bærer meget præg af. Vi indlogerer os på et, i vores øjne, luksushotel, der både har air-condition, fjernsyn!! Og rigtigt badeværelse med fliser og rørarbejde, der er helt afsluttet, så vandet fra vasken ikke bare løber ud for neden (hvilket det gjorde på Mabul). Om søndagen er der et vældigt liv af mennesker, der er smukt klædt på, og små børn fyrer en masse knald-fyrværkeri af – det giver et sæt i os hver gang det sker tæt på os, og vi undrer os over, hvordan de kan blive ved med at høre noget. Vi regner med det er pga. afslutningen på ramadanen og den store begivenhed Hari Raya. I morgen går det videre – fra Uncle Changs til Uncle Tan’s, der er et lavbudgethostel i junglen, der tilbyder diverse jungletreks mm. (de er ret pjattede med de onkel-navne).

22. – 24. September 09: Uncle Tan’s

Afsted går det fra Semporna til Uncle Tan’s, der ligger ca. 30 min. kørsel fra Sandakan, og tæt på Sepilok Orangutang Rehabiliteringscenter. Bussen kører kl. 8:00 fra Semporna, og turen tager 6 timer. Det er så seks timer i selskab med malaysiske Hari Raya karaokesange, hvilket, skulle vi hilse at sige, kan blive lidt trættende i længden – især når hende bag os skråler med af hjertets lyst. Vi bliver så indprentet med Hari Raya sange, at vi stadig flere dage efter har ”selamat selamat selamat Hari Raya” på hjernen (det betyder ”vel” eller ”god Hari Raya” og går igen i næsten alle sangene). Vi bliver sat af ved Sepilok Junction ved milestone 14. Uncle Tan’s ligger godt 200 meter væk.

Uncle Tan Wildlife Adventures er et familieejet foretagende, der i årenes løb er blevet en stor succes, og som koncentrerer sig om jungleoplevelser på og rundt om Kinabatanganfloden. Sungai Kinabatangan er et af de bedste steder på Borneo at observere den vilde natur og dyrelivet, der lever der. Man lever ude i junglen tæt på dyrene på meget basal vis, og skulle her have gode muligheder for at se dyrene i deres naturlige omgivelser. Vi er spændte på at se dyrene her, for indtil videre har vi kun set dem i naturparker og rehabiliteringscentre.

Vi kommer til selve Ops-base, som det kaldes, hvilket er den base, man sendes ud i junglen fra. Frokosten er netop blevet stillet frem, så vi sætter os og får noget at spise inden vi får anvist vores hostelrum, der består af 2 køjesenge og en almindelig seng. Vi deler værelse med Ian, som vi har fulgtes med fra Semporna. Vi tager først til junglecampen i morgen, så vi får tiden til at gå med at spille bordtennis, pool og dart og på at slappe af.

Uncle Tan familien bor selv på Ops-basen, med Saidie, chefen, som familiens overhoved, så det føles meget familiært, som om man er blevet inviteret ind i en privat familie, hvilket man på sin vis også er. Familiens værelser er markeret med et skilt, hvorpå der står ”Saidies room”, og Saidie selv hilser hjerteligt på os alle og går meget op i at lære vores navne. Det er Saidies datters 3 års fødselsdag, så det skal selvfølgelig fejres, og vi bliver inviteret med til festen. Om eftermiddagen bliver der pyntet op med balloner – det lader til at det bliver en stor fest. Aftenen starter med aftensmaden, der består af en masse spændende retter – pga. fødselsdagen er der gjort ekstra meget ud af det hele, og det smager godt. Der ligger en hyggelig stemning over stedet. I midten står en stor, flot og lyserød barbiefødselsdagskage, og Saidies datter har en rigtig prinsessekjole på i lyserødt og lyserøde sko med små hæle. Der er ingen tvivl om, at det er en lille pige, der har fødselsdag. På et tidspunkt bliver al lys slukket og der bliver tændt lys i fødselsdagskagen, og så kommer 3 af de ansatte gående ind mens de spiller guitar og synger ”happy birthday”. Alle vi gæster stemmer i. Det lyder ikke særligt godt, men det er super hyggeligt.

Senere på aftenen skal der drikkes, og når malayerne siger det, så mener de det! Line og jeg slipper heldigvis ud af drikkeorgiet, men stakkels skotske Robert bliver fanget ind, og så går drikkekonkurrencen ellers i gang. Malayerne har åbenbart ikke hørt, at man kan blande spiritus op med andre ting (dvs. andre ting end spiritus) så det er ren lemongin, der bliver fyldt op i glassene, hver gang de er blevet tømt. Sidst på aftenen kommer Saidie glædesstrålende ud med en ny drik, han har fundet på, som han siger, er helt fantastisk og den må Robert altså prøve. Det lyder nu ikke særligt godt, det er rødvin blandet i lemongin. Vi takker pænt nej til tilbuddet om at smage.

Dagen efter starter Robert med en lille lemongin som tak for i går, for som han siger ”det ville være uhøfligt andet”. Overraskende nok har han det fint, og han og vi andre har fået et godt indblik i den malaysiske drikkekultur.

Vi tager af sted til jungle camp kl. 14:30. Turen dertil går af bumpede veje ned til Kinabatangan floden. På vejen støder vi på en kæmpestor water monitor (et varanlignende dyr), der krydser vejen. Vores forventninger om de dyr der findes ved Kinabatanganfloden stiger. Den sidste vej ind til jungle camp går via båd på Kinabatanganfloden. Forinden tager vi et kort cruise op ad floden, og får her øje på nogle næseaber og en masse maquaque-aber, der nysgerrigt følger med i vores færden. Vi holder hænder og fødder inden for båden, for vi har fået at vide, at floden ligeledes er hjemsted for krokodiller.

Uncle Tans jungle Camp er mindre spartansk end vi havde frygtet og stor er vores glæde da vi ser, at toiletforholdene slet ikke er så slemme. Vi havde regnet med et hul i jorden efter hvad vi havde fået at vide, og finder i stedet forholdsvis fine og rene vestlige toiletter. Det er en ny camp, der kun er 10 måneder gammel. Campen ligger i et uberørt stykke regnskov, nær Lokan floden lidt længere oppe ad Kinabatanganfloden end den sidste camp, og ejeren af jorden har lovet Uncle Tan ikke at rydde området til palmeplantager, som ellers var ejerens tanke med jorden. Jeg tænker tilbage til vores 1 time og 45 min. tur til Kinabatanganfloden, og husker de enorme palmeplantager vi er kommet forbi. Det er ærgerligt, at al den regnskov skal gå til grunde pga. palmeplantagerne.

Vi bliver indlogeret i en hytte sammen med Ian og en spansk gut, Javier. Der er madrasser og myggenet og mere behøver vi ikke. Der er allerede fugtigt og varmt og vi kan mærke, vi er kommet til junglen. Vi har besluttet at benytte os af Uncle Tan’s tilbud om 3 dage/to nætter, der inkluderer alle måltider, jungletreks og river safaris. Kl. 19:30 er der informationsmøde, hvor vores guide fortæller om det dyreliv vi måske vil komme til at se, og han fortæller os om programmet, der er blevet lagt. Afslutningsvis hilser han på hver enkelt af os. Hele atmosfæren hos Uncle Tan er i det hele taget meget intim og venskabelig. Da vi kommer til Uncle Tan står der fx en velkomstkomité klar og hilser os velkommen og der gives hånd og smiles bredt. Kl. 21:00 er det tid til vores første oplevelse med junglen – nattesafari. Himlen er mørk, regnskoven synes uigennemtrængelig, og det giver en særlig stemning når det eneste lys, vi kan se, er det fra lommelygten. Vi bliver delt ind i to grupper – Orangutanggruppen, som består af en amerikansk fyr, Ian, et hollandsk par, Bram og Anuk, en spansk fyr, der bor i Cambodia, Javier samt Line og jeg og Gibbon-gruppen, som består af det skotske par Robert og Eileen, et engelsk lærerpar der bor i Queensland i Australien, Linda og Tim, en canadisk dame, Barb, samt et dansk par, Pia og Ulrik, og deres to børn Elias og Alberte, som vi tidligere har mødt i Ibanlanghuset. Vi er en god sammensat gruppe, der hygger meget med hinanden. Vi går ned til jettyen og stiger i båden. Langsomt sejler vi ned ad floden. Vores guide, Leo, sidder foran med en lygte. Lyskeglen fejer søgende hen over træerne og flodbredden. Det første vi ser, er en ørn. Den sidder på en gren højt oppe i en trætop og skuer ud over floden. Ved siden af den sidder en hvid silkehejre. Vi holder stille med båden for at beundre fuglene. I samme nu letter ørnen og breder sine vinger ud mens den svæver over himlen. Vi følger dens silhuet mens den langsomt forsvinder fra vores synsfelt. Ikke så lang tid efter får Leo øje på en lille frø ved flodbredden. Der er et væld af forskellige frøarter ved Kinabatangan. Hvordan Leo spottede frøen forstår jeg ikke. Den er meget lille, og der er så mørkt, at man kun kan se det lyskeglen rammer. Alligevel får han øje på frøen mens vi stadig er langt væk fra den, og vi må lige høre, hvad præcis det er, vi skal holde øje med. Leo peger og da båden rammer flodbredden ser vi frøen, der sidder ganske roligt og ikke lader til at være blevet forstyrret, af det pludselige rampelys.

At være på nattesafari skifter mellem kedsommelighed og spænding. Det kan hurtigt blive kedeligt når man i lang tid langsomt har sejlet ned ad floden og forgæves spejdet efter dyr. Det bliver dog straks vendt rundt, når man endelig får øje på et dyr. Så sejler bådføreren i retning af dyret, og vi er spændte på at se, hvad for et dyr, vi nu er så heldige at få at se. I træet lyser et par øjne ned imod os – det er en common palm civic – et kattelignende dyr, der er lidt større end en almindelig huskat, og som lever i træerne rundt omkring Kinabatangan. Den er flot og vi bliver straks mere oplivede. At se dyrene i deres naturlige omgivelser kan både have fordele og ulemper. En ulempe er det, at man aldrig kan være sikker på, hvor mange dyr man får at se og hvor tæt på, man kan komme dem – det afhænger fuldstændig af dyrene selv og på hvor god guiden og du selv er til at spotte dyrene. På den anden side er der noget helt specielt fascinerende ved at se dyrene i deres naturlige omgivelser, at vide at det er her de lever og dør, og at dyrene her er helt vilde og frie. The Common Palm Civic klatrer hjemmevant rundt i træet og sætter sig efter noget tid på en gren og skuer ned på os. Det rasler i buskadset, og vi får øje på endnu en common palm civic. Efter lidt tid sejler vi videre.

Det næste vi får øje på er en Buffy Fish Owl. Dens store gule øjne lyser os i møde, og vi stirrer fascineret tilbage. Den kan dog ikke lide at være i søgelyset og letter efter kort tid fra sin gren og forsvinder ud i mørket. Senere ser vi endnu en Buffy Fish Owl. På vores tur ser vi også en meget smuk og farvestrålende fugl, som jeg har glemt navnet på, desværre. Den sidder på en gren og sover. Vi ser den også senere på vores nat jungle trek. Da vi kommer tilbage til camp sidder vi og udveksler oplevelser med Gibbon-gruppen. De har været så heldige også at spotte to leopard-katte. Line og jeg kan ikke sige os fri for at være en smule misundelige, men krydser vores fingre for, at vi vil se endnu flere dyr i morgen på morgensafarien, der starter kl. 6:30.

Næste morgen efter en nogenlunde rolig nat, mødes vi igen med Leo til morgensafarien. Leo fortæller, at han blev forstyrret af en rotte om natten. Han havde gemt nogle kager fra hans nyligt overståede hari raya ferie, og dem ville rotten gerne have. Leo fremviser tre store rifter, som vidner om hans møde med rotten. Guiderne har ikke myggenet, som vi gæster, og derfor sker det jævnligt, at guiderne bliver vækket af et eller andet dyr, der har forvildet sig ind i hytten, hvis guiden har været uforsigtig og har taget mad med ind i hytten. Line og jeg kigger på hinanden og er rigtig glade for vores myggenet – den aften er vi ekstra påpasselige med at stoppe myggenettet godt ned under madrasserne. Linda fortæller, at hun har haft mareridt i nat, hvor hun i søvne tog fat om sin lommelygte, og troede det var en slange, hvorefter hun vækkede hele hytten ved at råbe ”snake, snake”. Det griner vi en del af.

Vi deler os igen op i gibbon- og orangutanggrupperne, og sejler igen ud på floden. Det mest spændende vi ser på floden om morgenen er vilde orangutanger. De svinger sig fra gren til gren eller sidder og kigger ned på os. Flere af dem har små, røde frugter i munden. Leo fortæller, at de er ved at spise morgenmad. Vi er ret begejstrede for at se orangutangerne, især da det ikke er altid, at man er så heldig. Derudover ser vi igen smukke fugle, der suser forbi os eller letter fra eller lander på strandbredden. Der er en del silkehejrer. Foruden orangutangerne ser vi også maquaque-aber, der løber langs flodbredden. Vi er efterhånden blevet så vant til det syn, at vi ikke længere tager så meget notits af dem. De er dog sjove at iagttage, fordi der er nogle af deres træk, lige som med orangutangerne, der minder om mennesker. Fx ser vi på turen flere af aberne, der sidder på numsen med begge ben strakt ud foran sig eller siddende på en gren med begge ben dinglende ned, præcis lige som vi kan finde på at sidde.

Vel tilbage i lejren får vi morgenmad og så er der afslapning indtil kl 17:00, hvor eftermiddagstrekket ind i junglen byder på nye udfordringer. Vi har fået at vide, at der kan være meget mudret, og derfor anbefaler guiderne at man låner gummistøvler af dem. Vi har dog vores vandrestøvler med, og efter at have forvisset os om, at guiden ikke mener, der er alt for mudret p.t. tager vi af sted uden gummistøvler, hvilket viser sig at være okay. Der er mudret på flodbredden og visse steder i junglen, men vores støvler klarer det meget godt, og efter hjemkomst får de en god gang skylning og så er de – næsten – så gode som nye igen.

På vores jungletrek ser vi en del smådyr og insekter, men jeg må indrømme, at det er mere de store dyr, der får mit hjerte til at banke hurtigere, og da vi har set en del af dyrene i Bako, bruger jeg flere kræfter på at nyde at gå i regnskovens kølige skygger og beundre de smukke træer, lianerne og det flotte spil i skovbunden, når solens stråler enkelte steder allernådigst for lov til at ramme skovbunden. På vejen fortæller Leo om de forskellige planter og de dyr vi kommer forbi. Der er bl.a. en plante, der er meget god til at kurere forhøjet blodtryk. Uncle Tan selv har prøvet planten med gode resultater mens han endnu levede, og vi sender en hurtig tanke hjem til Lines mor, og tænker over, om vi skulle tage et par blade til hende.

På vejen tilbage ad floden får Line pludselig øje på to store water monitors, og ikke lang tid efter ser hun en stor krokodille ligge på bredden. Line råber straks ”crocodile”, og alle vender sig i båden og kigger i den retning, hun peger. Krokodillen er tilsyneladende blevet forstyrret – af motoren på båden eller Lines råb aner vi ikke, men den er utrolig hurtigt, mens den vender sig rundt og glider ned i vandet. Bådføreren vender båden og vi sejler tilbage til stedet, hvor krokodillen forsvandt, men den er ikke længere til at se. Det er helt klart dagens højdepunkt, og vi vender glade tilbage til camp-sitet spændte på at høre, hvad gibbongruppen har set.

Om aftenen er der natte jungle trek, og vi går ind i junglen med lommelygterne som vores tro følgesvende. Leo finder forskellige insekter, men også her må jeg indrømme, at det er de store dyr, der er mest interessante for mig. Leo vil gerne vise os en skorpion, men finder desværre ingen selvom han vender en del rådne træstammer. Han fortæller, at han for et stykke tid siden oplevede at 5-6 skorpioner på størrelse med hans hånd og halvdelen af hans underarm faldt ned i hovedet af ham. Nervøst kigger jeg op. Om dagen fik Line et kæmpe chok, fordi hun på et tidspunkt fik, det, hun tror, var et stort firben lige ned i hovedet. Hun gyser ved tanken og kan stadig mærke kløerne der borer sig ind i hendes ryg, mens hun desperat prøver at få kræet af. Det må have været et interessant syn for andre, Line, der står midt på træstien og vender og drejer sig mens hun forgæves forsøger at få viftet et eller andet dyr af sin ryg. Først tror hun endda det er en kæmpe tarantel, og hun er glad for, at det ikke mærkes som en slange men mere som noget med fire ben og kløer. Endelig kan hun mærke at dyret hopper af, og bladene rasler, da det lynhurtigt forsvinder ind i junglen. Hvad det end var, må den have været endnu mere skrækslagen end Line.

Det sidste vi ser på nattevandringen er de små cotton bugs, der er interessante mere end de er kønne. De ligner rent faktisk bomuld, og det er først da en af dem begynder at bevæge sig og kravle op ad grenen at jeg kan se, at det er et dyr. Senere ser vi igen en enkelt cotton bug, der har fået en forkærlighed for snørebåndene på mine vandrestøvler. Selvom vi flere gange vifter den væk kommer den hurtigt igen og klamrer sig fast til snørebåndet.

Om morgen kl. 10:00 næste dag tager vi af sted med bådene tilbage til Ops basen, og kl. 14:00 tager vi med bussen videre til Kota Kinabalu. Vi har desværre ikke fået set de små pygmæ elefanter, men ellers er vi godt tilfredse med det dyreliv vi så, selvom vi selvfølgelig havde håbet på endnu flere dyr. Senere i Kota Kinabalu møder vi igen den polske fyr som vi både er stødt på i langhuset og i Mulu – han har også været på eventyr på Kinabatangan og han nåede at se en elefant.

24. – 27. September 09: Kota Kinabalu

Dagene bruges på at slappe af, gå rundt i byen og bare nyde at kunne være det samme sted i længere tid, opdatere hjemmeside, sende ting hjem og læse lidt om Australien. Mount Kinabalu rejser sig majestætisk lige uden for byen. For mange er bestigningen af Mount Kinabalu et kæmpe højdepunkt, men vi vælger at spille sikkert spil mest pga. Mit knæ, så selvom det kunne have været helt fantastisk og vi meget godt kunne have tænkt mig at bestige bjerget, så beslutter vi, at det må blive en anden gang.

Vi har haft fantastiske oplevelser på Borneo, og det er bestemt ikke usandsynligt at vi vender tilbage hertil. Men lige nu er vi glade for, at vi snart skal videre og opleve et nyt land, en ny kultur, ny mad mm. Ris og nudler morgen, middag og aften kan være trættende i længden. Vi tager dog med os en  endnu større forståelse for naturen, og for historien et folk og et land har, og hvor vigtigt det er at passe på begge i en verden, der er i konstant udvikling. Den forståelse synes vi Tenzin Gyatso har indfanget smukt med nedenstående:

“This responsibility [caring for the environment] has less to do with the question of right or wrong than with the question of survival. The natural world is our home. It is not necessarily sacred or holy. It is simply where we live. It is therefore in our interest to look after it. This is common sense.

Tenzin Gyatso (The Dalai Lama) – “Ancient Wisdom, Modern World”

 

MERE fra Australien kommer snart og resten af rejsen kommer snart :-)


Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>